Sognepræst Johan Østerhus, der gav unge fra Utøya sjælesorg efter massakren, tror på, at samfundets massive støtte vil hjælpe dem videre i livet
”De har oplevet det mest chokerende, man overhovedet kan opleve. De kæmpede for livet. De prøvede at gemme sig, mens deres venner døde omkring dem. Én lå gemt inderst på en bjergside og overværede, at kammeraten, der lå længere ude, blev dræbt. Det var fuldstændig som i en krig.”
LÆS OGSÅ: Hele Norge knuget af sorg
Sognepræst Johan Østerhus fra Eiker Provsti var én af de personer, som lørdag blev hentet til Sundvollen Hotel i Oslo for at yde førstehjælp til de unge mennesker fra den politiske ungdomslejr på Utøya, som var sluppet levende fra fredagens massakre på øen.
Her lagde han øre til nogle mennesker, der havde stort behov for at sætte ord på al deres angst, aggression imod gerningsmanden og lettelse over at være sluppet bort. Ifølge præsten varierede det meget fra person til person, hvor berørte de var af situationen, men alle havde en forståelig følelse af at have været i en situation svarende til at være i krig.
”Nogle af de unge gav udtryk for, at deres kristne tro havde hjulpet dem. Men tro var ikke typisk for samtalernes indhold. Jeg skulle først og fremmest lytte og give en skulder at græde ud ved. De fleste havde et behov for at fortælle og fortælle om det, der var sket. Mange fandt et fællesskab i fortvivlelsen. Netop det, at de kunne dele oplevelsen og tage sig af hinanden, er måske dete vigtigste,” siger Johan Østerhus.
Efter lørdagens samling på Sundvollen er de unge nu rejst hjem til deres hjembyer rundt om i Norge, hvor lokale kriseteam stod klar til at tage imod dem. Overalt i Norge er der et udtalt ønske om at støtte dem, og netop den massive støtte fra allerførste færd har ifølge Johan Østerhus også gavnet de unges muligheder for at kunne leve videre efter de dramatiske begiveheder.
”På længere sigt tror jeg faktisk, at massakren vil virke samfundsunderbyggende. Norge vil profitere af, at vi stod sammen i denne stund.”
mikkelsen@k.dk