Kristenforfølgelser i katolsk optik

Da pave Johannes Paul II i 1981 blev ramt af to skud på Peterspladsen i Rom i et attentatforsøg - formentlig orkestreret af Sovjetunionen - kom han tæt på at dele skæbne med ganske mange af sine 263 forgængere, begyndende med apostlen Peter, der blev korsfæstet under Nero, og over hvis grav Peterskirken er bygget.

- Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Kristenforfølgelser

Katolikker

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Andreas Rude | 26. juli 2011

For Pavestolen hænger trosfrihed og mission uløseligt sammen

I 2011 er det blevet mere stuerent at tale om kristenforfølgelser, end det var i 2004, da Vatikanet begyndte at lobbye FN for at få verdensorganisationen til at anerkende ”kristenfobi” som en særskilt form for religiøs diskrimination.

LÆS OGSÅ: EU-top og trossamfund diskuterer forfølgelser af kristne

Mange meningsdannere i den vestlige verden havde dengang en fornemmelse af, at kristne udgjorde en privilegeret majoritet, der ikke krævede særlig opmærksomhed, og glemte, at de fleste af dem lever uden for Europa og Nordamerika og ikke har de samme politiske garantier, som vi nyder godt af i Vesten. Men efter at den pointe faldt på plads, har FN’s Menneskerettighedskommission i Genève taget ”kristenfobi” til sig og bruger det på linje med antisemitisme og islamofobi.

Vatikanets kampagne sigtede på at synliggøre kristenforfølgelser i den almindelige bevidsthed og i det internationale politiske arbejde.

Annonce

Men kristenforfølgelser har selvfølgelig fundet sted både før og siden. Da pave Johannes Paul II i 1981 blev ramt af to skud på Peterspladsen i et attentatforsøg, der formentlig var orkestreret af Sovjetunionen, kom han tæt på at dele skæbne med ganske mange af sine 263 forgængere – begyndende med apostlen Peter, der blev korsfæstet under Nero.Samtidigt var 1900-tallets totalitære regimer overordentligt hårde ved de kristne kirker i al almindelighed og ved den katolske kirke i særdeleshed. Den blev forfulgt på tværs af hele århundredet fra det revolutionære Mexico i 1910’erne og det republikanske Spanien i 1930’erne til det nazistiske Tyskland og de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa efter Anden Verdenskrig.

I dag er det i mindre grad den politiske totalitarisme, der er motor i kristenforfølgelser, men derimod den religiøse fundamentalisme, som kristne lider under i mange islamiske kulturer og lande. Og selvom dette års såkaldte ”arabiske forår” med politiske omvæltninger i Nordafrika og Mellemøsten er blevet positivt modtaget i den vestlige verden, er holdningen mere ambivalent i Vatikanet og andre kirkelige kredse.

For trods opløftende ord om demokrati kan nye politiske ledere næppe undgå at komme under pres fra flere årtiers islamiske vækkelse, og det vil øge presset på de kristne, der i forvejen balancerer på en knivsæg.

Sådan lyder ræsonnementet fra kirkeledere i blandt andet Tunesien, Ægypten, Libanon og Syrien, der advarer om, at resultatet kan blive alt fra bureaukratisk chikane i dagligdagen til attentater på kirker og kristne landsbyer og nabolag.

Kristenforfølgelser er aldrig langt væk fra katolikkernes bevidsthed i kraft af kirkens globale rækkevidde og 2000-årige historie.

I den henseende er det 21. århundrede ikke anderledes end alle de foregående sekler, ligesom Mellemøsten blot er en enkelt skueplads blandt så mange andre. Ofrene for forfølgelser erindres til stadighed i den katolske kirke. Ikke blot som en øvelse i medmenneskelighed, men fordi kirken i en vis forstand lever af de vidnesbyrd, som de forfulgte aflægger, og som understreger, at kristendommen hverken er et abstrakt etisk system eller en hyggelig kulturel reference, men en tolkning af tilværelsens mening og menneskets endelige skæbne, der kan koste dyrt.

De officielle, helgenkårede martyrer er nemmest at få øje på, når man besøger en katolsk kirke og betragter udsmykningen. Men i liturgien mindes man også de mere anonyme ofre i messens forbønner, ligesom der ofte samles ind til betrængte trosfæller både gennem sognene og gennem internationale organisationer som ”Hjælp til Kirke i Nød”.

Uden for kirkerummet har den katolske kirke mulighed for at gøre sin indflydelse gældende på den storpolitiske scene, fordi Pavestolen er anerkendt af folkeretten som en selvstændig stat med diplomatiske forbindelser til 178 lande samt med observatørstatus i FN og Europarådet. Den mulighed har andre kristne kirker ikke, og derfor taler pavestolens diplomater ofte ikke kun på katolikkernes, men også på mange andre kristnes vegne i spørgsmål om forfølgelse.

De konsultationer og forhandlinger, man fører med enkelte landes regeringer og med overnationale organisationer som EU og FN, kombineres med større tiltag i kirkeligt regi. Det gjaldt for eksempel sidste års synode om de kristne i Mellemøsten, der naturligvis også fik efterdønninger i den politiske sfære.

Men det er også værd at understrege, at for pavestolen er kampen mod kristenforfølgelse (og forfølgelse af alle andre religioner) ikke blot et passivt ønske om at beskytte udsatte mindretal.

Kravet om beskyttelse af kristne er bundet op på kravet om trosfrihed, om retten til at skifte tro og dermed også på den kirkelige mission. For pavestolens udenrigspolitik handler jo ikke om at beskytte et bestemt territorium eller sikre sig adgang til råvarer og energikilder.

Pavestolens politik handler om at beskytte kirken og de troende, at fremme kirkens virksomhed over hele jorden og at arbejde for de sager og mål, som følger af den katolske kirkes religiøst funderede verdens- og menneskesyn.

Det gør pavestolen og den katolske kirke til en enestående storpolitisk aktør og sikrer den megen troværdighed og goodwill. Men det vil også altid sikre den mægtige modstandere og koste megen lidelse blandt katolikkerne.

kirke@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock