En barndom set gennem kønsbriller

Eksemplerne viser, hvor følsomt et område børns køn er, og hvor ekstremt det kan leves ud, når man har et ideal om ligestilling mellem drenge og piger. Ligestilling mellem kønnene er et plusord i vores samfund, men de færreste forstår begrebet som total udjævning af alle forskelle. Måske nok i Sverige, men ikke herhjemme.

Tværtimod ser man i Danmark i disse år en lang række tiltag og debatindlæg, som går i retning af at markere forskellene. Stadig flere forskere og debattører peger på, at børnehaver og skoler bør indrettes, så de bedre rummer de ”vilde drenge”. Derfor har pædagoger travlt med at oprette en såkaldt drenge-/vildbassegruppe, implementere ”maskulin pædagogik” eller hyre 14-årige juniorpædagoger af hankøn til at tumle og slås i puderummet med de fire-femårige drenge. Og i december kunne denne avis sammen med flere andre medier berette om, at Region Syddanmark har afsat et tocifret millionbeløb til blandt andet at udvikle en ”drengepædagogik” for at undgå, at alt for mange drenge mistrives i børnehaven, må gå børnehaveklassen om eller bliver henvist til specialundervisning senere i skoleforløbet.

”Vi er nødt til at gøre noget konkret for drengene, for i børnehaven hersker kvinders værdier om, at konkurrence og hård fysisk kontakt er dårlig opførsel. Den såkaldt frie leg er ikke mere fri, end at når den bliver så voldsom, at én bløder, bliver legen stoppet. Allerede dér sker der et betydeligt indgreb mod drenges leg,” forklarer Lars Lynge Nielsen, studierektor for pædagoguddannelsen på University College Lillebælt, som sammen med professor Niels Egelund, DPU Aarhus Universitet, har opstillet 10 bud for bedre trivsel for drenge. Herunder ønsket om flere mænd, mindre fri leg og at gøre forskelle mellem kønnene legitime.

TEMA: Drenge og piger

”Da jeg begyndte som ung psykologistuderende på Københavns Universitet, var mantraet, at køn bare var en social konstruktion. Det har vi siden fundet ud af er noget vrøvl,” siger han.

Dermed er fronterne trukket op i kønskrigen om barndommen. På den ene side står den indiskutable kendsgerning, at piger og drenge er biologisk forskellige. Med afsæt heri argumenterer den ene fløj for, at kønnene leger forskelligt, tænker forskelligt, opfører sig forskelligt og derfor også bør behandles forskelligt. For de, som i børnenes verden forsøger at udjævne forskellene og skabe ligestilling, er i altoverskyggende grad kvinder, og derfor er det naturligt kvindelige værdier som omsorg, samtale, orden og pænhed, som vinder over de maskuline værdier kamp, konkurrence og vildskab.

På den anden side har vi de forskere, som for de flestes vedkommende anerkender, at biologien spiller ind, men at de kulturelle traditioner voldsomt udvider opfattelsen af de to køn som forskellige. De mener, at der er mange andre faktorer end køn, som er lige så meget med til at skabe forskelle mellem mennesker. Og de frygter, at alt for stor fokus på køn gør det svært at være vild pige, blød dreng eller på anden måde afvige fra den måde at være på, som ifølge statistikken er dominerende.

Agi Csonka, direktør i Danmarks Evalueringsinstitut, har beskrevet denne kulturkamp i rapporten ”Blik for køn”. Heri gennemgår hun al dansk forskning på området børn og køn og konstaterer, at der foregår en kamp mellem biologisterne og sociokulturalisterne.

”Der er brug for at sætte flere nuancer på debatten. Der er ingen tvivl om, at der er biologiske og modningsmæssige forskelle, men i den offentlige debat slutter man ofte herfra til at slå fast, at så er der også forskelle i drenge og pigers indlæring og præferencer, som ikke står til at ændre,” siger Agi Csonka.

Hun påpeger, at der findes masser af forskning, som dokumenterer, at drenge er i overtal blandt skolebørn med boglige vanskeligheder, men ingen undersøgelser beviser, at årsagen skulle være det store flertal af kvinder blandt pædagoger og lærere. Derimod har flere forskere vist, at såvel forældre som pædagoger har meget forskellige forventninger til de to køn.

For eksempel har den svenske professor Christian Eidevald dokumenteret, at pædagoger – uanset køn – hjælper drenge i tøjet, så de kan komme hurtigt ud på legepladsen, mens pigerne i højere grad må klare sig selv. Ud af 65 situationer i børnehaven, hvor forskeren så børn blive hjulpet i tøjet, var det i tre tilfælde piger og i 62 tilfælde drenge.

Gideon Zlotnik er speciallæge i børnepsykiatri og forfatter til en lang række bøger om børn, herunder ”De stakkels drenge”, hvori han understreger, at drenge rent biologisk er programmeret til at udvikle sig på en anden måde end piger. Han hører ifølge Agi Csonka til biologisternes fløj, men han understreger selv, at nuancerne er mange.

LÆS OGSÅ: I Danmark får vildskaben plads

”Hvis vi indretter al børneverdenens opdragelse, pædagogik, forventninger og ambitioner på lige fod for drenge og piger, risikerer vi at ramme forbi drengene. For i de første leveår og skoleår befinder de fleste drenge sig ikke på samme udviklingstrin som piger,” forklarer han og tilføjer:

”Alle forældre til børn af begge køn kender det: Drenge udvikler sig langsommere og opnår forskellige udviklingsmilepæle senere end piger. Forskning har gennem mange år bevist, hævet over enhver tvivl, at det er tilfældet. Alligevel bliver sociologerne ved med at påstå, at det ikke har noget med sagen at gøre. At udviklingen kun hænger sammen med, hvordan man stimulerer børnene.”

Helt konkret nævner han, at drenges sprogfunktioner udvikles langsommere, hvilket forklarer, at drenge er i flertal blandt børn med læspen, stammen, ordblindhed og problemer med at læse og skrive. Også finmotorikken udvikles senere, hvilket gør det sværere at holde på en blyant. Resultatet er ifølge Gideon Zlotnik, at 80 procent af alt pædagogisk og undervisningsmæssigt hjælpearbejde gives til drenge.

”Hvis man ikke tager kønsbrillerne på, kan man ikke forstå, hvordan man skal behandle, undervise og stimulere børn. Jeg mener ikke kun, det drejer sig om biologi. Jeg har i mine bøger forsøgt at integrere forståelsesmodeller, der handler om, at man kun kan forstå børns udvikling, hvis det ene glas i brillerne er socialiseringsprocesser, og det andet er biologiske processer,” siger Gideon Zlotnik og tilføjer:

”Det er omsonst at diskutere, hvad der er vigtigst. Én ting er helt klar: I de første leveår er den biologiske udvikling den vigtigste. Efterhånden spiller de sociale faktorer en tiltagende rolle. De overtager efterhånden, og de voksne i omverdenen kommer til at betyde mere end generne. Man tror, at det eneste, der gælder, er sociologiske faktorer. Hvis man kun har øje for det, rammer man ved siden af i forståelsen af børn.”

Han mener ikke, at forsøgene på at få flere mænd og mere drengepædagogik ind i børns verden har været tilstrækkelige.

Fortsætter næste side

”Det er ikke overdrevet at sige, at mange drenge i løbet af deres daginstitutions- og skoleliv ikke møder en mand. Måske er pedellen en mand. Problemet er, at kvinder, hvad enten de kan lide det eller ej, har nogle andre normsæt, grænser og måder at reagere på end mænd. De egenskaber vil uvægerligt komme på kollisionskurs med drenges grænser og måder at være på,” siger Gideon Zlotnik.

Resultatet bliver, at det er drengene, som er i overtal i børnepsykiatrien. Og i den verden har biologien sejret på den måde, at man i højere grad end før griber til medicin frem for samtale som løsning, konstaterer speciallægen, der er dybt bekymret over den stigende mængde Ritalin, som gives til drenge med adfærdsforstyrrelser under diagnosen ADHD og sovemedicinen Melatonin, som gives til selv spædbørn.

”Der er sket en eksplosiv stigning i medicinering af børn inden for fem år. Det er for mig at se et tegn på, at biologisterne opmarcherer. Den sociologiske tilgang finder man på RUC og DPU, men de har ikke meget at skulle have sagt på gadeplan,” siger Gideon Zlotnik.

Jan Kampmann er professor og barndomsforsker ved Roskilde Universitet, RUC, og vedkender sig at være en af de sociokulturalister, som er Gideon Zlotniks modpol i debatten. Men han kan sagtens tilslutte sig billedet af, at man bør betragte børnene med et par kønsbriller bestående af et biologisk og et sociologisk glas.

”Jeg vil ikke fornægte, at kønnene opfører sig forskelligt på grund af forskellige biologiske processer, men jeg er mere optaget af de mange kulturprocesser, som påvirker os, for dem kan vi gøre noget ved,” siger han.

Det kan med andre ord godt være, at mange drenge er født til at være vildere og have sværere ved at sidde stille end de fleste piger. Men disse roller bliver også i høj grad tildelt børnene af forældre, pædagoger og mange andre.

”Der er en risiko for, at billedet bliver for forenklet. Vi gentager igen og igen, at drenge er fysiske, udadreagerende og biologisk et år bagefter pigerne. Samtidig bliver de voksne i daginstitutionen ved med at appellere meget mere til pigernes vedholdenhed, modenhed og ansvarlighed,” siger Jan Kampmann.

Han vurderer dermed, at drengenes vanskeligheder i skolen lige så vel kan være skabt af de traditionsbundne forventninger til dem som drenge i børnehaven som af særlige biologiske forudsætninger:

”I børnehaven får drenge at vide, at det er et problem, når de larmer. Men der er også en anerkendelse af, at det er lidt friskt og sjovt at drenge er vilde. Piger får til gengæld det dobbelte budskab, at de på den ene side er søde og rare, på den anden side gør det dem også lidt kedelige. I hvert fald får drengene langt mere opmærksomhed.”

LÆS OGSÅ: I Sverige er Tornerose også en dreng

Jan Kampmann vurderer derfor, at det pædagogiske system dermed i de tidlige år fremelsker nogle traditionelt drengede egenskaber, som siden bliver til skade for dem i det selvsamme pædagogiske system.

”Men vi skal huske, at der også er mange piger, som undervisningen rammer ved siden af. Der er bare forskel på kønnenes reaktioner. Når undervisningen ikke appellerer til dem, reagerer drenge ved at obstruere den, mens pigerne råber mindre op,” forklarer Jan Kampmann.

Han ser med andre ord mindst lige så mange forskelle mellem piger og drenge som sine modparter i debatten. Men det er især spørgsmålet om, hvordan man skal reagere på forskellene, der skiller. Jan Kampmann synes først og fremmest, at de voksne bør arbejde for at udvide børns muligheder for at være forskellige inden for deres køn.

”Jeg synes, vi stadig er enormt præget af, at vi reproducerer nogle meget indsnævrede forventninger til, hvad en rigtig dreng og en rigtig pige kan være. Det bliver understøttet rigtig meget i det offentlige rum i disse år. Blandt andet i legetøjsindustrien og i mediernes billeder af de to køn,” siger Jan Kampmann.

Et paradoks er, at mens Danmark er ved at udvikle den særlige drengepædagogik, er nøgleordet i Sverige genuspædagogik, som netop bygger på et ideal om kønsmangfoldighed og modstand mod blot at videreføre traditionelle kønsroller.

”Herhjemme er indstillingen, at det med ligestilling prøvede vi i 1970’erne, og det duede ikke. Jeg synes, det er positivt, at man i Sverige fortsat er opmærksomme på, at køn er et vigtigt område,” siger Jan Kampmann, som forklarer forskellen med en grundlæggende kulturforskel mellem nabolandene.

”I Sverige er der tradition for at se uligheder i samfundet som en udfordring, det er statens opgave at gøre noget ved. Vi har en mere antiautoritær indstilling. Vi tror på, at folk selv finder ud af lokalt, hvordan de vil indrette sig,” forklarer han.

Og trods sin position som sociokulturalist er Jan Kampmann trods alt så præget af den danske tænkning, at han afviser Egalia-børnehavens pædagogik med kønsneutrale stedord.

”Det er helt til hest at indføre en sådan gang orwell’sk nysprog. Før børn overhovedet får et sprog, ved de, hvad en dreng og en pige er. Vi skal ikke tro, vi kan løse problemer ved at lade, som om køn slet ikke findes. I stedet skal vi hjælpe både drenge og piger til at finde ud af, at der findes mange andre legitime måder at være dreng og pige på end at være Tarzan og Jane.”

TEMA: Piger og drenge