Det er menighedsrådene, der prioriterer de udgifter, de enkelte kirke vil pålægge sig til finkultur og diakoni. Jeg er enig med Peder Thyssen i, at kirken fylder for lidt i det sociale arbejde, der f.ex. er af yderste nødvendighed, når det drejer sig om udstødningstruede danskere.

Men jeg synes, at der er grund til at fremhæve specielt Kirkens Korshær for et utrætteligt arbejde for de mennesker, der er truet af udstødning af samfundet.

Og her har Peder Thyssen selv en væsentlig akse. Jeg har fulgt hans arbejde fra jeg mødte ham i 1989. Dengang var han sognepræst ved en af Odenses forstandskirker, men siden har han med en ildsjæls engagement fungeret bl.a. som korhærspræst, og blandt de mennesker med specielt psykiske og sociale problemer, som jeg omgås, er han stadig en krumtap i manges tilværelse. Blandt dem kaldes han slet og ret for "Peder Præst".

Kirkens Korshær gør i min hjemby, Odense, et stort stykke diakonalt arbejde ved at forene evangeliets udbredelse med socialt samvær, meget billig bespisning, rådgivning osv.

Jeg har selv i en periode virket som rådgiver i Sct. Nicolai-tjenesten, - også en aktivitet med rod i Kirkens Korshær. Det var nogle gode år, som af helbredsmæssige årsager desværre blev for få.

Man kan næppe forestille sig et mere konkret diakonalt arbejde end at møde menigheden dér, hvor den færdes: på gaden.
Under mottoet: "Her kommer præsten med bønnerne" har Thyssen serveret tusindvis af kopper kaffe fra sin Christiana-cykels lad.

Kirkens Korshær i Odense driver også et herberg, hvor mennesker, der af forskellige grunde i en periode er uden blivende sted, kan få en seng, et måltid og nogle varme hænder rakt frem i Jesu navn. Som mangeårig socialmedarbejder i Odenses socialforvaltning har jeg varetaget kommunens samarbejde med byens herberger og krisecenter, og her har jeg mødt diakonalt arbejde, der virkelig nyttede noget - og stadig gør det.

Byen er altså godt dækket ind hvad angår diakoni. Men hvordan det står til på landsplan, skal jeg nok lade være med at kloge mig på.

Jeg kan kun sige, at der ikke er copyright på de koncepter, man arbejder ud fra i Odense. Idéerne står til fri afbenyttelse, og jeg har da også bemærket at idéen med gadepræster har vundet udbredelse mange andre steder i landet.

Og jeg skal da være den første til at indrømme, at der kan serveres mange kopper kaffe som akkompagnement til en personlig diakonal samtale for de penge, det vil koste at hyre en strygekvartet til at give koncert i byens Domkirke.

Respekt for sognepræst Peder Thyssen og hans arbejde - den slags præster kunne vi godt bruge nogle flere af. Alt for mange præster har det mere i munden end i gerning, idet jeg minder om Herrens bror, Jakobs ord: "Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv." (Jak. 1.19).
Jeg ved godt, at Luther ikke brød sig om dette og lignende skriftsteder, men jeg hører til dem, der føler sig mere forpligtet på Jakobs ord end på Luthers.

Inge Lise Pedersens, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, arrogante udtalelser giver jeg derimod ikke fem flade øre for - så er det sagt..