Anders Behring Breivik køres bort efter grundlovs-forhøret i går. Den 32-årige nordmand, der har erkendt, at han stod bag bilbomben i Oslo midtby i fredags samt den efterfølgende massakre på øen Utøya, blev varetægtsfængslet i otte uger.
- Jon-Are Berg-Jacobsen/Aftenposten/Scanpix.
Katrine Barslev |
26. juli 2011
Den sigtede i terrorsagen i Norge fik i går ikke sit ønske om at tale til offentligheden opfyldt. Det glæder nordmændene, som mener, at de har hørt nok til ham
Det varede mindre end en time i går for dommer Kim Heger at beslutte, at den 32-årige Anders Behring Breivik foreløbig skal fængsles for otte uger – heraf de første fire uger i isolation – for bomben i Oslo og massakren på Utøya.
LÆS OGSÅ: Breivik forsinkede retsmøde med flere krav
Anders Behring Breivik havde selv håbet, at grundlovsforhøret af ham ville finde sted for åbne døre, men dommeren valgte at følge anklagemyndighedens opfordring til at lukke dørene for offentligheden og pressen. Beslutningen blev begrundet med, at der forelå konkrete oplysninger om, at et offentligt retsmøde med den sigtede til stede hurtigt kunne udløse ”en ekstraordinær og yderst vanskelig efterforsknings- og sikkerhedssituation”.
Dommer Kim Heger, der holdt et kort pressemøde efter grundlovsforhøret, fortalte ifølge det danske nyhedsbureau Ritzau, at Breivik under forhøret havde begrundet sine handlinger med, at han var tvunget til at gennemføre sin aktion for at redde Norge og Vesteuropa fra muslimsk og kulturmarxistisk indflydelse og overtagelse.
Breivik fortalte også, at bombeangrebet og nedskydningen på Utøya skulle ses som et kraftigt signal til befolkningen, og målet var at påføre Arbeiterpartiet størst mulig skade. Arbeiterpartiet har svækket og forrådt landet, sagde Breivik ifølge dommer Kim Heger.
Allerede længe inden forhøret af Breivik havde en stor folkemængde forsamlet sig uden for retsbygningen midt i Oslo, og det passede de forsamlede nordmænd godt, at dommeren havde lukket dørene, og at de fleste medier ikke fik billeder af den terrorsigtede.
Foran tinghuset stod blandt andet Terje og Tove Karlsen fra Oppegård nord for Oslo. De var kørt til byen samme morgen for at lægge blomster ved domkirken og stod nu og afventede sagens gang.
”Jeg synes, det er klogt af dommeren at lukke dørene, for det ville bare gøre det værre, hvis vi hørte ham udtale sig. Han skal ikke have lov til at komme med sin propaganda. Vi har hørt nok,” sagde Terje Karlsen.
Hans kone tilføjede, at parret havde ønsket at vise deres sympati ved at lægge en blomst på det voksende blomsterhav ved byens domkirke, og at det havde været meget bevægende.
”Vi er alle meget ramt af tragedien. Der er en anderledes stemning i byen, og også der, hvor vi kommer fra, er det et stort samtaleemne. Tårene triller, og det er tungt,” sagde Tove Karlsen.
Parret kom tidligt lørdag morgen i land med færgen fra en ferie i København uden at kende til tragediens omfang. De normalt så trafikerede gader var været tomme, og Oslo var helt stille og virkede øde.
Det samme havde en af de andre foran retsbygningen oplevet. Tone Helmland var ude at løbe en tur søndag morgen, hvor der normalt er mange i gaderne efter en tur i byen natten inden. Da hun løb igennem de stille gader, gik det op for hende, hvor meget tragedien havde ramt byen. Også Tone Helmland mener, at det var rigtigt af dommeren at lukke dørene til retssalen.
”Jeg håber, at de døre forbliver lukkede, så vi aldrig hører mere til ham. Han skal have sin straf – en meget lang straf – og så skal vi glemme hans navn. Forbrydelsen vil altid præge Norge, men han skal ikke have lov til at påvirke os,” sagde Tone Helmland.
barslev@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad