Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Bogen, der skabte sin helt egen genre til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bogen, der skabte sin helt egen genre

0Ø-bogen over alle ø-bøger, Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” fra 1719, er i 1700-tallets oplysningsånd en hyldest til den rationelle tanke. Men også en from besindelse på den kristne tro og accept af forsynet. Billedet er malet af Alexander Fraser. –

- The Bridgeman Art Library/Scanpix.

Emneord for denne artikel

Robinson | roman | Daniel Defoe | Robinson Crusoe
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Ø-bogen over dem alle er Daniel Defoes vidunderlige roman ”Robinson Crusoe”, som vi her præsenterer i første artikel i den litterære sommerserie ”Bøger på øer”. Robinson og hans ø er et arketypisk motiv, som har lagt navn til genren robinsonade

Der findes en tankeleg, som går ud på, at man forestiller sig, hvad man ville tage med sig ud på en øde ø. Hvilke 10 plader, hvilke 10 kunstværker eller hvilke 10 bøger? En af de bøger, jeg ville tage med, er Daniel Defoes roman ”Robinson Crusoe” fra 1719.

Den handler som bekendt om en mand, der forliser på en øde ø og befinder sig der i 26 år. I de første 23 år klarer han sig alene på øen, men så kommer der en vild mand, som han navngiver Fredag. Fredag bliver hans tjener og hengivne undersåt og følger ham tilbage til Europa, da Robinson endelig slipper væk fra øen.

Romanen er en fantasi over, hvad man dog skulle gøre, hvis det mærkelige skete, at man pludselig var helt alene i verden. Hvordan ville man klare sig? Hvordan skulle man finde ud af de helt elementære ting som at skaffe sig føde og klæder og et sted at bo? Med den arbejdsdeling, som man allerede havde på Defoes tid og endnu mere i dag, er vi specialister på ganske få områder og helt uvidende på de fleste andre. Derfor bliver det hurtigt et stort problem at skaffe sig korn, for hvor får man det fra, og hvordan og hvornår dyrker man det? Hvor er der lige en plov eller blot en spade? Hvordan laver man en brugbar spade, og hvordan kultiverer man jorden? Og hvor opbevarer man sit korn henne, når det er høstet? Robinson må i gang med at lave redskaber og krukker af ler. Men hvordan er det lige, man drejer en krukke?

Annonce
Robinson bliver tvunget til både at være landmand, pottemager, kurvemager, gedebonde og meget mere. Han bliver nødt til selv at påtage sig de mest elementære opgaver – og han kommer godt fra det med tiden. Han er lærenem og i besiddelse af sin menneskelige fornuft, og den når man langt med. I realistiske detaljer fortæller Robinson, hvordan hans liv forliser, og hvordan han møjsommeligt får det, han i begyndelsen kalder ”Fortvivlelsens Ø”, gjort til et civiliseret sted at være.

Romanen er i 1700-tallets oplysningsånd en hyldest til den rationelle tanke. Men den er også en from besindelse på den kristne tro og accept af forsynet. Robinsons fornuft og arbejdsomhed havde ikke duet til noget, hvis ikke han også kunne lægge sit liv i Guds hænder.

Det finder han ud af, da han en overgang bliver syg og hjælpeløs. Han har ellers stolet blindt på sig selv og sin egen lykke og har aldrig lyttet til sin fars eller andre autoriteters råd og formaninger. Det er også grunden til, at han er havnet på øen. Først i den yderste sjælelige og fysiske nød kommer han til at tænke på Gud, og heldet – eller rettere forsynet – vil, at han har fået en bibel med i land på øen. Den bliver hans eksistentielle redning.

”Robinson Crusoe” rummer en blanding af rationalisme og pietisme, som er så speciel for 1700-tallet og på mange måder så fremmed for os i dag. Rationelle vil vi gerne være, selvom vi godt ved, at vi ofte handler aldeles irrationelt. Og fromheden er vist et begreb, som kun siger meget få mennesker noget i dag. At være from er nærmest lidt suspekt, fordi det enten tyder på enfoldighed eller bedrevidende frelsthed.

