Stine Eskildsen og Gudmund de Stordeur |
25. juli 2011
40 procent af de unge indrømmer, at de har kørt fuld på cykel det seneste år, og tusindvis ender på skadestuen. Alligevel vil politiet ikke øge indsatsen
Da Kerstin Kongsted kommer til sig selv, kan hun mærke blodet i sit ansigt. Hun ligger på asfalten ved Europa Plads i centrum af Aarhus. Ved siden af hende ligger hendes cykel.
”Vi må hellere få dig på skadestuen,” siger en mand og hjælper hende op.
LÆS OGSÅ: Cykelhjelme er inKerstin følger med, selvom hun egentlig ikke forstår, hvad hun skal på skadestuen. Det var jo bare et lille styrt, og Kerstin kan ikke rigtig mærke noget.
På skadestuen vasker de blodet af hendes ansigt, og hun sover rusen ud. Da hun vågner, bliver hun kørt til røntgen. Knoglen, der binder kæben og kindbenet sammen, er knækket, og hun skal opereres.
Kerstin Kongsteds tilfælde er langt fra enestående. En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 40 procent af cyklisterne i alderen 16-24 år har kørt i beruset tilstand inden for de seneste 12 måneder.
Samtidig viser tal fra Rådet for Sikker Trafik, at cirka 20.000 cyklister må forbi skadestuen hvert år – heraf skyldes hver fjerde ulykke, at cyklisten er påvirket af alkohol.
Alligevel er det ikke noget, landets politikredse har særlig fokus på, selvom politiet har mulighed for at give bøder på op til 1000 kroner.
”Det er spørgsmålet, om det overhovedet hjælper noget som helst at udskrive flere bøder. Vi skal jo også se på, hvor stort problemet egentlig er,” siger John Sckaletz, vicepolitiinspektør i færdselsafdelingen ved Københavns Politi.
I stedet vil politiet sætte ind over for de virkelig farlige, fulde bilister, som er skyld i langt flere uheld på vejene.
I cykelbyen København er der således ikke givet en eneste bøde til fulde cyklister i 2010. Heller ikke på Fyn eller Østjylland erindrer færdselsafdelingerne at have tildelt fulde cyklister andet end en opfordring til at trække jernhesten hjem.
Dansk Cyklistforbund opfordrer Rådet for Sikker Trafik til at løfte pegefingeren over for de unge spritcyklister.
”At det er 40 procent, er jeg i allerhøjeste grad overrasket over. Det er selvfølgelig et problem, og der er jo også enkelte cyklister, der bliver dræbt hvert år, når de zigzagger i trafikken midt om natten påvirket af alkohol,” siger landsformand Claus Steffen Hansen.
Og Hos Rådet for Sikker Trafik er man da også klar over problemet.
”Folk bliver måske ikke dræbt, men mange får kvæstelser, som for dem personligt er til stor gene, og som også kan få langsigtede konsekvenser,” siger dokumentationschef Jesper Sølund.
Derfor vil der også være fokus på spritcyklister, når Rådet for Sikker Trafik sammen med TrygFonden lancerer en samlet unge-strategi i løbet af efteråret.
Problemet er bare, at skadestuernes data over spritcyklister på nuværende tidspunkt ikke er fyldestgørende nok, til at rådet kan lave en storstilet kampagne mod de alkoholpåvirkede unge, forklarer Jesper Sølund.
”Men vi arbejder hele tiden på at få et bedre videngrundlag,” siger han.
Tilbage i Aarhus lever 25-årige Kerstin Kongsted i dag med en lille metalplade, der holder kæben og kindbenet sammen. Alligevel kan hun også i dag finde på at slingre usikkert hjem på to hjul fra en bytur./ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad