På den baggrund tilbydes sekularismen som den pluralistiske stats frelse. Her må der være en ramme, hvor alle kan mødes på lige fod og diskutere politik, værdier og etik, uden at religionen blander sig, og hvor det er det bedste argument, der vinder. Det må være formlen for offentlig fornuft.

Nu har det så bare vist sig, at det trods alt ikke er gået, som sekularisterne har spået. Habermas troede i sine yngre dage, siger han, at snart ville religionen forsvinde og miste betydning. Nu erkender han, at han tog fejl.

MENNESKER ER stadig religiøse, og da det er hele mennesker, der engagerer sig helt i politik, får religion uafvendeligt politiske konsekvenser. Spørgsmålet er derfor ikke, om religion skal have politisk betydning eller ej, men hvilken politisk betydning den skal have.

Derudover er det også blevet tydeligt for andre end sekularisterne selv, at alle mennesker har grundlæggende livsanskuelser, som præger deres værdier, etik, politik og videnskabelige tilgang til verden. Om man kalder det religion, metafysik eller livsanskuelse er ikke afgørende. Det skal ikke komme an på navnet. Den såkaldt rene politik eller rene videnskab findes ikke, for så vidt som det er mennesker, der skal udføre den.

Sekularismen er stødt på grund og kan ikke komme fri, og det på trods af at der stadig er mange i Danmark, der tænker sekularistisk. Sekularismen har to forhold imod sig. Dels må den gå til grunde, fordi den har historien imod sig. Den har udviklingen (dette metafysiske monster) imod sig. Om man kan lide det eller ej, så har religion politisk betydning. Og dels må sekularismen gå til grunde, fordi den lever i modstrid med sig selv. Sekularisterne prædiker selv metafysik.

Det, som kendetegner personer som Rawls, Habermas og deres disciple, er, at de har livsanskuelser, som de gør gældende. De forsøger at konstruere nogle faste holdepunkter, som de orienterer deres filosofi ud fra. De fikspunkter, om de er i personbegrebet (Rawls) eller i værensbegrebet (Habermas), vidner om en bestemt livsanskuelse, som ikke alle deler.

Det betyder, at selvom sekularismen giver indtryk af at være pluralistisk, mangfoldig og rummelig, så er rummeligheden begrænset. Men det er muligt at argumentere for en mere ærlig pluralisme. Dem, der netop ikke er plads til i sekularismen, er dem, der grundlæggende er uenige med sekularismen. De skal ud. Og de skal ud, mener man, for at undgå vold og undertrykkelse.

Men hvad om vi i stedet indså, at mennesker tænker forskelligt grundlæggende set. Det kunne give basis for en dyb eller ærlig pluralisme i stedet for sekularismens snævre og overfladiske. I stedet for at kræve, at man ikke i det offentlige rum må argumentere religiøst, kunne man skabe en ramme, hvor virkelige mennesker mødte hinanden og lyttede til de argumenter, der kunne synes langt fra ens egen livsanskuelse.

DET VILLE VÆRE fremmende for den demokratiske samtale og i øvrigt helt i tråd med salig Grundtvigs tanker om åndsfrihed. I det spørgsmål er Grundtvig yderst aktuel.

Det betyder ikke, at alt skal være tilladt, og at alt må være muligt. Grænser skal der være, hvis en samtale skal kunne finde sted. Deri har sekularismen et rigtigt anliggende. Vold må ikke være en del af den demokratiske meningsudveksling. Og løgn skal ikke være et ideal i samtalen.

Men hvis det er tilfældet, så betyder det også, at ærligheden må få rum over alt. Det kan i praksis ikke ske, hvis sekularismen får magt, som den har agt, for den vil i sidste ende kun give plads til sig selv, på trods af at lanceringen af sekularisme sker under dække af pluralisme.

Sekularismens grundlæggende problemer har betydet, at der i de senere år er flere tænkere, der har rejst kritik af sekularismens projekt, selvom kritikerne ikke forstår sig selv som religiøse. Den virkelig demokratiske samtale må indbyde til en ærlig pluralisme. Man kan ikke både kræve ærlighed og åbenhed og samtidig insistere på, at mennesker ikke må være, hvad de er. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Den ægte demokratiske samtale og ærlige pluralisme må få rum overalt i en demokratisk stat: i den politiske debat, i lovgivningen, i medierne, i forskningen. Fordelen ved den mangfoldige samtale er, at flere forskellige vinkler kan tilbydes på samme emne. For eksempel er det i et sandt demokrati ikke kun naturalismen og materialismen, der på forhånd kan bestemme, hvordan virkeligheden ser ud. Andre tolkningsmuligheder byder sig til.

Hvis andre tolkningsmuligheder end den naturalistiske skal have rum, så kan man ikke i udgangspunktet udelukke en kristen etik eller en kirkelig tilgang til teologien. På forhånd at udelukke den kirkelige mulighed er at gøre sin egen metafysik eller livsanskuelse gældende på bekostning af andre.

I stedet må vi fastholde, at historien har vist os, at for eksempel kan en konfessionel tilgang til teologiske spørgsmål kaste nyt lys over de fag, som man arbejder med. Det kirkelige udelukker ikke det videnskabelige. Tværtimod. Det fremmer det videnskabelige.

Kravet, når det drejer sig om akademisk forskning, må i stedet være åben akademisk kvalificering, ikke om man har den ene eller anden livsanskuelse, metafysik eller konfession.

Hvad der her gælder på det individuelle plan, må selvfølglig også gælde på det institutionelle. Der er intet videnskabeligt diskvalificerende eller akademisk tyndt ved at være konfessionelt bundet, men det konfessionelle kan forstås som en hermeneutisk vinkel, som et forskningsprojekt. Og forskningsprojekter er der mange forskellige af i videnskaben, på trods af hvad sekularismen kan finde på at hviske os i ørerne.

Jakob Valdemar Olsen er adjunkt på Dansk Bibel-Institut og sognepræst i Emdrup Kirke