EU stadig i tvivl om toldkontrol

EU-Kommissionen vil intensivere overvågningen af den nye toldkontrol ved grænserne

Hvad er det egentlig for oplysninger om grænseoverskridende kriminalitet, som Danmark lægger til grund for at indføre øget toldkontrol?

Det og en hel del andre ting udbad EU-kommissær Cecilia Malmström sig svar på, da hun i går leverede sin vurdering af Kommissionens kontrolbesøg ved grænseovergangene til Sverige og Tyskland. Her kritiserer hun de danske myndigheder for ikke at kunne levere en egentlig risikovurdering, der godtgør, præcis hvad det er, der kræver toldernes tilstedeværelse ved grænserne.

LÆS OGSÅ: EU venter med svar om toldkontrol

Det er op til Danmark at bevise faktuelt, at situationens alvor retfærdiggør, at der igangsættes kontroller, der kan påvirke udøvelsen af den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer, siger Cecilia Malmström.

Den svenske kommissærs eksperthold, der torsdag i sidste uge besøgte både Øresundsbroen og Frøslev-grænsen, blev i det hele taget ikke meget klogere på, hvad det er, der præcist skal foregå ved de danske grænser. Eksperterne konkluderer, at der ikke er nogen tydelige instruktioner til tolderne om, hvordan kontrollerne skal fungere, eller hvordan man har tænkt sig at samle informationer om, hvor mange der bliver stoppet, og hvad de eventuelt måtte have haft med i bagagerummet.

Desværre gav det ikke den klarhed, vi håbede på. I stedet opstod der endnu flere spørgsmål, og jeg er fortsat bekymret over situationen, lyder det fra Cecilia Malmström.

LÆS OGSÅ: EU så langt efter danske toldere

Dermed tegner sagen om den permanente grænsekontrol sig til at udvikle sig til en langstrakt brydekamp mellem Danmark og EU. Kommissionen lover, at de øgede danske toldbestræbelser vil blive mødt med et strengt overvågningssystem, og gør også klart, at den ikke vil tøve med at bruge alle værktøjer for at sikre den frie bevægelighed.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) ville ved et pressemøde i Bruxelles i går ikke gå nærmere ind i Kommissionens klagepunkter. Men hun understreger, at regeringen fortsat vil have en tæt dialog med EU-hovedkvarteret.

Det vigtigste er, at vi svarer på de spørgsmål, der er, så vi kan være med til at berolige vores nabolande og Kommissionen, sagde Lene Espersen på pressemødet.

albrechtsen@k.dk