Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Det sidste korstog til din ven.
Det sidste korstog
Wladyslaw II Jagiello (cirka 1351-1434) blev opfattet som en fjende af kristendommen, indtil han giftede sig med den polske dronning Jadwiga og samtidig blev katolik. Herefter var han konge af Polen og Litauen. Den Tyske Orden forsøgte forgæves at få pavens medhold i, at litauerne stadig var et hedensk folk, og at de årlige korstog mod landet skulle fortsætte. Billedet, som forestiller kongen før slaget ved Tannenberg i 1410, hænger på Bridgeman Art Library og er malet i 1854.
- Scanpix.
Der tales meget om Europas kristne rødder. Men de færreste er klar over, at et af middelalderens sidste store korstog fandt sted lige syd for Danmark, langt fra islam og Det Hellige Land
En kold vinterdag i året 1386 gør verdenshistorien holdt i Krakow. I den polske kroningskirke på Wavelhøjen er der dåb af landets kommende konge. Storfyrst Jogaila af Litauen har været ”hedning”, til han nu, midt i tyverne, bliver døbt som Wadysaw II Jagieo, konge af Polen og Litauen.
Dagen indvarsler en foreløbig afslutning på kristen mission i Europa. Der er stadig muslimer i Spanien og samer i Skandinavien, men det er trængte grupper i Europas yderområder. I de kommende årtier vil Jogaila udbrede kristendommen til sine gamle undersåtter i Centraleuropas sidste ikke-kristne land. En af kontinentets længste konflikter er næsten ovre: Korstogene mod Litauen, middelalderens sidste store af slagsen, har mistet deres legitimitet.
Det er tilladt at være forvirret, for historien er ikke en del af pensum. Faktum er, at næsten hundrede år efter de store korstog mod Jerusalem kæmpede tyske, britiske og franske riddere stadig med pavelig støtte. Hvert år samlede blomsten af Nordeuropas adel sig og krydsede grænserne til det mægtige storfyrstendømme Litauen, hvor regenterne insisterede på at holde fast i deres traditionelle religion.
Og hvert år var det signalet til et blodbad i Guds navn.
Annonce
”Jerusalem var jo tabt, og derfor vendte man blikket mod Baltikum,” siger, Carsten Selch Jensen, der er lektor i kirkehistorie på Teologisk Fakultet i København. I en årrække har han forsket i kristendommens udbredelse i de baltiske lande.
”Det var blevet en tradition i adelen, at man skulle kæmpe for kristenheden og vinde aflad og prestige. Men efterhånden var det ikke længere en mulighed at kæmpe i Det Hellige Land. De kristne mistede landet, og efter tabet af Akko i 1291 blev de sidste korsfarere og ordensriddere fordrevet.”
Derfor rettede mange driftige og fromme mennesker blikket mod de ikke-kristne områder i Nordeuropa:
”Var du ridder i Tyskland, Danmark eller England, var det nemmere at tage på Preussen-rejse (samtidens navn for Østersøens store korstog, red.),” siger Carsten Selch Jensen.
Dagen indvarsler en foreløbig afslutning på kristen mission i Europa. Der er stadig muslimer i Spanien og samer i Skandinavien, men det er trængte grupper i Europas yderområder. I de kommende årtier vil Jogaila udbrede kristendommen til sine gamle undersåtter i Centraleuropas sidste ikke-kristne land. En af kontinentets længste konflikter er næsten ovre: Korstogene mod Litauen, middelalderens sidste store af slagsen, har mistet deres legitimitet.
Det er tilladt at være forvirret, for historien er ikke en del af pensum. Faktum er, at næsten hundrede år efter de store korstog mod Jerusalem kæmpede tyske, britiske og franske riddere stadig med pavelig støtte. Hvert år samlede blomsten af Nordeuropas adel sig og krydsede grænserne til det mægtige storfyrstendømme Litauen, hvor regenterne insisterede på at holde fast i deres traditionelle religion.
Og hvert år var det signalet til et blodbad i Guds navn.
”Det var blevet en tradition i adelen, at man skulle kæmpe for kristenheden og vinde aflad og prestige. Men efterhånden var det ikke længere en mulighed at kæmpe i Det Hellige Land. De kristne mistede landet, og efter tabet af Akko i 1291 blev de sidste korsfarere og ordensriddere fordrevet.”
Derfor rettede mange driftige og fromme mennesker blikket mod de ikke-kristne områder i Nordeuropa:
”Var du ridder i Tyskland, Danmark eller England, var det nemmere at tage på Preussen-rejse (samtidens navn for Østersøens store korstog, red.),” siger Carsten Selch Jensen.
Ret hurtigt samlede opmærksomheden sig om Litauen, den sidste statsdannelse, der stadig holdt fast i en ikke-kristen religion. Det var en tro med rødder helt tilbage til de indoeuropæiske stammer, der kom til Nordeuropa i bronzealderen. Men med 600 års kristendom er det sparsomt, hvad vi ved i dag – selv navnene på guderne er der ikke enighed om. Det ligger dog fast, at de kristne bekæmpede en kompleks levende tradition med myter og ritualer, hvor guder med navne som Dievas, Aušrin og Laima blev dyrket på bestemte steder i templer og lunde – eller som i hovedbyen, Vilnius, i form af en ”evig” ild, der aldrig blev slukket. For korsridderne var det nok, at de var hedninge.
”Litauerne blev en slags proto-skurke,” som Selch Jensen udtrykker det.
For højmiddelalderens nordeuropæere var litauerne som de efterhånden eneste kendte hedninge blevet lig med den anden, den fremmede.
”De blev set som Guds svøbe og fik en næsten dæmonisk karakter. Og så gør de alt det, som grimme drenge gør,” siger Carsten Selch Jensen med et smil, ”brænder bøndernes gårde og allierer sig med de hedenske estere og ortodokse russere.”
Den ledende kraft i korstogene var Den Tyske Orden, og Carsten Selch Jensen beskriver dem som religiøse krigere:
”Det var en ridderorden af mennesker, der i en ung alder havde givet sig selv til kampen for kristendommen, og de så sig selv som munke i den ultimative tjeneste for Gud. De var ikke så mange, måske 400-500. Men de var meget mere end en flok krigermunke. De havde permanente baser med store borge i det baltiske område, og deres territorier var næsten en stat, som de i øvrigt havde dedikeret til jomfru Maria – ligesom Det Hellige Land tilhørte Jesus, fik hun det land, ridderne erobrede; derfor hed deres hovedborg også Marienburg.”
Hvert år inviterede Den Tyske Orden Nordeuropas adel på store banketter, inden de samlede styrker drog ind i Litauens dybe sumpe og skove. Her ventede erobringer af byer, afbrænding af hedenske bygninger og tvangsdåb af lokalbefolkningen – før selve krigshandlingerne, når de litauiske storfyrster igen havde samlet deres hære. Derefter tilbagetog, bønner og ventetid eller hjemrejse.
”Felttogene kunne kun lade sig gøre på bestemte tidspunkter. Det var enten sommer, når det var knastørt, eller vinter, når der var is på moser og sumpe,” siger Carsten Selch Jensen.
Forår og efterår var udelukket, for på den tid forvandlede landskabet sig til et søle, hvor riddere, heste og udrustning hang fast, og feltopstilling blev næsten umulig. Hele forløbet gentog sig over 100 år med over 300 felttog, og midt i volden gav det ifølge Carsten Selch Jensen korstogene en rituel karakter. Eller som en historiker beskrev det i et korstogsprogram på tysk ZDF-tv: ”For dem var det et fast rejsemål. Ligesom det i dag er almindeligt at tage på ferie i Frankrig.”
Tilhørte man subkulturen ”ung adelig mand”, rummede korstogene mod litauerne det hele; her var kammeratskab og potentielle heltegerninger, her kunne man modtage et eftertragtet ridderslag, og når man forhåbentlig vendte hjem til efteråret, gav en status som hedningebekæmper et helt livs prestige – og ikke mindst gode historier.
At litauerne gang på gang slog korsridderne tilbage, var naturligvis en uhørt provokation. De kaldes i en krønike ”dette mægtige, krigsvante folk, som yder den heftigste modstand”.
Lektor Torben K. Nielsen fra Aalborg Universitet er en af de middelalderhistorikere, der har forsøgt at komme frem til det kulturmøde mellem kristent og ikke-kristent, der gemmer sig bag de dramatiske ord. Korsriddernes fjender var nemlig ikke bare vilde hedninge.
”Det er jo en retorisk veloplagt modsætning. Men der var forskel på den praktiske virkelighed og ideologien. Selvom litauerne var en enklave mellem en græsk-ortodoks kristendom i Rusland og en latinsk kristendom i vest, kunne de godt alliere sig med kristne grupper – men når alliancen så blev opløst, blev litauerne igen udråbt som hedninge.”
De litauiske storfyrster var på den ene side Europas sidste hedenske fyrstehus, men deres land ekspanderede samtidig til kontinentets største rige og strakte sig fra Østersøen i vest, ind over hele det nuværende Ukraine, Hviderusland og dele af Polen og Rusland.
Som rige var det på højde med datidens kristne lande. I storbyer som Vilnius og Kijev mødtes handelsfolk fra øst og vest og udvekslede varer og ydelser.
Men stormagt eller ej – de litauiske fyrster var presset. Det kan godt være, at de slog korstogene tilbage, men grænseområderne mod vest havde været i en permanent undtagelsestilstand med årlige ødelæggelser og drab. Og ikke mindst den konstante kamp mellem forskellige trossystemer spillede en rolle.
På den ene side var kampen ulige, fordi litauerne ikke selv missionerede. På den anden side var ”hedningene” ikke bare passive. Ifølge Torben K. Nielsen var de aktive spillere i mødet med korsriddernes religion.
