”Det var for så vidt en lidt særpræget opvækst i den forstand, at jeg reelt voksede op som barn mellem fem voksne, hvor altid nogen af dem havde masser af tid til at tage sig af mig.”

”Desuden var mit barndomshjem delt i to. Det ene hjem var den lejlighed, vi boede i, og det andet hjem var kirken, hvor vi tilbragte næsten lige så meget af vores tid. Davids Kirke var en kirkefondskirke med menighedspleje og intensivt socialt arbejde, og min far var i den grad handlingens mand. Han sørgede blandt andet for, at der blev bygget en pragtfuld børnehavekoloni ved Arresø til Østerbros børn, hvor mange af dem var hårdt socialt belastet og kom fra trange kår, og jeg var, så længe jeg kan huske tilbage, en aktiv del af kirkelivet.”

Der var ingen ydre tvang til tro fra hans forældres side, for selvom det kristne livsgrundlag naturligt trådte frem i kraft af den måde, de levede deres liv på, var der åndeligt set højt til loftet i det Gammeltoft-Hansenske hjem. Han følte derfor ikke behov for at gøre oprør mod sine forældre eller mod troen og kristendommen, men som de fleste andre mistede han på et tidspunkt sin barnetro.

”Det betød, at jeg i perioden, fra jeg var 15 til omkring de 30 år, var forholdsvis fjernt fra det livsgrundlag, som var mine forældres. Og det var jeg med stort vemod, for troen og kristendommen var en så væsentlig del af min opvækst og betød meget for de mennesker, som jeg virkelig holdt af.”

”Når jeg ser tilbage, har det nok at gøre med, at jeg voksede op i videnskabeliggørelsens tidsalder. Jeg var meget optaget af videnskab, og i en relativ ung alder læste jeg den tyske historiker og filosof Oswald Spenglers hovedværk ’Vesterlandets undergang’. Det var ikke årsagen, men nok anledningen til, at jeg begyndte at stille spørgsmål til troen. Jeg kunne ikke få forholdet mellem tro og viden til at gå op, og det tog en hel del år, før jeg blev klar over, at det mildest talt var en falsk modsætning.”

Han var aldrig ude for, at hans forældre lagde op til, at der skulle tales om hans manglende tro. Han er dog overbevist om, at de var helt klar over, hvordan det stod til.

”Men de havde vel den fornødne tillid til, at det var Helligåndens anliggende, om jeg så må sige.”

Han husker dog én episode. Han var omkring 20 år og boede på kollegium. Hans mor kom forbi på et uanmeldt besøg, men han var ikke hjemme. Hun efterlod sin egen bibel til ham sammen med et brev.

”I brevet stod, at hun havde bemærket, at jeg på min reol ikke havde et eksemplar af Bibelen stående, så nu kunne jeg få hendes. Hun skrev desuden, at hun håbede, at jeg ville anvende min store flid på også at læse i den og måske finde, at eksempelvis Paulus’ ord om kærligheden i Første Korintherbrev, kapitel 13, som har været af stor betydning for mange mennesker, også ville have noget at sige mig. Men det var ikke noget, jeg talte med hende om. Heller ikke med min far. Han og jeg diskuterede jævnligt teologiske spørgsmål, men min personlige tro og overbevisning blandede de sig ikke i.”

Hans Gammeltoft-Hansen var ung og studerende under ungdomsoprøret i 1968 og i årene frem. Men det var nu ikke datidens socialistiske og marxistiske strømninger, der greb ham. Dels var han ifølge egne ord ikke noget specielt politisk engageret menneske, og dels fremkaldte tidens paroler snarere modreaktioner hos ham.

”For mig er det, der betyder mest, det enkelte menneske, og det var i mine øjne ikke foreneligt med en ideologi, som konsekvent satte gruppens og klassens tarv over det enkelte individs velfærd. Inden for strafferet, som sammen med retspleje blev mit hovedfag, var der dengang yderligtgående marxistiske kriminologer og strafferetseksperter, som kritiserede mig og andre, fordi vi arbejdede for reformer af straffesystemet, så det kunne udvikle sig i en, syntes vi, mere menneskelig retning. Marxisterne mente, at det tværtimod skulle radikaliseres, sådan at det på et tidspunkt ville eksplodere, og så ville de helt rette tilstande oprinde. Uanset deres endemål, kunne jeg ikke forlige mig med, at mange enkeltmenneskers liv ville gå til grunde som led i den radikaliseringsproces.”

”Mit fokus på det enkelte menneske hænger naturligt nok sammen med et kristent funderet menneskesyn, hvor det enkelte menneske repræsenterer en uendelig værdi i sig selv. 100 mennesker kan aldrig være mere værd end et enkelt menneske.”

Hans Gammeltoft-Hansen nåede at blive både dr.jur. og professor, inden Folketinget i 1986 valgte ham som ny ombudsmand efter Niels Eilschou Holm. Igen vender han tilbage til synet på det enkelte menneske og forholdet mellem menneske og samfund for at forklare, hvorfor dette særlige embede var attraktivt for en mand, der ellers var godt placeret i universitetsverdenen.

”Formålet med ombudsmandsinstitutionen engagerer mig. Det er et værn om det enkelte menneskes retssikkerhed, uanset hvem man er. Den demokratiske ordning, som jeg er stor tilhænger af, bygger som bekendt på et flertalsprincip. Og netop derfor er beskyttelsen af minoriteterne umistelig og helt afgørende, også beskyttelsen af den mindst tænkelige minoritet, det enkelte menneske.”

Hans Gammeltoft-Hansen havde kun været ombudsmand i to år, da han i 1988 begyndte at undersøge det, der skulle vise sig at blive ombudsmandsinstitutionens hidtil mest omtalte sag: Tamil-sagen. Selvom daværende statsminister Poul Schlüter (K) forsikrede, at der ikke var ”fejet noget ind under gulvtæppet”, endte sagen som bekendt med, at Schlüter-regeringen måtte gå af, og at daværende justitsminister Erik Ninn Hansen (K) efterfølgende blev dømt ved en rigsretssag. Den ellers så diplomatiske og lidt anonymt fremtonende ombudsmand blev med ét landskendt og opnåede stor respekt hos den menige borger, som han i kraft af sit embede var sat til at forsvare.

”Tamil-sagen er et godt eksempel på, at juraen også har et moralsk indhold. Sagen drejede sig om nogle mennesker, som virkelig fik undergravet deres tilværelse ved ikke at få den ret, som dansk lov tilsagde. Samtidig handlede sagen om det centrale juridiske princip, legalitetsprincippet, som måske er den mest fundamentale byggesten i individets retsbeskyttelse. Legalitetsprincippet handler om, at alle skal overholde loven, så længe den er lov, uanset hvem man er, og hvad man i øvrigt måtte mene om den. I Tamil-sagen var der altså nogle, som mente, at deres opfattelse, vilje og politiske synspunkt stod over loven.”

Siden Tamil-sagen er der løbet meget vand i åen, og tusindvis af store og små sager er blevet gennemgået og efterprøvet på klagerens vegne. Nu er det ved at være slut, og det første, han skal som pensionist, er at rydde op i papirer, sager, dokumenter og bøger helt tilbage fra sin tid på universitet.

”Og så håber jeg at få mere tid til at spille musik,” siger han. For lige siden han var ganske lille, har han spillet fløjte. Først blokfløjte og siden tværfløjte.

Det var hans mor, som introducerede ham for musikken. Selv var hun en yderst habil violinist, og hun havde også lært hans ældre søskende at spille henholdsvis violin, cello og bratsch. Som elev på Sankt Annæ Gymnasium og sangskole sang han dels i Københavns Drengekor og spillede siden i flere orkestre. Siden 1979 har han spillet i Københavns Kammerensemble og gør det endnu.

”Musikken giver mig en kolossal glæde og har gjort det helt fra barnsben. Musikken har sit eget sprog og udtrykker en anden slags erkendelse end den, som det rationelle og talte sprog giver. Jeg bliver ved med at spille, så længe jeg kan.”

duus@k.dk