Knuget af sorg trøster unge venner og familie til de afdøde fra den socialdemokratiske sommerlejr hinanden inden gårsdagens gudstjeneste i domkirken i Oslo.
- Scanpix.
Katrine Barslev |
25. juli 2011
Siden massakrene i Oslo og på Utøya har Norge været i en tilstand af chok og mareridt. I går mødtes tusindvis af nordmænd for at mindes de døde og tale om, hvordan landet kommer videre
Selv på vej ind i domkirken virkede det uforståeligt. Er vi virkelig forsamlede, fordi hundredevis af mennesker er blevet ofre for en gal mands værk? Tanken virkede helt ubegribelig her i lille, trygge Norge, men sorgen var ægte nok. Den var tydelig i hvert eneste ansigt på de mennesker, der var mødt op i Oslo Domkirke for at mindes dem, som fredag eftermiddag døde. Alle bænkeradder var fyldt op, og langs væggene stod folk tæt sammen.
LÆS OGSÅ: Hele Norge knuget af sorgVisse rækker var reserveret til pårørende og direkte berørte af tragedien i Oslo og på Utøya, og i minutterne frem mod klokken 11 samledes flere og flere unge fra Arbejderpartiets UngdomsForbund i midtergangen op mod alteret, alle klædt i sort, og mødte hinanden med lange knus og våde øjne. Tragedien blev meget tydelig, da en 16-17-årig pige pludselig bristede i gråd og klamrede sig til sin veninde.
Flere af de andre unge lod også deres sorg blive til gråd, og kirken fyldtes af en meget præsent fortvivlelse.
Da alle var på plads lidt i 11, kom landets biskopper, præster og medlemmer af Stortinget med statsminister Jens Stoltenberg (Arbejderpartiet) i front ind i kirken. Til tonerne af de sidste klokkeslag, kom til sidst den kongelige familie ind. Alle med alvorlige ansigter.
Den følelsesladede stemning blev ikke lettet, som højmessen skred frem. Især da statsminister Jens Stoltenberg holdt en meget personlig og følelsesladet tale til de forsamlede, blev sorgen næsten knugende, og tårerne flød hos mange af kirkegængerne. Højlydte hulk og gråd hørtes, da han nævnte navnene på to af de døde fra Utøya.
”Det er tid til at sørge over de døde, og give sig tid til det. Men midt i tragedien er jeg stolt over at bo i et land, hvor vi står sammen. Vi svarer ikke med had, men med mere demokrati. Jeg tænker på noget, som en ung AUF’er sagde til en tv-kanal: ’Hvis en mand kan vise så meget had, tænk så på, hvor meget kærlighed vi alle sammen kan vise.’ Det, synes jeg, er så fint sagt”, sagde statsministeren.
En stor del af de unge, som var med på lejren og overlevede, var på plads i domkirken. Sammen med familie og venner blev det første skridt mod en helingsproces taget ved at lytte til biskop Helga Haugland Byfugliens prædiken.
”Vi samles her, for vi trænger så inderligt til at mærke, at vi hører sammen. Der er kun en vej videre, og den går via sammenhold og tro. Lad ikke angsten gribe jeres hjerter, men vis i stedet, at I tror på hinanden. Ondskab kan aldrig vinde over kærlighed og fællesskab,” sagde hun fra prædikestolen.
Kærlighed og sorg var også omdrejningspunktet for biskop i Oslo, Ole Christian Kvarme, som holdt en indledende tale. Han kaldte dagen Norges lange fredag, men opfordrede samtidig til at søge trøst i fællesskabet.
”I dag samles vi for at være sammen, for vi er et folk i sorg. Den 22. juli vil gå over i historien som den dag, hvor vi mistede brødre, søstre, børn. Men vi omsluttes samtidig af omtanke og varme fra hele verden, og vi søger trøst i det stærke fællesskab, vi har. På Utøya samledes unge for at arbejde for et åbent samfund, og det skal vi fortsat gøre,” sagde biskoppen.
Men stadig var tragedien så nærværende, og savnet efter de døde så åbent. En af de, som fredag ikke vidste, om deres kære ville leve eller dø, er 22-årige Marie Butterschön Lindheim. Hendes yngre søster, Johanne, har i seks år været med i Arbejderpartiets UngdomsForbund, og også i år ville hun med på lejren på Utøya.
Fredag sen eftermiddag så Marie Butterschön Lindheim i nyhederne, at der havde været mystiske skyderier på øen, og næsten samtidig havde 19-årige Johanne ringet hjem til deres forældre, men forbindelsen blev afbrudt. Først efter timer fik de at vide, at hun var i god behold.
”Hun var på øen hele tiden, mens han var der. Hun gemte sig og blev hentet af en båd, så ved 20.30-tiden fik hun endelig ringet til os. Jeg var meget bange, det var en fuldkommen uvirkelig situation. Det påvirker os alle meget, og det er meget følelsesmæssigt at være her i kirken,” sagde Marie Butterschön Lindheim, som efter kirkegangen tog hjem sammen med sine forældre for at mødes med andre familiemedlemmer.
Mange havde ønsket at vise deres deltagelse ved at være med i domkirken, og i timerne inden højmessen voksede køen uden for kirken.
Blandt de fremmødte var tidligere udenrigs- og forsvarsminister Thorvald Stoltenberg. Han er far til nuværende statsminister Jens Stoltenberg og var kommet til kirken for at vise sin respekt for de afdøde. Han har selv været på Utøya som ungdomspolitiker mange gange og talte om, at det er vigtigt, at øen ikke bliver synonom med det helvede, som fredag fandt sted.
Uden for kirken stod også Remina Kroeze Ørbo, oprindeligt fra Holland, men hun har i mange år boet i Norge. Hun fortalte, at hun aldrig har oplevet et Norge så præget af fortvivlelse og afmagt.
”Norge er forandret, for vi havde aldrig forestillet os, at noget sådant kunne ske her. Nu bliver vores unge mennesker bevidste om, at verden kan være ond og uretfærdig, og at vi alle er udsatte. Jeg har aldrig oplevet en så alvorlig krise, men samtidig har jeg heller ikke oplevet, at politikerne i så høj grad står sammen. Det håber jeg, at vi kan holde fast i, så vi viser, at vi er et solidarisk land, som tror på åbenhed og samhørighed,” sagde hun.
Samhørigheden var tydelig i ansigterne på de tusindvis af nordmænd, som stod forsamlet uden for kirken i sympati med de sørgende og som en fælles front mod det onde, der er sket, og som nu skal bearbejdes. Og samhørigheden kunne findes i 12 af Oslos kirker som holdt åben hele søndagen for bøn, samvær, stilhed og lystænding.
Før mindehøjtidligheden var slut, bad de forsamlede i domkirken:
”Som regnen skjuler stjernerne, og som skyerne tager den blå himmel væk fra os, så skjuler det onde som er sket, lyset fra dit ansigt. Alligevel strækker jeg mine hænder ud i mørket. Herre, hjælp os efter dette at møde hinanden med omsorg og fortsat bygge landet på åbenhed og retfærdighed.”
barslev@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad