Fænomenet sladder – biologisk og etisk betragtet

LÆS OGSÅ: Sladder fremmer hukommelsen

Det er da interessante nyheder for en teologisk etiker. Og det rejser to spørgsmål: Bruges der et dækkende begreb om sladder her? Og hvad kan vi sige om en etisk vurdering af sladder? Først skal vi imidlertid se, hvad artiklen i Sciencexpress egentlig handler om. Dens titel er ”Den visuelle virkning af sladder”, og blandt forfatterne er den canadiske psykolog Lisa Feldman Barrett.

Forfatterne opsummerer deres forskningsresultat på følgende måde: ”Sladder er en form for affektiv information om, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Vi viser, at sladder ikke alene har indflydelse på, hvordan et ansigt vurderes – den afgør, om et ansigt overhovedet ses.”

HYPOTESEN ER TESTET gennem et forsøg, hvor testpersonerne fik vist ansigter, som var kombinerede med henholdsvis neutral, positiv og negativ information om personen. De forskellige ansigter indgår derefter i en ny test vedrørende ”binocular rivalry”: Resultetet er, at de ansigter, som er forbundet med negativ ”sladder” har større dominans end de andre. Heraf kan man lære noget om hjernens bearbejdelse af synsindtryk: ”Det er muligt at bestemme, hvilket synsindtryk hjernen udvælger til bevidst erfaring”.

Man kan også gætte på fænomenets relevans i den biologiske udvikling: ”Man mener, at sladder har været vigtig for social sammenhængskraft i løbet af menneskets udvikling”.

LÆS OGSÅ: Mænd sladrer mere end kvinder

Det er jo alt sammen meget interessant. Men siger det noget om fænomenet sladder og den etiske bedømmelse af den? Det kommer selvfølgelig an på, hvad der egentlig forstås ved sladder. Herom siges det i artiklen i Sciencexpress: ”Som en form for indlært tilegnelse er sladder en måde at indhente socialt relevant information om andre menneskers karakter eller personlighed på uden at behøve at erfare deres triumfer eller ulykker direkte”

Det er efter min mening ikke et dækkende begreb om sladder. Hvordan finder vi da frem til et sådant? Det er et filosofisk spørgsmål, der kan besvares med en kombination af sproganalyse og fænomenologi, som vi i dansk sammenhæng bedst kender det fra K.E. Løgstrups forfatterskab.

Her kan jeg kun give antydninger. Sladder er ikke kun negativ information om en anden person. Sladderen vedrører noget, der er ufordelagtigt og skadeligt for personen. Sladder hænger sammen med andre fænomener som skadefryd og misundelse. Sladder er ofte, måske som regel, udokumenteret – den er et rygte – og viderebringes uden om den berørte.

Man konfronterer ikke den omtalte med den negative omtale. ”Har du hørt, at NN har snydt til eksamen?” Sladderen er ikke kun at glæde sig over en andens negative situation, men den er selv et bidrag til at påføre den pågældende skade. Og så har sladderen jo en rent juridisk udgave, nemlig injurien eller bagvaskelsen.

Hvordan skal vi nu vurdere sladderen etisk? Det kommer an på ens udgangspunkt. Man kan gå rent filosofisk til værks og henholde sig til forskellige moralfilosofiske principper som for eksempel Kants kategoriske imperativ eller nytte-etikkens krav om størst mulig ”lykke”.

SOM TEOLOG VIL MAN dog også gå til den kristne tradition, i givet fald helt tilbage til de bibelske tekster. Et godt orienteringspunkt kan man finde hos Martin Luther, der faktisk beskæftiger sig med sladder i sin fortolkning af De Ti Bud (Dekalogen) i Den Store Katekisme fra 1529. Det sker nærmere bestemt i hans udlægning af det ottende bud: ”Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.”

Luther siger blandt andet: ”I dette bud er alle tungens synder forbudt, alt, hvorved man gør næsten skade eller træder ham for nær. (...) Men nu vil Gud afværge, hvad man med munden gør imod næsten (...) med løgn og ond tale. Dertil hører især den lede, skændige last, bagtalelsen eller bagvaskelsen (...) Thi det er en almindelig, fordærvelig plage, at enhver hellere hører ondt end godt om næsten. På trods af, at vi selv er så onde, at vi ikke kan tåle, at nogen taler ondt om os, men gerne ville, at hele verden talte smukt om os, så vil vi dog ikke høre, at man siger det bedste om en anden”.

Som altid fremhæver Luther, at Dekalogens forbud har en positiv begrundelse: ”Vi har endnu en skat, som vi heller ikke kan undvære, nemlig ære og godt rygte. Det har betydning ikke at leve blandt folk i offentlig vanære, foragtet af alle. Derfor vil Gud ikke have, at næstens gode navn, ære og retskaffenhed (...) skal fratages ham eller forringes for ham.”

Når Luther taler om, hvad Gud ”vil have” og ikke ”vil have”, lyder det, som om hans etik er, hvad man kalder ”divine command theory”, således at det etiske bud udelukkende gælder, fordi Gud har bestemt det.

En sådan kommando-etik er der dog ikke tale om hos Luther, for han tilføjer: ”Grunden skal være den: Alt, hvad I vil, at man skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem. Naturen lærer os også dette”.

Ifølge Luther kan alle bud sammenfattes i den såkaldte gyldne regel: man skal gøre mod andre, hvad man vil, de skal gøre mod en. Og som det fremgår, behøver man ikke at være kristen for at anerkende den gyldne regel: naturen lærer os den, det vil sige, at den kendes af alle mennesker. Dermed forfægter Luther den opfattelse, man kalder ”natural law theory”.

At sladder er forkert, ja forkastelig, fordi den skader det andet menneske og antaster dets ære og gode rygte, behøver man altså ikke at gå til Bibelen for at lære. Det ved ethvert tænkende og følende menneske. Og den viden rystes ikke af et videnskabeligt forsøg, som vedrører den dårlige omtales indflydelse på synet af ansigter.

Min morale er, at Arts-folk (folk, der er tilknyttet det nye Arts-fakultet på Aarhus Universitet, red.) skal tage hjerneforskning og evolutionsteori til efterretning. Men vi har vores egne bidrag, for eksempel i form af fænomenologisk analyse. Og hvad teologer angår, forvalter vi en tradition, som insisterer på, at der findes en målestok for godt og ondt hinsides både kultur og biologi – det rygte må gerne spredes!

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet