Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at en halv million danskere har en åben profil på et socialt netværk. Det giver både fremmede, chefen og det nærmeste familiemedlem mulighed for at kigge med.

Anette Grønning er adjunkt ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Hun forsker i digital kommunikation på mail, Facebook og andre sociale medier og mener, at danskerne ikke lægger den samme betydning i blufærdighed, fortrolighed og det intime rum som tidligere.

”Det overrasker mig, at man ikke går mere op i, hvem man lukker ind i ens intime rum. Det svarer til, at man i nogle tilfælde render splitternøgen rundt på gaden, og det er interessant, at vi på den måde klæder os digitalt af over for hinanden i dag,” siger hun.

Hun peger på, at det særligt er i forbindelse med liv og død, at vi delagtiggør andre i vores tanker og følelser. Hvor man traditionelt i forbindelse med dødsfald har skrevet mindeord i aviserne, er der nu mange, der skriver på for eksempel Kristeligt Dagblads side mindet.dk og på Facebook.

Når livet begynder, er der også mange, der deler billeder og tanker på Facebook og blogs. Det er et udtryk for, at der er rigtig meget i røre i forbindelse med liv og død, og det har vi behov for at dele med andre, mener Anette Grønning.

Hun har i forbindelse med en forskningsartikel fulgt en gravid kvinde, der, efter at hun havde været til sin første scanning, tog hjem og gik på Facebook for at lægge billedet ud af det lille foster. På den måde eksisterer barnet som en person på internettet, før det overhovedet er kommet ud af maven.

På den måde blotter vi os i dag, allerede inden livet er begyndt, siger Anette Grønning og nævner eksemplet fra for et par år tilbage, hvor et forældrepar transmitterede fødslen direkte fra sygehuset, så andre kunne følge med sekund for sekund via internettet.

Hele vores blottelses-kultur er uløseligt forbundet med, at teknologien giver os uanede muligheder for at dele oplysninger med hinanden. Ifølge Thomas Ploug, lektor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd, er det en udvikling, som bliver stadig mere tydelig. Han nævner for eksempel brugen af mobiltelefoner. Hvor man tidligere gik ind i en lukket telefonboks for at ringe, har man i dag mobiltelefonen med sig overalt. Mange taler i den i busser og tog om alt fra en forestående skilsmisse til en fortrolig snak med bankrådgiveren om privatøkonomien.

”Vi er ikke opmærksomme på, hvilke oplysninger vi spreder ud i det offentlige rum. Når folk taler så ubekymret og kompromisløst, er det, fordi ingen forestiller sig, at der er nogen, der vil misbruge de informationer, de spreder. Men i Danmark har vi måske en lidt for naiv tiltro til andre mennesker,” siger Thomas Ploug.

En ting er, at teknologien giver mulighed for at dele ud af privatlivet, men det er ikke den vigtigste forklaring på, at vi taler så ubekymret om private forhold i det offentlige rum, mener han. Det hænger i endnu højere grad sammen med den overordnede udvikling, at vi bliver stadig mere individualistiske. Og at den individualisme har fået en ny platform på internettet og med mobiltelefonerne. Man kan lege med sin identitet og skabe et særligt billede af sig selv, ligesom man kan fortælle den historie om sig selv, man gerne vil, forklarer han.

Også Henrik Jensen, forfatter og lektor ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet, ser en klar tendens til, at der er ting, der er vigtigere end at holde det private privat, og det er trangen til opmærksomhed.

Det forklarer han med, at det sociale rum mellem mennesker har ændret sig. I kraft af, at vi ikke længere lever i små lokale landsbysamfund, er det sociale rum blevet ædt op af de moderne medier, mener han og tilføjer, at når man viser noget af sig selv, er det en måde at få hovedet lidt op over mængden.

”Opmærksomhed er en mangelvare i vores samfund, og derfor er alle optaget af sig selv. Der er en opmærksomhedskonkurrence, og i kampen om at vinde vil folk gøre hvad som helst og udlevere sig selv, hvis bare det bringer dem i andres fokus,” siger han.

Thomas Ploug er bekymret for, at mange ikke tænker over, at oplysningerne kan misbruges.

”Der er en risiko for, at vores åbenhjertighed og ublufærdighed kan være til skade for os selv. Man risikerer at blive udstillet og latterliggjort, og jeg tror endnu ikke, vi har set, hvor langt det kan gå,” siger han, men tilføjer, at det nogle gange kan være værd at overveje, om andre har lyst til at have del i den information, man deler ud af.

Ifølge Thomas Ploug er mange bus- og togpassagerer ikke interesserede i at høre om deres medpassagerers sexliv og privatøkonomi. Det er derfor ikke kun til gavn for en selv at holde privatlivet lidt tættere inde på kroppen – det er også af hensyn til andre, at man ikke skal pådutte dem at tage del i ens intime rum. Han sammenligner det med naturister, der tager hensyn til andre ved ikke at vise deres ublufærdighed på offentlige strande, men i stedet har indrettet deres egne strande.

Forfatter og lektor Henrik Jensen mener, at vi er på vej hen imod et samfund, hvor fortrolighed og intimitet bliver udvandet. Den tilsyneladende udadvendthed og åbenhed på internettet er overvejende en overfladisk facon. Når alt bliver offentligt og tilgængeligt for alle, så forsvinder dybden i de relationer, man indgår i. Jo mere teknologien kryber ind under os, jo sværere bliver det at fastholde fortroligheden. Filteret, der sorterer mellem fortrolige og offentlige oplysninger, bliver også mere udvisket.

Anette Grønning mener derimod ikke, at den udprægede grad af blottelse er udtryk for, at blufærdigheden er på vej ud. På trods af de mange åbne Facebook-profiler og mobil­snakken i det offentlige rum søger vi stadig at bevare intimiteten og fortroligheden for at beskytte os selv.

”Det hele ændrer sig hvert øjeblik, men der er flere tegn på, at man stadig søger det intime rum. Vi har brug for det i flere sammenhænge. Man ser det blandt andet i forbindelse med begravelser, som stadig er for en lukket gruppe. Hvis man ville, kunne man også transmittere sin nærmestes begravelsesceremoni direkte på internettet, men det gør vi ikke, og det bekræfter, at der stadig er noget, vi har brug for at værne om,” understreger hun.

Selvom Charlotte Heje Haase flere gange dagligt skriver på Facebook, er hun ikke ukritisk med, hvad hun vil dele med sine mange Facebook-venner. Hendes profilbillede er et portræt, hvor hun bærer solbriller, og det er ikke tilfældigt. Solbrillerne er for hende en måde at skjule sig lidt på og holde igen med, hvad hun vil dele ud af. På samme måde lægger hun ikke mange billeder ud af sig selv, for det er hun for blufærdig til.

Selvom hun skriver mange små opdateringer, er hun nemlig bevidst om, at der er en grænse for, hvad hun vil dele med andre. Alle udmeldelser har hun tænkt over på forhånd og overvejet, hvordan hun vil formulere. Alligevel tager hun sig selv i at skrive ting, hun ellers ikke ville fortælle, hvis hun mødte sine 1400 venner uden for Facebooks verden.

”Enkelte gange glemmer jeg, hvad jeg har skrevet. Det kan være, at jeg skriver, at jeg er til koncert og sidder bag en kvinde med en kæmpe hat, men når en kollega eller et familiemedlem efterfølgende spørger, hvordan koncerten var, så tænker jeg umiddelbart: ’Hvordan ved de, at jeg har været til koncert?’,” siger hun.

marianne.

knudsen@k.dk