Frankrig i vore hjerter, lunger og smagsløg

I gamle dage røg vi os også gennem Frankrig, vi satte en ære i kun at ryge de franske cigaretter Gauloises og Gitanes.

De var skrappe, tjæreholdige og lidt cerutagtige i smagen, nogle drøje bekendtskaber, men de var næsten mere franske end maden. Min kæreste og jeg købte kartoner med hjem, når interrailturen var slut, men af en eller anden grund var det ikke det samme at ryge Gauloises i Odense i november, og på et tidspunkt overgav vi os altid til Prince igen, og de små blå pakker fik lov til at ligge og tørre ud.

Det er denne sommer 11 år siden, jeg holdt op med at ryge, og denne last eller lidenskab er nu så fjern i erindringen, at jeg kun ved et tilfælde kom i tanke om, at Frankrig – det var også noget, vi røg. Sandt at sige var der heller ikke meget, der kunne minde mig om det, for det virkede, som om hele Frankrig var blevet røgfri ligesom mig. Vi mødte næsten ingen, der røg. Måske er det anderledes i storbyerne, og det hændte da, at vi på en café så en enkelt franskmand tænde en smøg. Men hvilken forandring fra dengang, en smøg i flaben på Sartre, Camus, Belmondo eller Yves Montand var lige så ærkefransk som tricoloren.

Det er og bliver mærkeligt, at noget, der fyldte så meget, kan forsvinde så markant. Det er lige før, jeg vil mene, at det er den største historiske forandring, jeg har oplevet i min 55-årige levetid. Hvad ellers? Murens fald, jo jo. Eller internettet og alt, hvad den nye teknologi fører med sig. Det ene er politik og det andet er teknologi, og selvom begge dele fører kæmpestore ændringer med sig, kan man alligevel synes, at menneskelivet, som vi kender det, de elementære ting, er, som det er, uafhængigt af politiske forandringer og teknologiske revolutioner.

Det foruroligende ved det med rygningen er, at den netop dengang syntes at høre til det elementære. Røgen var overalt, den var i luften, den var i næseborene, mundhulen, blodbanerne, den kunne ikke komme tættere på os og være mere selvfølgelig, end den var.

Jeg begyndte at ryge som 17-årig, fordi den første pige, jeg kyssede, smagte af cigaret. Jeg har altså ikke syntes, at det var som at slikke et askebæger, som det senere hed i et antiryge-slogan. I dag reagerer jeg med hysterisk væmmelse, bare nogen i nærheden går i tøj, der lugter af røg.

At rygningen er ved at forsvinde, er den største historiske forandring, jeg har oplevet. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den. Mine fortolkninger står ikke i kø. Først og fremmest synes jeg, det er mærkeligt. Hvordan kunne jeg glemme Gauloises? Hvordan kunne jeg glemme, at mit andet fædreland også var noget, jeg røg?

kultur@k.dk

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen ”Tidens tegn” skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.