Paris – nu med løgkupler

Det er tankevækkende, at den russiske stat i det 21. århundrede vælger et middelalderligt kirkebyggeri som symbol på det nye Rusland.

Projektet er netop ikke interessant alene på grund den markante arkitektur, som nok skal dele vandene i Paris. Det er i særlig grad interessant, fordi det sætter fokus på grænsefladen mellem ortodoks kristendom og national kultur.

Siden Den Russiske Revolution er der skudt ortodokse kirker og menigheder op i hele Europa. Disse menigheder har deres historiske udspring i de russiske emigrantsamfund, men gennem det 20. århundrede er indgiftede medlemmer og konvertitter kommet til, og gradvist er der opstået en vesteuropæisk orienteret ortodoks kirke.

Medlemmerne af disse menigheder anerkender den russiske ortodokse religiøse tradition, men er ikke kulturelt knyttet til Rusland. I stedet ønsker de at skabe en kirke, som kulturelt er knyttet til de lande, hvori den enkelte menighed fungerer. St. Serge-instituttet i Paris er et eksempel på en sådan menighed, og de findes i de fleste vesteuropæiske lande.

Det nye kirke- og kulturcenter vil i de vesteuropæiske menigheder blive opfattet som et forsøg på fra Ruslands side at monopolisere ortodoks kristendom i en russisk national kontekst.

Kirkeprojektet i Paris er i høj grad et eksempel på, at Rusland rykker nærmere til Europa, men projektet er næppe tænkt som et forsøg på at udkonkurrere de nationale menigheder. Derimod sætter det fornyet fokus på grænsefladen mellem kirke og national identitet.

Projektet er et udtryk for den globalisering, der i disse år også finder sted inden for kirken, og det illustrerer, at de nationale grænser, der tidligere eksisterede mellem de ortodokse kirker, er på retræte.

kirke@k.dk

Annika Hvithamar er lektor på Syddansk Universitet