Et brev på et køkkenbord. Efterladt af en mor, der ikke kunne bære at fortælle sine børn ansigt til ansigt, at hun led af kræft. I en grad, der betød, at hun måtte opereres for at få fjernet den ondartede knude i brystet.
Det var sådan, Line Svennesen som 11-årig første gang fik at vide, at hendes mor var syg. I dag er hun blevet 24 år, men erindrer stadig, hvor skuffet hun blev over at få beskeden i et brev.
"Min bror og jeg havde første skoledag efter sommerferien, og jeg tror, at hun gjorde det, fordi hun ville skåne os. Men jeg kan huske, at jeg blev vred og syntes, at det var uretfærdigt, at hun ikke havde fortalt os, at hun havde kræft," siger hun.
Måden, hvorpå Line Svennesen og hendes to år yngre bror fik besked om, at deres mor var alvorligt syg, blev symptomatisk for det lange forløb, hun og familien de næste seks år måtte stå igennem. Moderens sygdom blev aldrig et naturligt samtaleemne omkring spisebordet på gården i den lille sønderjyske by Løjt uden for Åbenrå.
"Vi snakkede aldrig om kræften. Jeg skulle selv spørge, hvis der var noget, jeg ville vide. Det var slet ikke naturligt for os at tale om det, og min mor havde også enormt svært ved det. Jeg fik at vide, når hun skulle til kontrol, og så kunne jeg godt fornemme, om det var gået godt eller skidt, når hun kom hjem."
I løbet af sin sygdom blev moderen opereret tre gange og fik derudover kemoterapi og strålebehandling. I perioder var hun rask og kunne arbejde som medhjælpende hustru på gården, men ofte var hun sengeliggende. Det var i de perioder, Line Svennesen begyndte at overtage noget af det huslige arbejde, der normalt var moderens.
"Det begyndte med, at jeg skulle hænge vasketøj op for hende. Men efterhånden blev der mere og mere, jeg skulle ordne, fordi hun havde rigtig ondt og ikke kunne selv."
Fra Line Svennesen var 15 år, til moderen døde halvandet år senere, stod hun så godt som alene med at varetage alle huslige pligter. Rengøring, madlavning, indkøb og vasketøj. Lillebroderen var god til at holde fast i en sygdomsfri hverdag, og som selvstændig landmand var faderen nødt til at tage sig af gården og havde ikke tid til at hjælpe i huset.
"Det var ikke, fordi min far forlangte, at jeg gjorde rent og lavede mad. Men hvis jeg ikke gjorde det, blev det bare ikke gjort," siger Line Svennesen og fortæller, at hun prøvede at råbe sin far op.
"Jeg skældte tit ud på min far og bror, fordi jeg syntes, at det var uretfærdigt, at jeg skulle klare så meget helt alene. Men jeg kunne heller ikke holde ud, at det ikke blev gjort, for jeg ville så gerne have, at alt så ud, som det plejede."
Da Line Svennesen begyndte i gymnasiet, var lærerne opmærksomme på, at hendes mor var syg. På et tidspunkt fik hun også en psykolog tilknyttet, der blandt andet skulle hjælpe den unge pige med at få fjernet noget af det tunge ansvar, der hvilede på hendes skuldre. En enkelt gang ringede psykologen også hjem til faderen og sagde, at der skulle findes en ordning, så hans datter ikke stod med hele husholdningen selv.
"Min far blev ikke sur over at blive ringet op, slet ikke. Men det var svært. Han havde travlt på gården og gjorde det bedste, han kunne," forklarer hun.
På gymnasiet var klassekammeraterne også nye, og det blev svært for teenageren at kombinere skole og venner med livet derhjemme, hvor moderens tilstand forværredes. Hun klarede det ved at spille skuespil, når hun var på skolen.
"Jeg ville ikke bare være hende, hvis mor havde kræft. For det var jo slet ikke mig. Derfor lagde jeg det væk, når jeg var i skole, og lod, som om alt var i skønneste orden," siger Line Svennesen.
Men efter skoletid, når hun kom hjem til alle pligterne, blev hun indhentet af virkeligheden.
"Det var en rigtig hård hverdag, og hvis jeg kigger på det nu, forstår jeg ikke, at jeg kunne klare det. Jeg lavede som regel først lektier sent om aftenen, når de andre var gået i seng. Først der var jeg færdig med at lave mad og ordne andre huslige ting."
På et tidspunkt besluttede familien, at moderen skulle hjem fra sygehuset. Hun fik en hospitalsseng installeret i hjemmet, og der kom sygeplejersker og så til hende. Men også Line Svennesen fik mere at se til, for efterhånden var moderen så syg, at hun krævede konstant pleje og overvågning.
"Da min mor kom hjem, havde hun ofte brug for, at man hjalp hende. Det var en hård tid, for det krævede meget af mig, og det gjorde også ondt at se hende så afkræftet," siger hun.
På grund af sin ustabile tilstand vekslede moderen i sin sidste levetid mellem at være i hjemmet og på hospitalet. Når kræften havde hårdest tag i hende, var det nødvendigt, at hun konstant var omgivet af sundhedspersonale, fordi det ikke var forsvarligt at have hende hjemme. Line Svennesen selv var også utryg over at skulle passe sin mor i den tilstand. Men blandt de hvide kitler på hospitalet oplevede hun og broderen ikke, at nogen tog særlig notits af dem. Moderen havde en stor familie, og der var ofte mange besøgende.
"Så derfor var der nok ingen, der regnede med, at vi kunne have haft brug for noget omsorg og opmærksomhed fra plejepersonalets side."
Line Svennesen fik ikke på noget tidspunkt at vide, at hendes mor ikke ville overleve kræften. Heller ikke, da familien i fællesskab besluttede, at hun skulle indlægges på et hospice.
"Jeg tror heller ikke, at min mor og far selv havde erkendt, at min mor skulle dø, så derfor fik vi ingenting at vide. At hun kom på hospice, fordi hun snart skulle dø, gik på en eller anden måde hen over hovedet på mig. Jeg havde så travlt med alt det praktiske. Både fordi jeg var nødt til det, og også fordi det hjalp mig til ikke at tænke for meget på virkeligheden."
Derfor kom det også som et chok, da moderen efter kun et døgn på hospice døde. Ingen havde forberedt den 17-årige pige på det. Ingen havde talt med hende om, at det var det, der var ved at ske. Men samtidig med chokket kom også den forbudte følelse af lettelse.
"Der var en lettelse, da hun døde. Hun led så meget og havde brug for enormt meget pleje til sidst. Og allerede måneder forinden følte jeg, at jeg havde mistet min mor. Hun var ikke ved bevidsthed hele tiden, og når hun var, sagde hun mærkelige ting," siger Line Svennesen.
I tiden efter moderens død, gik det godt for den unge sønderjyde. Hun fik indhentet noget af alt det forsømte og havde fuld fart på sit liv. Blev student, flyttede hjemmefra, fik kæreste og kom ind på dyrlægestudiet i København.
Men midt i det travle liv begyndte hun at få først små og senere større psykiske nedture.
"Jeg blev sur og tvær, kunne ikke overkomme det mindste pres, græd over ingenting, og når jeg tog mine studiebøger frem, brød jeg helt sammen," siger Line Svennesen, der troede, at hun bare var for svag til at klare sit studium, og overvejede at droppe ud.
"Jeg forbandt overhovedet ikke min tilstand med min mors død. Slet, slet ikke. Det var jo næsten tre år siden."
Tilfældet ville, at hun kom i snak med en pige fra studiet, som havde mistet sin far. Studiekammeraten gik i terapi hos organisationen Børn, Unge & Sorg, og hun fik efter et stykke tid overtalt Line Svennesen til at kontakte dem.
"Det var så grænseoverskridende for mig at gøre det. Jeg er slet ikke vant til at indvie andre i, hvordan jeg går og har det indeni. Men det var godt, at jeg gjorde det. Det kom til at ændre alt," siger hun.
Hos Børn, Unge & Sorg tog det ikke eksperterne lang tid at finde ud af, at den unge dyrlægestuderende ikke bare var for svag til sit studium, men derimod aldrig havde fået bearbejdet det traume, det kan være for børn at leve med en syg forælder i så lang tid. Den konstante usikkerhed, det overvældende ansvar og kampen for at bevare en facade havde været så strabadserende for Line Svennesen, at det kun havde været et spørgsmål om tid, inden hun ville bryde sammen.
Hos Børn, Unge & Sorg kom Line Svennesen i terapi både individuelt og i gruppe. Og langsomt vendte hun tilbage til sit gamle jeg.
"Bare det at erkende, at min mor var død og ikke kom tilbage det havde jeg aldrig fået gjort. Måske med min fornuft, men ikke følelsesmæssigt. Og så var det virkelig givtigt at møde andre unge, der havde mange af de samme følelser og oplevelser som jeg," siger hun.
Hun understreger, at det udelukkende var med hjælp fra Børn, Unge & Sorg , at hun igen fik styr på både sit studium og de uforløste konflikter med faderen og broderen, som hun følte sig svigtet af under moderens sygdom.
Efter halvandet års terapi er Line Svennesen i dag stoppet med at komme hos Børn, Unge og Sorg. Hun er over halvvejs i sit studium og føler, at hun har fået bearbejdet moderens død på en god måde. Men samtidig undrer hun sig over, at ingen voksne for alvor greb ind, dengang hun som barn og teenager levede et liv, hun slet ikke var moden nok til. For selvom faderen og resten af familien gjorde, hvad de kunne, var det bare ikke nok.
"Der må da have været nogen bare en eller anden der har undret sig over, at det hver dag var mig, der gik rundt oppe i Brugsen og købte ind for familien."