Retten har talt

”Vi afsiger straksdomme i det omfang, vi kan. Det er simpelthen en politisk misforståelse at tro, at flere sager kan afgøres så hurtigt, hvis det fortsat skal gøres juridisk forsvarligt. Det er et spørgsmål om retssikkerhed.”

Sådan siger dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, til Kristeligt Dagblad i dag i forbindelse med en artikel om de såkaldte straksdomme, der afsiges meget hurtigt efter anholdelse med afsoning umiddelbart efter.

Straksdomme er stadig relativt sjældne i Danmark, og flere borgerlige politikere siger i dagens avis, at de gerne ser, at der bliver lavet om på det, så flere sager ved danske domstole i fremtiden kan afgøres på denne hurtige og effektive måde. For Venstres Kim Andersen handler det om hurtig konsekvens, der ”måske er vigtigere end straffens længde”, og for den konservative Tom Behnke er den største forhindring for flere straksdomme i Danmark vanens magt. Sådan ”plejer” vi bare ikke at gøre det her i landet.

Forbrydelse og straf har til alle tider hængt sammen, og i vores bibelske kulturkreds var udgangspunktet det gammeltestamentlige princip om ”øje for øje og tand for tand”, som vi også kender det fra blandt andre de gamle islandske sagaer.

Den gammeltestamentlige tilgang tog og tager den dag i dag i modereret form vare på offerets retsfølelse og behov for hævn. Den, der har gjort mig uret, skal straffes. Denne folkelige retsfølelse bør man som samfund ikke ignorere, hvis man vil bevare en skal af civilisation og undgå selvtægt. Straf kan også begrundes med dens afskrækkende virkning.