Der var en noget forvirret stemning uden for afspærringerne ved EUs rådsmødebygning i går. Turister gik planløst rundt i regnvejret langs den pigtrådsring, der var lagt omkring EU-hovedkvarteret. Her sørgede et stort politiopbud for, at det kun var folk med de rette passérkort, der kom på nærmere hold af eurolandenes statsledere. De deltog i et hasteindkaldt krisemøde, der er blevet udlagt som afgørelsens time for det uroplagede samarbejde.
LÆS OGSÅ: EU-krisen er også politisk
Normalt på Belgiens nationaldag er det ellers lige her, man finder nogle af de bedste tilskuerpladser til den store militærparade, hvor alt, der kan trække i en uniform, viser sig frem til nationens ære. I skyggen af den triumfbue, der er monument over nationens fødsel i 1830, går soldaterne i takt ned ad Lovens gade, Rue de la Loi, der ikke bare er tilholdssted for nogle af de vigtigste EU-institutioner, men også for det belgiske nationale parlament og den siddende statsministers gemakker.
Sammenfaldet mellem de to begivenheder er slående. Både Belgien og EU kæmper lige nu med deres hidtil største kriser. Belgien har i over et år stået uden regering, fordi vallonerne i syd og flamlænderne i nord ikke kan blive enige om, hvordan de skal fordele magten og ansvaret i det lille land. Kort sagt er de rigere nordboere trætte af at samle regningen op efter de fattigere sydlændinge, der til gengæld er chokerede over den egoisme og populisme, der udgår fra dele af det politiske etablissement i nord.
Den problematik minder foruroligende meget om den diskussion, som lige nu findes inden for EU-systemet. Her bliver Tyskland, Finland og Holland skældt ud for at være usolidariske, fordi de ikke pr. automatik hiver checkhæftet frem og låner penge til de sydeuropæiske eurolande, der be-væger sig på randen af den økonomiske afgrund. Mens røster i nord til gengæld prøver at vride mest muligt ud af en situation, hvor de kan gøre både EU og de gældsplagede grækere, portugisere, spaniere og italienere til syndebukke.
I sin årlige tv-tale til nationen i anledningen af festdagen gjorde den belgiske kong Albert meget ud af at fastslå, at den politiske krise i Belgien også er dårlig for et EU, der allerede er blevet undermineret af populisme og euroskepsis.
For Belgien er tit blevet hevet frem som et forbillede for resten af unionen, fordi det som land repræsenterer noget antinationalt. Her findes en ydre skal, som ikke særlig mange hænger deres identitet op på, men som hidtil har kunnet fungere som forum for beslutninger til det fælles bedste. Den tomme skal giver plads til stærke lokale tilhørsforhold, hvor folk kan få lov til at have deres egen kultur, sprog og historie, men stadig være en del af et større hele. På samme måde som i EU, hvor de færreste er europæere, før de er danskere, grækere eller tyskere.
Samtidig er Belgien kendt som skaberen af det såkaldt belgiske kompromis. En betegnelse for den slags aftaler, som tit tager lang tid at lave, som ofte ikke er særlig kønne og heller ikke nødvendigvis er de mest effektive i verden, men som er så kunstfærdigt udførte, at alle kan være med på dem uden at tabe ansigt. Egenskaber, der også er vældigt efterspurgte i EU-kredsen, hvor betegnelsen forbilledlig uklart er den højeste ros, de sværest opnåelige kompromiser kan få.
Men opskriften på den slags kompromiser er, at ingen får malet sig så langt op i et hjørne, at de ikke kan komme ud igen. Og jo mere der bliver spillet på parternes forskelligheder, jo sværere er det.
Den hollandske filosof og Belgiens-kender Benno Barnard har i denne avis tidligere spået, at hvis Belgien ikke kan fungere, så kan EU heller ikke fungere.
Lige nu er vi tættere end nogensinde på at få at vide, om han har ret.