Jeg har læst ”Robinson Crusoe” med min søn på 12 år, selvom ”Robinson Crosoe” oprindeligt ikke er nogen børnebog. Vi måtte da også lægge originaludgaven til side og nøjes med en genfortælling for børn. Den slags er der mange af på biblioteket, og de er generelt ikke særlig gode og tidssvarende.

Men selv i de forkortede udgaver er der meget at snakke om undervejs, for hvad ville man selv have gjort i sådan en situation, hvor man mangler alt det basale: mad, tøj og medmenneske. Og hvordan er det lige med Robinsons adfærd over for sine medmennesker? Ja, den er faktisk oprørende set med vores øjne.

Robinsons forhold til de indfødte – eller vilde – er lige efter koloniherrebogen. Han er herre og mester på sin ø, og Fredag skal føje sig efter ham. Fredag er en slave, som skal underkaste sig sin herres regimente. Det har Robinson det godt med, for Fredag er som et barn, der skal tugtes.

Men Robinsons forhold til andre mennesker er helt igennem kynisk, selvom han har sporadiske moralske kvababbelser, inden han dræber de vilde menneskeædere. At det ikke kun er dem, han har et overfladisk forhold til, viser sig, da han kommer hjem til England efter sit lange ophold på øen. Ultrakort beskriver han sine nye forhold sådan:

”Foreløbig slog jeg mig nogenlunde til ro i England; jeg havde nemlig giftet mig, hvilket var både til fordel og glæde, og fik i ægteskabet to drenge og en pige. Imidlertid døde min hustru (…).” Det er alt, hvad han har at sige om kone og børn. Det er også det nærmeste, man kommer den menneskelige seksualitet, der åbenbart kun spiller en rolle i Robinsons liv, når det gælder formering. Han klarer sig på en øde ø i 26 år uden tanke for erotik. Det er godt nok imponerende – eller skræmmende umenneskeligt.

Da konen er død, kaster Robinson alt fra sig og tager på farten igen for at tjene flere penge som købmand. Robinson er en mand uden ro. Han har vænnet sig til et liv som vandrer og eventyrer, og i sidste ende har han intet lært af sine mange år på øen. Han farer lige ”dum” igennem verden, som da han var ung og ikke hørte på sin fars belæringer eller blev klogere af Guds tugt.

Man kan være uenig i meget af det, som Robinson Crusoe beretter. Men jeg ville alligevel være glad for at få hans historie med ud på en øde ø. Det gode ved den er nemlig, at den ikke bare spejler mig 1:1, men viser en anden bevidsthed og andre handlemuligheder, end jeg kan forestille mig. Det gør mig selv, mine tanker og fantasier synlige.

”Robinson Crusoe” vækker både genkendelse og accept, men ægger netop også til modsigelse. Der er da også mange digtere, der siden Defoe har taget udfordringen op og beskrevet, hvad der ville ske, hvis man landede på en øde ø. Der er kommet en hel genre ud af det, som man kalder robinsonaden. Michel Tournier har fortalt modromanen ”Fredag” (1967), hvori Fredag er hovedperson, og Robinson lærling. William Golding har i ”Fluernes herre” (1954) beskrevet, hvordan en flok drenge klarer sig på en øde ø, og hvor galt det kan gå, når den stærke diktatorisk og uden humane hensyn sætter sig på magten. Og så har flere ladet Robinson forvandle sig til en kvinde, for eksempel J.M. Coetzee i ”Foe” (1987) og Solvej Balle i den filosofiske robinsonade ”Lyrefugl” (1986).

Robinson og hans ø er et arketypisk motiv. Øen er verden forfra, gentaget eller forvandlet, men altid et besøg værd.

kultur@k.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​