I MANDAGS SAMLEDES over 40.000 mennesker i den lille by Potocari i det østlige Bosnien-Hercegovina. Potocari er næppe et stednavn, der vækker genklang blandt ret mange uden for området.
Peter Tudvad |
16. juli 2011
8372. Tal er ikke bare tal
I MANDAGS SAMLEDES over 40.000 mennesker i den lille by Potocari i det østlige Bosnien-Hercegovina. Potocari er næppe et stednavn, der vækker genklang blandt ret mange uden for området.
Det gør derimod navnet på en anden by seks kilometer derfra, Srebrenica, hvor den værste massakre i Europa efter Anden Verdenskrig fandt sted den 11. juli 1995. Og det var netop årsdagen for denne, som pårørende til nogle af de 8372 ofre forleden var kommet for at markere sammen med politikere og andre prominente fra ind- og udland.
Som bekendt skulle en hollandsk militærenhed under krigen i Eksjugoslavien have sikret området som en beskyttelseszone under FN, hvilket fik en mængde civile bosniere til at søge tilflugt i Srebrenica.
Da den serbiske general Ratko Mladic rykkede ind med overlegne styrker, gjorde hollænderne ingen modstand, men overlod bosnierne til deres egen skæbne.
Således blev drenge og mænd ført bort og skudt af de kristne serbere, der af historiske grunde betragtede de muslimske serbere som forrædere, fordi deres forfædre var konverteret til islam, da tyrkerne erobrede Balkan i det 15. århundrede.
Af samme grund har vore dages tyrkere en særlig loyalitet over for bosnierne, hvad de viste i forbindelse med 16-års-dagen for massakren. Således var tusinder af mennesker allerede i lørdags på benene i Istanbul, hvor de på Taksim-pladsen placerede 8372 par indsamlede sko foran to monumentale bogstaver, U og N, altså forbogstaverne i De Forenede Nationers engelske navn, United Nations.
Sko er i den muslimske verden udtryk for foragt, hvilket også fremgik af de taler, der blev holdt under demonstrationen. ”Dette folkemord fandt sted for øjnene af FN og de europæiske lande, der hævder, at de er civiliserede,” sagde den tyrkiske rocksanger Haluk Levent således ifølge den engelsksprogede tyrkiske avis Today’s Zaman. Blandt dem, der havde bidraget med sko til demonstrationen, var den tyrkiske premierminister Erdogan og udenrigsminister Davutuk.
DEN TYRKISKE REGERING var også repræsenteret to dage senere under højtideligheden i Potocari, nemlig ved vicepremierminister Bülent Arinç. ”Vi vil aldrig glemme Srebrenica, og vi vil ikke lade det ske igen,” lovede han.
”Vi føler dybt med de sørgende pårørende til ofrene for Srebrenica-folkemordet og fordømmer kraftigt denne afskyelige forbrydelse mod menneskeheden, som resulterede i drabet på flere end 8.000 af vore bosniske brødre,” hed det yderligere i en erklæring fra det tyrkiske udenrigsministerium.
”Og alt dette skete for øjnene af den ’moderne’ verden,” supplerede kolumnisten Adem Yavuz Arslan Begün samme dag i Today’s Zaman, hvor han også skød skylden på Europa og FN: ”Man kan sige meget om Srebrenica-massakren, men den franske filosof Bernard-Henri Lévy sammenfatter hele situationen i én sætning. Han sagde, at Vesten døde i Srebrenica. Ja, Srebrenica er der, hvor Vesten døde.”
Vestens død! Den har man hørt om før, men rygterne om den har som regel været stærkt overdrevne. Også nu tør man vel påstå, at det er tilfældet. Ja, man kunne måske lige så godt tale om Vestens genfødsel, for massakren i Srebrenica medførte jo Natos indgreb i krigen og dermed dens afslutning.
Tilmed ledte massakren i Srebrenica til oprettelsen af Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien, hvor hovedparten af de ansvarlige for diverse overgreb under krigen har fået eller fortsat afventer deres dom.
Således er det bare halvanden måned siden, at Ratko Mladic blev arresteret i Serbien og overført til domstolen i Haag, hvor han står anklaget for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Og blot seks dage før årsdagen for massakren kendte en hollandsk appeldomstol den hollandske stat ansvarlig for tre af ofrenes død. De pågældende stod i hollandsk tjeneste i Srebrenica, men blev udleveret til Mladic, som lod dem skyde.
Måske tyrkerne skulle tage ved lære og se, om de kan nå at påtage sig ansvaret for deres folkemord på hen ved en halv eller hel million armeniere – inden hundredåret i 2015.
debat@k.dkPeter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk kultur- og værdidebat
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad