Når få har for meget og færre for lidt

Vi gyser, når vi går i Indiens slumbyer, hvor hele familier lever og føder børn og dør på gaderne, og når vi følger fattigdommen og sultkatastroferne i Den Tredje Verden.

Vi skutter os og erkender i det mindste i flyveren hjem, at det er godt at leve i et samfund, som godt nok hverken har de højere bjerge, smukkere egne, finere sprog og kostbare råstoffer, som Grundtvig i 1820 tænkte på i sangen ”Langt højere bjerge”, som slutter med de vise ord: ”og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”.

De færreste af os kunne forestille os at leve i et land med meget langt mellem borger og embedsmand, ansat og direktør og med meget store sociale forskelle. Vi har et lighedsideal indbygget i os, uanset om dette ideal nu kommer fra den statscentrerede måde, vi langsomt har opbygget velfærdssamfundet på, eller fra kristendom og humanisme.

Det er én af velfærdssamfundets store værdier, også selvom vi ikke er enige om alt vedrørende lighedstanken. Dog er vi enige om noget. Vi er enige om, at der skal være lighed for loven, altså om den formelle lighed. Om at folketing og statsmagt hverken må lave love eller udøve dem forskelligt over for forskellige samfundsgrupper og mennesker. Vi er også enige om, at de sociale love, som er udsprunget af den frygtelige sociale nød, som digteren Jeppe Aakjær beskrev og socialdemokraten Peter Sabroe kæmpede for at fjerne, har været drivkraften i meget af det 20. århundredes sociallovgivning, er et stort gode.

Sikkert er det, at vi ikke er enige om, hvad lighedstanken skal indebære, og grunden til denne uenighed er, at lighedstanken brydes med retfærdighedstanken. For hvad er retfærdigt? Er det nok med den formelle retfærdighed med lighed for loven og afskaffelse af den uforskyldte sociale nød?

Består uretfærdigheden ikke også i den ulige løn og de ulige opvækstvilkår?

Er lighed en grundværdi, som vi slet ikke kan leve uden, eller er ligheden et parameter, som vi måler en relativ – og stigende – velstand ud fra? Akkurat som tidligere socialminister Eva Kjer Hansen (V) kom til at gøre i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 18. september 2005, hvor hun skrev, at det var i orden, at rige blev rigere og dermed de sociale skel større, det gav blot arbejdspladser og gode skatteindtægter, som gavnede os alle. Det kom hun som bekendt ikke godt fra at sige – som socialminister.

Uretfærdigheden har især socialdemokratiske regeringer været med til at ændre på, men det helt specielle i den danske velfærdsmodel er, at også borgerlige regeringer har været med til at ændre på denne uretfærdighed, blandt andet ved hjælp af uddannelses-, sundheds- og kønspolitik.

For den nordiske velfærdsmodel ser anderledes ud end i andre vestlige stater. Vi fordeler ikke velfærdsydelser efter fortjeneste, som man for eksempel gør i Tyskland. Vi fordeler heller ikke kun til virkelige lavindkomstgrupper, der absolut ikke kan klare sig som i USA, Canada og Storbritannien, men vi får i stort omfang alle sammen mulighed for at få del i velfærdsydelserne.

Også de velhavende får børnefamilieydelse, gratis læge, hjemmehjælp, sundhedsydelser, skole og universitetsuddannelse. Skattebetalt og ikke selvfinansieret ved særlige arbejdsmarkedsforsikringer.

Det er et gode, men dette gode opretholdes kun ved, at de allerfleste af os er solidariske og bakker op om denne måde at ændre på noget af den medfødte uretfærdighed, som tilværelsen altid vil udsætte os mennesker for. Men et system som vort kan kun tåle en vis gruppe af hundehandlere, boligspekulanter, skatte(ly)unddragere, overførselsindkomstspekulanter, socialbedragere og andre store egoister, der kun tænker på at hytte eget og egen families skind.

Hvis disse grupper bliver for store, så halter systemet.

Ligheden og retfærdigheden bliver vi aldrig færdige med. Det hører Paradiset til. Men vi, der lever i dét, jeg stadig vil kalde en lille smørklat af fordelt velfærd over skattebilletten, vi må alle vide, at den fremtidige velfærd isoleret set er og bliver en fælles moralsk sag. Vil vi bidrage til det fælles, hvis vi kan? Eller vil vi ikke? Det er vores beslutning.

Jeg håber, vi gør. Jeg håber, vi vil opdrage vore børn til at se sig selv som en del af et større fællesskab.

Også selvom jeg altså helst ikke er på fornavn med nogen, jeg slet ikke kender.

livogsjael@k.dk