Folkekirken betragtes i dag som en koncern, der skal erobre markedet ved at tilpasse sig efterspørgslen, mener Elisabeth K. Jensen
- Jesper Kristensen/Scanpix Denmark
Elisabeth K. Jensen |
18. juli 2011
Man kan ikke fortænke folk i, at de mister respekt for folkekirken, når den får karakter af et underholdningstilbud, skriver Elisabeth K. Jensen
Det var befirende med Margrethe Horstmanns udfald mod de lilla bleer i folkekirken. Lige så befriende som Cartsen Breengaards var tidligere på året, hvor han angreb folkekirkens tiltagende infantilisering.
Det var befriende, i særdeleshed fordi ingen af dem undskyldte og forsvarede de folkekirkelige fjollerier med, at sådan er nu engang tidens behov, og kirken må jo følge med tiden, og hvad man nu plejer at blive svaret med, når man afslører sin lede ved tidens fjollekirkelige cirkus, men slet og ret gav præsternes dovenskab og leflen for laveste fællesnævner skylden.
LÆS OGSÅ: Nej til folkekirkeligt cirkus. Lad præsterne passe deres arbejdeFor der er tale om dovenskab – teologisk dovenskab. Det er meget sigende, at præster nu har ret til at overlade deres embede til nabopræsten i op til to uger om året for at hellige sig teologisk studium! Engang hørte det simpelthen med til præstens arbejde at studere flittigt året rundt.
Men skorter det i dag på teologisk studium, så skorter det ikke på fjollekirkelig opfindsomhed. Præster (måske især de kvindelige?) render sig en staver i livet for at overkomme alverdens påfund, som ville kunne tage pusten fra en børnehave.
Bamsedåb, grandprixgudstjenester, sms-gudstjenester, konfirmandevents, fastelavnsoptog, ”I dag er det Jesu fødselsdag...” som juleaftenssalme, kæledyrsgudstjeneste og zumbahøjmesse, jo, folkekirken får mere og mere karakter af et underholdningstilbud til børn, mens de voksne bruger weekenden på tilværelsens alvorlige krav så som indkøb og ombygning.
Og det skyldes, at folkekirken i dag betragtes mere og mere som en klub eller en koncern, der skal erobre markedet ved at tilpasse sig efterspørgslen. Derfor infantiliseres kirken for at gøre tærsklen til gudstjenesten lavere. Kristendom er blevet et pædagogisk projekt, som med de mest barnagtige midler skal leges ind i børn og sløvede sjæle.
Derfor kan man egentlig ikke fortænke folk i, at de mister respekten for folkekirken og melder sig ud, når de ikke længere har underholdningssøgende børn eller ikke selv gider lege kirkelege. Og desværre bliver det sværere og sværere for de præster og kirkegængere, som stadig blot vil prædike og høre Guds ord, hvormed han forsamler sin kristne kirke, at være i fred for den omsiggribende nedladende foretagsomhed på Guds ords vegne.
Provstierne er ved at forvandle sig fra administrative enheder til pr-orienterede projektværksteder, som sender bølger af tilbud til skoler, konfirmander, børn og unge ind over sognegrænserne, hvad enten sognets præst og menighedsråd er interesserede eller ej. Og de tvungne efteruddannelser driver præsterne ud af deres sogne for at skole dem efter tidens nye trend.
En protest mod koncernen ” Fjollekirke, nu med lilla ble” er derfor kærkommen, for præsten er ikke ansat til at være kirkelig børnehavepædagog og skal derfor ikke besætte søndagens gudstjeneste med særlige events og indslag. Men hans opgave er at forkynde evangeliet på egen hånd og på eget ansvar. Det evangelium, der ikke kan gøres spiseligt og lækkert med pædagogik, idet evangeliet er ordet om korset.
Vi er faktisk nogle, der holder af den almindelige, autoriserede højmesse, som er støbt over det evangelium, der forkynder, at al fornyelse tilhører Gud, hvorfor forkyndelsen ikke kan være underlagt et merkantilt krav om succes, for som ordets tjenere kræves det af os, at vi skal være tro og tale sandt, og det krav kan ikke forenes med optagetheden af succes. Derfor er Horstmanns og Breengaards protest befriende.
Elisabeth Krarup Jensen,
sognepræst,
Østergade 11,
Augustenborg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad