Fløjene gør folkekirken mindre rummelig

Det er synd og skam, for det er vitterligt muligt at se anderledes rummeligt på kirken og dens gudstjeneste uden hverken at lefle for laveste fællesnævner eller gå imod bekendelsen i dens åbenlyse grund.

Kirkens grundlag og åbenlyse grund er kortest sagt Guds nåde. Dét er guldet, som vi har fået at værne om. Ikke ved at lukke det inde i små snævre rum, men ved hæmningsløst rundhåndede som utro godsforvaltere (se Luk. 16,1-9) at dele ud af det til højre og venstre.

LÆS OGSÅ:  "Tidehverv bærer lilla ble for øjnene"

Kirken er i og med nådens lys et underfuldt rum med god plads. I kirken til gudstjeneste kan vi rammes, når vi er rummelige, og rummes, når vi er ramte. I kirken kan vi i virkeligheden rummes med det hele. Alt. Ikke et gram, ikke en millimeter skal efterlades udenfor. Alt der er dig, inklusive dine svigt, din troløshed, ja, selv din eventuelle vantro, er der plads til i kirkens og gudstjenestens rum.

Den gudstjeneste, som vi som præster og andet folkekirkeligt godtfolk må satse på, kan have ikke én, men adskillige mulige former, og hvor vi meget vel kan tænkes endnu at være langt fra at have ramt den optimale form. Så det er bare på med arbejdstøjet og viljen til at løbe risikoen for også at gå for langt. Det er der plads til. Det er der brug for.

I kirken får vi gennem evangeliet adgang til den omvendte verden, hvor ”mur” kan blive til ”rum” og ”dom” blive til ”mod”. Hvor de sidste er de første, den mindste er den største, og ingen vinder mere end den, der tør give slip.

LÆS OGSÅ:  Opgør med folkekirkens lilla ble

Sådan kan det ses, livet, i Guds nådes lys. Det lys må for alt i verden ikke puttes under en skæppe. Så ud og væk med alle tåbelige begrænsninger og angstneurotiske forsøg på at værne om guldet. Og Gud ske tak og lov for de mange (præster inklusive), der går langt og tør tage en chance for at give netop forkyndelsen af evangeliet og Guds nåde en chance til i det menneskelige.

Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Horsens