Karitte Lind Bejer skriver fra Kenya |
22. juli 2011
Dag for dag udvikler tørken og hungersnøden sig på Afrikas Horn. I går erklærede FN’s Fødevareprogram, WFP, officielt situationen for ”en ekstraordinær nødsituation”
Advarselslamperne begyndte allerede at blinke i november sidste år. Her gjorde det amerikansk støttede varslingssystem for sult, The Famine Early Warning Systems Network, det klart, at en alvorlig knaphed på mad var under opsejling i det østlige Afrika som følge af svigtende regn. Siden har kombinationen af en lang række faktorer såvel i som uden for de berørte lande ført til den nuværende katastrofe, som truer millioner af menneskers liv og sundhed.
LÆS OGSÅ: Fra sultkatastrofe til hungersnødNetop nu vurderer FN’s Fødevareprogram, WFP, at 11,3 millioner mennesker i regionen har behov for fødevarebistand. Direktør for WFP Josette Sheeran peger på, at der har fundet en hurtig eskalering sted i de seneste måneder.
”Den omfattende tørke kombineret med de humanitære organisationers manglende adgang til alle de berørte områder har gjort, at situationen er vokset til en krise med desperat mangel på mad og tilstrækkelig ernæring,” siger hun.
Værst ramt er Somalia. Her var befolkningen i forvejen svagt stillet som følge af år-tiers interne konflikter, og specielt i den sydlige del af landet kæmper folk nu en daglig kamp for at overleve. FN anslår, at halvdelen af Somalias befolkning har akut brug for nødhjælp for at kunne klare sig, og at flere end 166.000 somaliere er flygtet fra landet på grund af sult.
Men også den nordlige del af Kenya er hårdt ramt. Husdyrene dør i tusindvis, og over 3,5 millioner kenyanere vurderes at have brug for fødevarehjælp. I Etiopien anslås tallet at være 3,2 millioner mennesker.
Det omfattende og uhyre forskelligartede udviklings- og nødhjælpsarbejde, der nu er sat i gang af en lang række lande og organisationer, bliver koordineret via FN’s organisation for nødhjælp, OCHA.
Og der skal virkelig koordination til, understreger direktør for FN’s Fødevareprograms nordiske afdeling Anne Poulsen.
”Det er den eneste måde, vi kan sikre, at hjælpen er så effektiv som mulig, og at vi ikke snubler over hinanden. Samt, lige så vigtigt, at vi ikke spilder så meget som en femøre af hårdt indsamlede penge, som generøse regeringer, virksomheder og enkeltpersoner har betroet os,” siger hun.
STORT TEMA:
Afrikas Horn - video, billeder, baggrund og "sådan kan du hjælpe"