Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Fritid på det magiske tæppe til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fritid på det magiske tæppe

Nogle ville nok kalde det for dovenskab, men når jeg som dreng lå dér på tæppet i min oldemors have og så på skyformationer, så trådte mine manglende regnefærdigheder og andre ærgrelser helt i baggrunden, og jeg nød bare at være til, skriver dagens kronikør.

- Fotografik: Leif Tuxen.

Emneord for denne artikel

ferie | lig | tid | tæppe | fritid | eller | drøm |  | bedre | det | dagens | hinanden | øjeblik
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Hvis vi lige lægger os på det magiske tæppe et øjeblik og stirrer op i uendeligheden, så kan det være, at der opstår en drøm om mere eller bedre tid med hinanden, mener dagens kronikør

Som dreng vidste jeg ikke noget bedre end en varm forårsdag at cykle ned til min oldemor. Hun modtog mig med mirabellesaft og kammerjunkere, og så kunne jeg bare gå op på loftet og udvælge mig ét af de ældgamle, støvede tæpper, som lå deroppe.

Jeg kunne derefter finde min yndlingsplet i haven, en lysning ved siden af rønnebærtræet, trampe græsset ned, brede tæppet ud og så ellers lægge mig på ryggen og stirre op i det blå.

Det var fri tid for mig! Nogle ville nok kalde det for dovenskab, men når jeg lå dér på tæppet og så på skyformationer, så trådte mine manglende regnefærdigheder og andre ærgrelser helt i baggrunden, solen gjorde mig varm, og jeg nød at være til.

Når jeg så rejste mig, havde jeg fået energi til små og store udfordringer. Måske skulle alle have sådan et tæppe, der løfter dem ud af pligtland for en stund og op i ”de højere luftlag”, hvor tankerne får lov til som fugle at flyve frit, og problemerne nede på jorden virker som bagateller?

Annonce
Tid er penge, og for mange er mere fritid livskvalitet. Men hvad bruger man så sin dyrtkøbte frie tid på? Ja, i min barndom kunne det være ”en tur på tæppet”, at spille cricket eller fodbold mellem garagerne i baggården, at gå til FDF eller at tegne og læse. Der var egentlig masser af indhold i fritiden, og skolen var okay med dens udfordringer både i de svære og lette fag.

Har moderne familier mon for travlt med at holde fri? Der er jo nærmest ikke nogen ende på, hvad familien skal have indhentet, når den efter en alt for travl og stresset periode for børn og voksne endelig når til weekend … eller ferie!

Tid er penge, men jeg tror ikke, penge er problemet i første række. Det er måske i virkeligheden at prioritere sådan, at der er en mere harmonisk balance i hverdagen, så man giver skole og arbejde den tid, der kræves, men også får nogle hverdagsstunder, hvor man giver hinanden følelsen af nærvær, af at inter-essere sig for hinanden og lade op i hinandens selskab.

”Så kender du ikke vores vilkår,” er der nok nogle, der siger. ”Håbløse romantiker,” supplerer andre! Jo tak, men hvis vi lige ”lægger os på tæppet” et øjeblik og stirrer op i uendeligheden, så kan det jo være, at der opstår en drøm om mere eller bedre tid med hinanden. Så kunne du jo slå på glasset ved middagsbordet, hvis du da ellers kan kalde tropperne sammen fra hver deres tv-skærm, computer eller iPhone og sige med Luther King-accent: ”I have a dream today. A dream about more time together!” (Jeg har en drøm i dag. En drøm om at være mere sammen).

Vi må fastslå, at al den fritid på vores breddegrader ikke er nogen selvfølge, men et privilegium. Vist har alle ifølge FN’s menneskerettigheder ret til at forfølge friheden, lykken og livet, men i en hel del lande i verden, når man altså ikke så højt op i behovspyramiden, at man overhovedet kan forestille sig andet end et liv, hvor kampen for det daglige brød får arbejde og fritid til at gå i ét.

Måske hjælper man i familiens bod og tjener nogle få dollar om dagen, måske bliver man sendt ud for at finde noget at sælge fra lossepladsernes overflod. Eller måske står man simpelthen og tigger ved ét af turiststederne.

Når nu verden ser sådan ud, så er vi heldige, at vi får lov til at træffe nogle frie valg omkring, hvordan vi bruger vores tid. Lad os heller ikke glemme, at fritidens makker er pligten. Fritiden og pligten udgør et smukt par, men hvis pligten går solo, så bliver alting … en sur pligt. Men hvis vi med ”den store gevinst” i hånden kunne have et liv udelukkende med fri tid, så ville det nok også blive kedeligt i længden.

Det var jo Dan Turéll, der med sin hypnotiske stemme sagde: ”Jeg holder af hverdagen!”. Og jeg tror nok, jeg forstår, hvor han ville hen. Det er godt at passe sin skole og sit arbejde og føle sig nyttig, men så har man også fortjent en god weekend, hvor man kan stirre op i det blå eller være sammen med familie og venner.

De første to uger af sommerferien tilbragte jeg med min kone og to teenagepiger på den græske ø Samos. Efter få timers flyvning landede vi i en lomme af tidløshed, for så vidt at der hverken var tv eller computer.

Det betød, at vi måtte gå voldsomt ned i gear i forhold til den hjemlige hverdags noget overophedede nyhedsflom og surfing på Facebook efter guldkorn fra vennerne.

Disse livsnødvendige foreteelser blev langsomt, men sikkert erstattet af nære ting som at lytte til bølgebrus og cikader, holde øje med bjergtoppen fra altanen, tage billeder af de hundredvis af forskellige katte, som er på de kanter, fordybe sig i en god bog, få sved på panden op ad en bjergvej og tage stilling til, hvor man skulle gå hen for at spise. For mig var det som ”at stirre op i uendeligheden”, men for pigerne, var det nok lidt kedsommeligt indimellem. På den gode måde!

Nu behøver man jo ikke at rejse til verdens ende for at få perspektiv i sit liv eller oplevelser sammen med familien. Man kunne jo hoppe på cyklen og tage et smut i skoven eller til Norresminde Havn.

Men uanset hvor man har tilbragt sin ferie, skal hverdagen være velkommen, når den melder sig igen. Den bliver forhåbentlig en ven, jeg kan samarbejde med og måske oven i købet som Dan Turèll komme til at holde af!

Og skulle der blive for meget pres på – og det ved jeg af erfaring, at der bliver – vil jeg tillade mig at finde barndommens tæppe frem, lægge mig på ryggen i en lysning under rønnebærtræet og bare være til – med kammerjunkere og mirabellesaft inden for rækkevidde! Når jeg rejser mig, er problemerne ikke forsvundet, men jeg har en anden tilgang til dem.

Som voksen har jeg fået en tro på, at der er en person ”oppe i det blå”, nemlig Gud, som ifølge Bibelen ikke er fjern fra en eneste af os.

Hvorfor skulle det i virkeligheden ikke have været ham, som forstod mig uden ord, da jeg var dreng? Og hvorfor skulle det i virkeligheden ikke være ham, der tilbyder hvert menneske et magisk tæppe at koble fra på, en bønnens mulighed henvendt til en person, som er uendelig meget større end os, men som alligevel forstår såvel vore små som store bekymringer?

Ole Bering er lærer
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​