Danskarne mangler respekt for begravelsesoptog.æ Arkivbillede. -
- Malene Korsgaard Lauritzen
Jon Bøge Gehlert |
22. juli 2011
Bedemænd og kirketjenere oplever i stigende grad, at folk giver pokker i respekten for ligfølger. For nylig råbte en bilist skældsord efter en kordegn, der forsøgte at dirigere trafikken uden om et optog
”Hvad fanden laver du, kælling?”
Sådan råbte en bilist i mandags efter kordegn Gyda Pedersen ved Jerne Kirke i Esbjerg, da hun for en kort stund blokerede trafikken for at lade et begravelsesoptog passere vejen. Bilisten måtte holde tilbage og udtrykte derfor sin vrede verbalt, mens en anden bilist pressede hornet i bund og viste Gyda Pedersen langefingeren.
LÆS OGSÅ: Bedemænd vil gøre op med blakket ryHun standsede trafikken, fordi et 150 personer stort begravelsesfølge skulle krydse vejen fra kirken til kirkegården.
”Vi skal jo have hele følget med, og vi ønsker ikke at dele det i flere grupper,” siger Gyda Pedersen.
Episoden fra Esbjerg er langt fra enkeltstående. Flere bedemænd fortæller til Kristeligt Dagblad, at der de seneste år er vokset en tendens frem, hvor begravelsesoptog både med og uden rustvogne ikke respekteres.
”Der er helt bestemt sket en negativ udvikling. Det er ikke chikane, men respekten for begravelsesoptog er simpelthen skredet. Fra mine kolleger hører jeg, at de inden for de seneste år er blevet nødt til at holde langt mere øje med, om hele følget er med,” siger Mogens Balling, direktør i den landsdækkende bedemandskæde Begravelse Danmark.
Også i Danmarks Kordegneforening har man bemærket udviklingen.
”Jeg har ikke før hørt om så slemt et eksempel, men der er helt klart et billede af, at folk ikke på samme måde som tidligere holder tilbage for begravelsesoptog,” siger formand Torben Palm.
Ifølge brancheforeningen Danske Bedemænd er det manglende hensyn geografisk bestemt.
”Den største respekt omkring ligfølger findes i små byer, hvor folk kender den, der ligger i kisten. Der oplever man stadig, at folk står af cyklen eller tager kasketten af i respekt. Men på motorvejen eller i de store byer er hensynet til rustvognen slet ikke det samme,” fortæller næstformand Hans Peter Nielsen.
Det bekræfter bedemand Solvejg Ritzau fra bedemandsforretningen Den Sidste Rejse på Østerbro i København.
”Jeg har bestemt bidt mærke i udviklingen og har selv oplevet folk, der decideret ikke vil flytte sig for et ligfølge,” siger hun og fortæller, at hun vil rejse problematikken for Dansk Kørelærer-Union.
Fra Østjyllands Politi lægger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen vægt på, at folk generelt er mere egoistiske i trafikken nu end tidligere.
”Folk kører hektisk, men samtidig er det også svært at opretholde samme respekt som tidligere, fordi der ganske enkelt er mere pres på vejene.”
gehlert@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad