Øen der blev et fængsel

Samlingen ”Velkommen, vinter og andre essays” (1958) efterlader for eksempel indtrykket af harmonisk forankring i hverdagenes enkle glæder.

Jæger havde et særligt talent for at skildre velværet – hvilket han i høj grad demonstrerer i netop denne bog. Men den lykkelige mættethed og den håbløse tomhed kunne være til stede tæt side om side og er det i påfaldende grad i en novelle som ”Den grønne veranda” fra et af hans nok mest populære udgivelser, ”Kapellanen og andre fortællinger” (1957). Den sammensathed, der kendetegner novellen, genfindes i hans breve fra øen.

Den ultimative modsætning til ”Velkommen, vinter” er det sidste større værk, Frank Jæger skrev på Langeland, inden han flyttede derfra i 1969 og bosatte sig i Helsingør, nemlig den dystre fortælling ”Døden i skoven”. I denne afspejles den krise – med opløsning af ægteskabet, skriveproblemer og alkoholmisbrug – der var baggrunden for hans afsked med øen. Krisen afspejles ligeledes i hans sidste digtsamling, sarkastisk døbt ”Idylia” (1967), der også i en anden henseende afslører noget karakteristisk ved Jæger: Uanset sin nedtur som privatperson bevarede han sin høje standard som digter. ”Idylia” er både en krisebog og et hovedværk i forfatterskabet.

Forfatteren Bjarne Nielsen Brovst, der var i kontakt med Jæger fra 1967 og frem til hans død 10 år senere – og har skrevet to bøger om ham – mindes fra en ”fodrejse” med digteren på Langeland, hvordan denne ved synet af bøgetræerne langs vejen til Aasø sammenlignede stammerne med fængselsgitre.

Efter turen vendte vandringsmændene tilbage til det hvide hus i Tranekær, der nu var præget af forladthed: Den fest, som Frank Jægers digterliv i flere henseender havde været, var uigenkaldeligt forbi.

Med bemærkningen om træerne som fængselsgitre erkendte Jæger indirekte, at han var blevet en fange af sin egen drøm om livet på øen. Tilsyneladende havde der været tale om en slags flugt til den drøm. Som en grund til det valg at flytte til Langeland angav Jæger ganske vist ønsket om arbejdsfred. Og yderligere denne, at København var rykket for nær i Farum. Men som det antydes i brevbogen var den virkelige forklaring en anden.

Med kort tids mellemrum mistede Kirsten og Frank Jæger to nyfødte børn, hvilket udløste en kraftig depression hos dem begge samt et øget behov for spiritus. Situationen var ifølge Kirsten Jæger stærkt medvirkende til beslutningen om at forlade Farum. Frans Lasson, der udgav Frank Jægers breve, skriver:

”De blev i perioder næsten menneskesky og følte stigende trang til at begynde et nyt liv et eller andet sted i Danmark.”

I ”Poeten og Lillemor” er der naturligvis ingen fængselsgitre. Den slags har intet at gøre i en opfyldt drøm om en digter på landet. Derimod kunne tegneserien i princippet sagtens fortælle om poeten i færd med at opfylde sin del af den snerydningspligt, der hørte med til at være husejer i Tranekær. Og vel at mærke en pligt, der ikke kun gjaldt på egen parcel, men også på bivejene. I ”Velkommen, vinter” skriver Jæger om glæden ved at stille sig til rådighed som sneryder.

Det er øboeren, når han i hjertelig samhørighed med egen tilværelse og ikke mindst i dens mest konkrete udgave – hvad den nu glemte lyriker Ove Abildgaard kaldte at være ”rugbrødsnær” ved livet. Endnu var det muligt for Jæger at være det. Den selvdestruktion, som han senere skulle bukke under for, havde endnu ikke sat sit ødelæggende præg på hans eksistens og medvirket til at gøre Langeland til et fængsel af ensomhed.

grymer@k.dk