Det svære forhold mellem kønnene

Hovedpersonen Karl Astason har som voksen bygget sit liv op efter et fast mønster. Han tilbyder sig selv som elsker til en lang række kvinder og er god til det – heraf romanens titel ”Den gode elsker” – men ifølge de regler, han har opstillet, holder han sig selv tilbage, både erotisk og følelsesmæssigt. Således en Don Juan-skikkelse, men uden egen tilfredsstillelse som mål.

Den har han igennem 17 år villet gemme til den eneste ene. Una hedder hun betegnende nok, og hun blev introduceret for ham i barndomshjemmet, mens han spillede klaver for sin elskede mor. Dyrkelsen af moderen, der døde tidligt, blev overført til Una, og hun blev moderens erstatning og som sådan uerstattelig.

Efter i de mange år at have dyrket sin tabte kærlighed ved at holde sig på følelsesmæssig afstand af andre kvinder opsøger Karl, der er blevet succesrig forretningsmand med domicil på Long Island, sin barndomsø. Her kommer han – tilfældigt eller måske snarere drevet af det ubevidste – til at overnatte i huset ved siden af Una. Han er ved at blive ødelagt af længsel efter hende og ringer i sin kvide til den eneste af sine mange elskerinder, som brød reglerne og gik ham på klingen med nærgående spørgsmål.

Psykiateren Doreen Ash – meget bemærkelsesværdigt med samme efternavn som Karls glemte far – råder ham til at opsøge Una.

Kontakten lykkes, han får sin Una og kan nu bygge et liv op med nye regler, tilsyneladende virkeliggørelsen af hans og moderens gamle fremtidsdrømme for ham. Dark horse er Doreen, som bliver ved at udfordre ham. Har hun oprigtige følelser for ham, sådan som hun påstår, eller er han en brik i hendes forsøg på at få kontrol over sine egne frustrationer? Måske udtrykker hun den moderlige, forstående kærlighed som en grundstruktur i den kvindelige eros og altså det kvindelige modstykke til manden som mors dreng.

Forfatteren har bevidst tegnet sine hovedpersoner som stereotyper, der illustrerer tendenser. Hun udstiller forholdet mellem kønnene som præget af tidlige drømme, der gør det svært for dem at se virkeligheden i øjnene og få et ægte forhold til hinanden.

Eros bliver i stedet en besættelse, en binding, der fører til opbygning af et stramt reguleret liv i et forsøg på at gribe lykken, sådan som man drømte den som barn. I Sigurdardóttirs udformning tydeliggøres det groteske i disse bestræbelser, og den humoristiske afsløring af det regelbundne liv rammer langt hen ad vejen plet. Stereotyperne tager imidlertid magten, portrættet af mors dreng gentager sig selv, og humoren bliver anstrengt. Ærgerligt, men ”Den gode elsker” er ikke på højde med tidligere Sigurdardóttir-perler som ”Tidsrøveren” og ”Solskinshest”.

kultur@k.dk

Steinunn Sigurdardóttir: Den gode elsker. Oversat af Mette Fanø. 202 sider. 249 kroner. Gyldendal.