Kirken har brug for bedstemødre

– Ved dåben får vi Gud som fortegn for vores liv, og det betyder, at vi skal fortælle med på Guds historie og lade Gud fortælle med på vores historie. Det er vi ikke ret gode til. Nogle få af os husker det søndag morgen, men vi glemmer at se ud over livet og tænke, hvor har jeg meget at være glad for. Vi glemmer at spørge os selv: Kan vi gøre det bedre? For grundlæggende er det en forpligtethed man har som kristen og som døbt.

Mennesker skal mindes om deres kristne arv, og det kan de blive gennem en bog, som Karen Schousboe vil skrive for de sidste millioner fra Kirkeministeriets Udviklingsfond. Bogen skal handle om fromhedslivets kulturhistorie.

– En kirke, som ikke har klangbund i folks hverdagsliv, har meget vanskelige kår. Derfor bliver vi nødt til at genlære hinanden, hvordan vi får et mere fromt hverdagsliv med tekstlæsninger og bøn og alle de andre udtryksformer, der findes historisk set. Hvis man lister dem op, er det i høj grad et spørgsmål om bøn, om at læse Bibelen, om pilgrimsvandringer og havedyrkning. Det er helt klassiske klosterdyder, det her. Der har altid været lægfolk, som byggede de ting ind i hverdagslivet, og jeg tror, at det kan give inspiration til, at nutidens mennesker kan lade sig inspirere, lade sig oplyse og få idéer til at putte i kristendommen ind i hverdagen.

bock@kristeligt-dagblad.dk

Hvad nu hvis

Kirkeministeriet har oprettet en udviklingsfond på fire millioner kroner, der fra 2007 støtter projekter, som kan udvikle folkekirken. Der kan kun ydes tilskud til engangsudgifter, såsom igangsætning eller arrangementer, og ikke til driftsudgifter. Der skal indgå frivilligt arbejde eller privat medfinansiering, der skal indgå inspiration af og udveksling med andre, og projektet skal være af almen interesse for folkekirken. Kristeligt Dagblad skyder i denne uge idéerne i gang ved at give en række mennesker med forskellige syn på folkekirken en fiktiv pose penge med fire millioner kroner, som de må spendere, som de vil.