/ritzau/ |
20. juli 2011
Biodiesel af rapsolie, palmeolie og soja er ofte skadelig for Jordens klima. CO2-gevinsten er lille eller endda negativ, siger Greenpeace i ny kritisk rapport
Mange europæiske lande bruger mere biobrændstof i transportsektoren for at leve op til EU’s mål for vedvarende energi i 2020.
Men biobrændsler, der er lavet af især palmeolie, rapsolie eller soja, kan medføre større udslip af drivhusgasser end de traditionelle fossile brændsler benzin og diesel.
LÆS OGSÅ: Biobrændsel er vores eneste mulighedDet fortæller en ny Greenpeace-analyse af biodiesel i ni europæiske lande. Organisationen vil rejse debat om bæredygtigheden af biobrændsel, inden EU-Kommissionen om kort tid ventes at offentliggøre en rapport om samme sag, siger Dan Belusa fra Greenpeace.
”Det er velkendt, at klimakommissær Connie Hede-gaard (K) længe har sloges med EU’s energikommissær og senest også landbrugskommissæren om dette,” siger han.
Når afgrøder som raps, palmeolie og soja falder så dårligt ud i testen, skyldes det, at de ofte dyrkes på arealer, der førhen rummede regnskov, græs, vådområder eller tørvemoser og dermed holdt på store mængder CO2.
Hvis sådanne områder omlægges til landbrugsjord, ryger den oplagrede drivhusgas ud i atmosfæren.
”Det ser ud til, at EU, trods sine forsøg på at sænke udslippet af drivhusgasser, faktisk fremmer de mest klimaskadelige biobrændsler og derved underminerer sin egen politik,” lyder det fra Greenpeace.
Danmark har besluttet, at der fra den 1. juli i år skal være syv procent biodiesel i dieselstanderne.