Kirken som fælles hus og hjem

De arbejder begge to i landbruget, og når jeg ser dem, er det ofte på en traktor, svedige og i slidt arbejdstøj. Denne dag var overallsene skiftet ud med nystrøget skjorte og jakkesæt, og støvlerne med blankpudsede sko, og de barkede næver, som bar præg af dagligt slid, var med blandet held forsøgt renskurede. Det var en særlig dag i et særligt rum.

Det var og blev det også for mig. Jeg har i sin tid viet deres forældre i samme kirke, døbt de to drenge, fulgt dem gennem deres barndom, konfirmeret dem og jævnligt mødt dem i en eller anden lokal sammenhæng. Og nu sad de her igen i en uvant situation, men med en fortrolighed til rummet og deres præst, som er opbygget gennem de år, vi har kendt hinanden.

UNDER SAMTALEN FORINDEN med den stolte far var vi naturligt kommet ind på det faktum, at han selv var døbt og konfirmeret i samme kirke. Her fornemmede jeg med al tydelighed en tryghed, der bundede dybt, og med ord og udtryk, som i det daglige er ham fremmede, fortalte han, hvad det betød for ham, at han søndagen efter skulle stå deroppe ved døbefonten sammen med sin kæreste og sin bedste ven.

For mig var der ingen grund til yderligere at gå ind på dåben og dens betydning. Det lå alt sammen som en undertone i samtalen, som rummede erfaring fra familiens og slægtens liv i sognet gennem generationer og et fortroligt kendskab til kirken og præsten.

Nej, her handlede det om en bekræftelse af det, som vi har fælles, og som er opbygget gennem hele hans liv. Og alt imens samtalen forløb med alt, hvad han havde bedrevet, siden han sad som konfirmand, sad jeg og funderede over det, vi som kirke er og efter hans uudtalte mening fortsat skal være. Garanter for en livsform, som ganske vist ikke ytrer sig i en travl hverdag med arbejde og med alt det, der hører med til at få familielivet med et nyfødt barn til at fungere, men som er der som den ramme, han kan træde ind i, som han har set sine forældre og bedsteforældre gøre det, når omstændighederne krævede det.

Han vejer ikke for eller imod, når det gælder spørgsmålet om hans barns dåb. Nej, selvfølgelig skal hun døbes, den lille, og da det er en så stor og betydningsfuld begivenhed i hans liv, er det naturligt, at han søger til et nært venskab, når tilhørsforholdet for hans barn til kirken skal bekræftes.

Blandt den flok, der hører til den årgang, hvor de to blev konfirmeret, er det ikke de to, der skriver de store overskrifter i aviserne eller på anden måde er synlige i samfundet omkring dem, og det er ikke fra dem, jeg forventer de store samfundsombrydende meninger eller holdninger.

De er trådt ind i et spor, som er lagt før dem og for dem, og det spor følger de uden på noget tidspunkt at stille banebrydende spørgsmål. Ikke at de er bevidstløse i deres tilgang til voksenlivet, nej, men for dem er der ingen væsentlig grund til at ændre på det, de har kendt som trygt og godt, og som de hjertens gerne vil føre videre til deres egne børn.

DE SKRIVER IKKE OVERSKRIFTER, nej, men de vil være de første med underskrifter, hvis det nogensinde kommer dertil, at tilhørsforholdet til kirken yderligere skal bekræftes. Og det kan med de udmeldinger, der fra politikere fra forskelligt hold kommer om en snarlig adskillelse mellem stat og kirke herhjemme, sagtens komme på tale.

Der er i den forbindelse og i den debat, der er fulgt efter, blevet stillet spørgsmål til, om vi herhjemme kan bevare et stærkt folkeligt forankret tilhørsforhold til kirken, som det i generationer er kommet til udtryk i den folkekirkestruktur, vi endnu har.

Der er nok af tvivlere, der påberåber sig en langt større synlighed af kirken og dens betydning, end det i dag er tilfældet, hvis det skal lykkes fortsat at bevare en kirke, der ikke alene af navn, men også af gavn og tilhørsforhold kan kalde sig folkekirke. Og samme tvivlere forudser, at hvis det kommer til en overordnet og administrativ adskillelse, ja, så vil det komme for en dag, at der ikke er den folkelige opbakning, som er nødvendig.

Jeg har af progressive stemmer inden for kirken ladet mig belære om, at der skal ske noget markant på det kirkelige område i forhold til de nuværende medlemmer, hvis det kommer til en adskillelse, men man skal i al sin befippelse over en mulig adskillelse ikke underkende de medlemmer, der i det daglige ganske vist ikke slider på kirkebænkene, ej heller er aktive omkring møder og arrangementer eller i menighedsrådsarbejdet, men som er der som det stærke bagland, som ingen præst kan undvære i sit arbejde.

Jeg er sikker på, at kommer det til en adskillelse, hvad der på nogle punkter kan være grunde nok til, så vil tvivlen komme tvivlerne til skamme. Jeg ved godt, at det ikke er de to venner, der den søndag sad i kirken og i al hast fik de sidste praktiske ting om den forestående dåb på plads, der er synlige eller hørlige i debatten, og at det heller ikke er dem, der vil komme med tunge argumenter imod en adskillelse.

Nej, de hører, som de gør det i så mange andre sammenhænge, til de ”stille i landet”, som uden at fundere væsentligt over det vedgår arv og gæld. Arven fra de forældre og bedsteforældre, som den søndag sidder i kirken og i deres stille sind glæder sig over, at de unge er nået hertil og over gælden til den lille nyfødte, hvis tilhørsforhold til kirken nu skal bekræftes.

Jeg taler ikke om en ureflekteret og bevidstløs vedgåelse af arv og gæld. Nej, den er gennemtænkt og gennemreflekteret i sindet hos den unge far og hans barndomsven. Uden ord og slagkraftige ræsonnementer, nuvel, men med traditionens og kirkens vægt bag sig.

Vi må ikke glemme, at det også er dem, der i dag er kirke, og dem, der i morgen vil sikre, at vi fortsat kan kalde huset og fælleshjemmet for folkekirke.

Ole Juul er sognepræst i Ødum-Hadbjerg Pastorat