I det lys er der et andet spørgsmål, som bliver nok så påtrængende og anfægtende: ”Er kristne bedre til tilgivelse end andre?”. Er vi for eksempel bedre til at bede om tilgivelse? Vi har prøvet at tabe ansigt over for Gud – og kender den smertefulde befrielse ved det. Og er vi derved kommet i træning, så vi kan lide de nødvendige og genoprettende ansigtstab over for vores medmennesker? De ansigtstab, der alt iberegnet vel må være mindre. I lyset af kristentroens inderste væsen er det et bedre testspørgsmål, end om vi har en højere moral!

LÆS OGSÅ:  Dengang den kristne etik blev smidt på bålet

Eller er vi bedre til at give tilgivelse? Ved flere lejligheder var det faktisk på det spørgsmål, Jesus testede, om hans disciple havde forstået hans budskab. Nemlig budskabet om, at kristendom er en nådereligion og ikke en lovreligion.

Det handler også om det, man kan kalde nådens sociale side. Jesu etiske udfordring er til tider chokerende. Bjergprædikenen er et eksempel på det. Men hans grad af social nåde – herunder hvem han er rede til at vise sig i selskab med – er tilsyneladende det, der virkelig forarger: Han spiser sammen med landsforrædere, småbedragere og prostituerede og gør det med en livsglæde, der giver anledning til kritik for at være en ”frådser og dranker”.

Lad være, at det var en usaglig kritik. Men selv en usaglig kritik skal have sit afsæt i noget virkeligt. På dette punkt rejser Jesu livsstil nogle nærgående spørgsmål til dansk mellemklassekristendom: Afspejler vores omgangskreds, hvem vi byder til vores bord og den kritik, vi blotlægger os for, at vi er i selskab med denne Jesus? Giver vi mennesker omkring os en kvajekvote, der bare tilnærmelsesvis ligner den, Jesus gav sine samtidige? For en stor kvajekvote er vel netop nåde omsat i miljøet. Hvad hjælper det, at vi siger stærke ord om nåde og tilgivelse, hvis vi i vores miljøer er nådesløst nøjeregnende?

Spørgsmålet er særligt påtrængende for den del af den danske kristenhed – missionsfolk og andre klassisk troende – som i disse år må føre en berettiget kamp for den kristne etik. Denne kamp er især koncenteret om det 5. bud (abort og måske snart eutanasi) og det 6. bud (ægteskabsetik i forskellige afskygninger).

Vi står i fare for, at den strengere moral bliver vores egentlige brand. Altså det, hvormed vi adskiller os fra andre. Både i vort eget og i omgivelsernes verdensbillede. Vi står i fare for selv at glemme, at kristendom i sit inderste er nådens religion.

Det her handler ikke om at sælge ud af den tydelige etik. Der er for øvrigt heller ingen nåde der, hvor vi holder op med at kalde synd for synd, hvilket er det nådesløse ved moderne liberal kristendom. Men det handler om at have centrum der, hvor Jesus har centrum. Og lade det være mærkbart både for os selv og andre.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Århus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen