Efter terrortragedien i Oslo og på øen Utøya i Norge op-søger nordmænd i udlandet de norske sømandskirker for at finde ro og sørge over tragedien
Både lokale beboere og nordmænd er de seneste dage valfartet til de norske sømandskirker over hele verden for at lægge blomster, tænde stearinlys, græde og bede en bøn for de mange dræbte i terrortragedien i Norge i fredags. Og for at skrive trøstende ord i de kondolencebøger, som nu er lagt frem i mange af kirkerne. Det fortæller norske sømandskirker i både Europa og Asien til Kristeligt Dagblad.
LÆS OGSÅ: Norge overvældet af omverdens trøstSøgningen mod sømandskirkerne var særligt stor i søndags, hvor mange kirker arrangerede særgudstjenester til minde om de dræbte. Ved den norske sømands-kirkes mindegudstjeneste i København deltog 150 mennesker, primært danskere og nordmænd. Sømandspræst Magne Hoem fortæller, at flere hundrede mennesker i løbet af weekenden har banket på kirkens dør, og derfor holder kirken åben resten af ugen.
”Der kommer hele tiden mennesker. Søndag aften lukkede vi kirken meget sent efter gudstjenesten, fordi der hele tiden kom nye mennesker til, som havde brug for at være her. Det er nordmænd, men også danskere og ikke mindst dansk-norske relationer, familier, venner og naboer til nordmænd. Det er mennesker, som ikke plejer at komme i kirken, og mennesker, som vi bare ser på nationaldagen og til jul,” fortæller Magne Horn.
Også de norske sømandskirker i den spanske by Albir-Villajoyosa, i London og i Stockholm har haft en søgning helt ud over det sædvanlige i sommerferieperioden. I Albir-Villajoyosa mødte godt 200 op til mindegudstjeneste søndag, og både spaniere, nordmænd bosiddende i Spanien og norske feriegæster har været forbi kirken for at bede en bøn og tænde et lys, fortæller sømandspræst Jermod Hausberg.
”Når noget så grusomt sker, har mange spontant behov for at gå ind i et anderledes rum, hvor de kan få lov at være stille og tænde et lys. Selvom man ikke kender nogen direkte, bliver man berørt. Kirken giver plads til at være sammen. Det er ikke godt at være alene med sorgen. Vi har oplevet et angreb på fællesskabet, og derfor er det vældigt vigtigt, at vi står sammen nu,” siger Jermod Hausberg.
I London har der også været langt flere besøgende i sømandskirken, end der plejer på denne årstid, hvor mange nordmænd er hjemme på ferie. Det fortæller vikarierende præst i kirken, Victor Stoltz Meyer.
”Men det er helt anderledes i disse dage. Folk begyndte at komme til kirken i lørdags, og folk er blevet ved med at komme siden. Vi plejer at have lukket om man-dagen, men folk stod uden for kirken og ventede eller ringede til os fra morgenstunden, så vi åbnede kirken til stillestund og samtaler. Selv de unge kommer og tænder lys og græder og snakker med hinanden eller med os i kirken,” siger han.
Da de ansatte i den norske sømandskirke i Stockholm mødte lørdag morgen, lå der hvide liljer på kirketrappen. Blomsterne er siden vokset til et sandt blomsterhav. Nordmænd, men også svenskere uden tilknytning til Norge har opsøgt kirken.
”Vi har set ondskab i sin rene form. Det er kommet så tæt på. Nu er det, som om vi søger noget, som kan få alt i balance igen. At være sammen om noget så banalt som en kop kaffe kan hjælpe med at etablere en form for normalitet,” siger den norske sømandspræst i Stockholm, Terje Raddum, til den svenske avis Kyrkans Tidning.
Også den norske sømandskirke i Pattaya i Thailand mærker tragedien i Norge, fortæller den daglige leder, Hans Konrad:
”Folk er kede af det. Nogle kommer for at tænde lys i lysgloben, mens andre har behov for assistance til at bestille billetter hjem til Norge, fordi de kender nogen, der er døde på Utøya. Vi er klar til på alle måder at hjælpe dem, der har behov for det.”
schelde@k.dkjohansen@k.dk