Det er jo noget rent sludder, at ville smide pædagogikken ud for at lade højmessen i fred. Det første skulle nemlig gerne give mulighed for i det mindste at forholde sig til det sidste.

KOnsekvensen af at smide børn og pædagogik ud af kirken er at der ikke i fremtiden vil være en præst og en menighed. Sidstnævnte vil nemlig have forladt denne ufo fra fortiden forlængst.
Og det var liiige ved at ske for en ca. 30 år siden hvor den dovne og verdensfjerne præstetype med alle privilegierne, især den "lærdes autoritet" i behold havde prædiket kirkerne tomme og endda tænkte sig frem til at de da var stolte af deres fisko. På ordets vegne...

Kære Elisabeth E. Jensen
Det var glædeligt at læse dine overvejelser (om noget særdeles sørgeligt).
Bliv ved dit - mange vil være dig dybt taknemmelige, og gerne deltage i dine sikkert gode gudstjenester.
Artikel-illustrationen var forfærdende - hvad har alvorlige og modne mennesker at gøre her? Eller børn, for den sags skyld? Hvor skulle denne "pædagogik" føre hen? (Umuligt at dette tiltag har været forhandlet/approberet med biskoppen).
Lisbet Foss

Selvfølgelig skal der være plads til kirkelige fjollerier. Det skal bare ikke ske i forbindelse med gudstjenesterne. Ethvert sogn har et sognehus eller et forsamlingshus, hvor børnene kan komme til særlige arrangementer - så kan ungerne møde præsten og høre et par spændende historier fra biblen. Bagefter er der intet til hinder for at besøge kirken og lære den at kende.

Det er vigtigt at kirken er et samlingspunkt. Et sted hvor der er plads til alle. Men det er helt og aldeles unødvendigt at forsøge at gøre gudstjenesterne mere poppede.

Jeg har to drenge på halvanden og fire år, som jeg altid har med til gudstjeneste. De elsker det: "Far, hvad er det?", "Hvorfor hænger der en død mand dér?", "Hvornår skal vi læse historier?" osv.

Vi har en aftale om at når præsten prædiker så skal vi være stille, når der læses op af evangelierne, så står vi op (af samme årsag har børnene fået lov til at tage skoene af, så de kan stå oppe på bænken og følge med) og når der synges salmer, så læser far højt fra nogle af de mange børnebøger der ligger klar ude i våbenhuset.

Da vores største søn som er adopteret kom til Danmark, ville vi ikke have ham i dagpleje de første 6 måneder. I stedet besøgte vi legestuen i sognehuset i et nærliggende sogn en gang i ugen. Det er et godt eksempel på at kirken sagtens kan favne nye og anderledes aktiviteter uden at ændre på gudstjenesterne. Det var rart, hyggeligt og et fantastisk tilbud til børn og voksne. Men det var ikke en gudstjeneste - heldigvis.

Jeg tror at rigtig mange kulturreligiøse danskere har det med kirken som med deres fitnessabonnement; Det er noget man betaler til hver måned, det er noget man ved er godt for én og det er noget man sjældent bruger, men det er på ingen måde noget man vil undvære og det skal for alt i verden ikke laves om.

Der er ingen grund til at gå i panik, bare fordi der er nogen der melder sig ud og kirker der står tomme.

Noget af det allerbedste ved den gode gamle gudstjeneste er at det efterhånden er det eneste sted man kan få lov til at kede dig i fred - og det har vi brug for - børn, såvel som voksne.

Der, hvor filmen knækker for ovenstående skribent, er, at man går ud fra, at pædagogiske børneaktviteter, legestuer og børnegudstjenester mv. står i modsætning til højmessen. Det forholder sig jo stik modsat. Næste sted filmen knækker er den bevidstløse forestilling om, at det jo partout er præsten (bemærk dennes selvfølgelige ental, hvilket igen henleder tanken til den gamle landsbyidyl), som selv i egen ligeså selvfølgelige høje person, skal nedlade sig til den slags.

1) Kirken skal formidle evangeliet på alle planer, også for børn, unge, gamle, narkomaner, industrifolk, syge osv. Og det skal den gøre meningsfuldt dér hvor de er. Igen dette er IKKE i modsætningsforhold til den almindelige højmesse søndag formiddag.

2) Præster der ikke vil være med til dette men i stedet vil sidde og studere videre i deres prsætegård er "de dovne".

3) Alle mulige anderledes aktiviteter på i og ud af huset har jo gerne til formål at pege hen mod den fælles tro og den fælles højemesse søndag formiddag.

4) Det er helt fint at præster koncenterer sig om forkyndelse og kirkelige handlinger, som er det , de primært er uddannede til, og lader mere professionelle folk tage sig af det religionspædagogiske felt. Det er jo blandt andet derfor kirken ansætter dygtige folk som sognemedhjælpere, skole/kirkemedarbejdere mv.

5) Hvis kirken er ligeglad med at formidle det den gerne vil have ud til befolkningen og bliver i sin næsten tomme sal stædigt insisterende på, at folket må komme til os og ikke omvendt tror jeg lige netop at befolkningen mister respekt for kirken. En respekt, som typer som ovennævnte i tidligere årtier har været godt igang med at sætte over styr..