”Man skal skelne mellem i hvert fald to niveauer for grænsen mellem kristne og ikke-kristne. Der er et politisk plan, som i et vist omfang er det, vi læser om i historiebøgerne. Men de enkelt mennesker, der blev udsat for tvangsdåb, har jo også erfaret noget. Der er en tendens til, at man mener, at den slags handlinger kun har betydning for dem, der er kristne. Men nogle kilder fortæller for eksempel, hvordan de folk, der blev døbt af de kristne, rituelt vaskede dåben af sig – det ville de jo ikke gøre, hvis den var ligegyldig for dem.”
Efterhånden var der kun en løsning: at stoppe kilden til korstogene.
”Der var allerede en af de litauiske fyrster, der konverterede i 1200-tallet. Det varede nu ikke så længe, efter et par år vendte han tilbage til sin gamle religion. Men i løbet af 1300-tallet var fyrsterne blevet mere pragmatiske i en ændret verden. Kristendommen var blevet stærkere og mere dominerende,” som Carsten Selch Jensen udtrykker det.
De litauiske fyrster havde selv fået religionen ind på livet, efter at de var begyndt at indgå ægteskabsalliancer med de ortodokse fyrster i Rusland. Så jorden var gødet, da Jogaila som stort barn overtog regeringsmagten. I 1385 sendte den polske adel et tilbud, Jogaila ikke kunne afslå: ”Gift dig med dronning Jadwiga, og bliv katolik – så gør vi dig til konge af Polen.”
Det var en overraskende handling, men den var ikke uden grund, skrev den polske historiker Jan Dugosz, der døde i 1480: ”Nogle mener, det er afskyeligt at give kongelig titel til en fremmed, hedensk hertug frem for deres egne katolske hertuger.”
Dugosz konkluderer dog, at valget var rigtigt ”for kristenhedens bedste og for den fred, det ville bringe til Polen”.
Polakkerne håbede, at de med ét slag havde elimineret både truslen fra de hedenske litauere og Den Tyske Ordens voksende indflydelse. Jogaila på sin side handlede hurtigt, og kort efter sin dåb blev han kronet som konge over et forenet Polen-Litauen, en fuldgyldig kristen stat.
Kort efter faldt de store korstog fra hinanden. Begrundelsen var med et slag forsvundet. De tyske riddere havde for mange territoriale interesser til at opgive erobringen af Litauen. Men uden opbakningen fra andre kristne idealister stod de svagere.
”Den Tyske Orden sendte delegationer til paven i Rom eller Avignon og argumenterede for, at litauerne ikke var rigtig kristne. Helt frem til omkring Reformationen prøvede de at bevise, at litauerne stadig var hedninge, så de kunne fortsætte kampene,” fortæller Carsten Selch Jensen, ”men i 1410 blev de slået kraftigt tilbage i slaget ved Tannenberg, hvor litauerne og polakkerne vandt over Den Tyske Orden.”
Det var en krig mellem to kristne magter. En ny epoke var begyndt.
”Det er jo blandt andet det her, der er roden til idéen om Europa”, siger dr.phil. Michael Harbsmeier om Jogailas dåb. Michael Harbsmeier fra Roskilde Universitet har i artikler og bøger beskrevet, hvordan Europa opstår som meningsfuldt begreb.
For de kristne magter i Vesteuropa var litauerne en særlig privilegeret fjende, og deres rige blev set som selve ”finium christianorum”, de kristnes grænser – som det blev udtrykt af en, der selv var med i kampene, krønikeskriveren Peter af Dusburg. Her hørte den højmiddelalderlige verden simpelthen op.
Derfor skete der noget afgørende, da litauerne blev inkluderet i det kristne fællesskab.
”Da alle europæiske lande bliver kristne, vokser den middelalderlige forestilling om christianitas, kristenheden, sammen med Europa, der er kendt fra oldtiden,” siger Michael Harbsmeier.
Litauens kristning muliggør, at begrebet Europa to generationer senere for første gang bliver brugt om en samlet politisk og religiøs enhed.
”Det sker, da pave Pius II kalder til kamp mod osmannerne. Reelt holdt enigheden ikke så længe. Efter Reformationen, og efter at Amerika bliver koloniseret, falder den forestilling fra hinanden. Så nutidens idé om Europas kristne rødder er hovedsagelig skabt af kristendemokrater i efterkrigstiden for at finde en fælles platform for det europæiske fællesskab.”
Ikke desto mindre er historien om korstogene mod Litauen et godt sted at starte nutidens diskussion af den kristne kulturarv. Korstogene er nemlig ”Europas forhistorie”, som Michael Harbsmeier udtrykker det. De er en af forudsætningerne for begrebet Europa og forestillingen om et kontinent med en fælles identitet.
Og middelalderens mennesker forstod, at noget afgørende var sket: Få år efter Jogailas dåb på Wavelhøjen blev kirken Saint-Pierre-le-Jeune i det fjerne Strasbourg udsmykket med en freske, der viser nationernes vej mod kristendommen. Litavia står der ved en blond kvinde. Hun ser sig over skulderen – men er den sidste i rækken.
kirke@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
