Fra en angstneurotikers udkant. Replik til Gudmund Rask Pedersen

Hvis jeg, der intet har imod at blive kaldt tidehvervsk, gør en dyd ud af egne begrænsninger, som Rask Pedersen påstår, er det sandt for dyden en forbrydelse. Men er der tale om begrænsning, når man sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt folkekirken i dag overhovedet er ramme om forkyndelsen af evangeliet, som Tidehverv vil lukke inde i snævre, mørke rum? Er kirkens højmesse et snævert, mørkt rum?

Nej, kirkens højmesse, hvor det for en gangs skyld er Gud alene, der taler, er frihedens sted, hvor det ikke gælder om at være åben og rummelig, men hvor vi kun kan stå som tolderen, nederst og med bøjet hoved, frie i bundethed til Guds ord.

Ifølge Rask Pedersen er det de ”rummelige”, der rammes og rummes af Guds ord. Så rummelig er kirken altså ikke, at ”fløjene” kan være med. Gudstjenesten skal ikke være udtryk for menneskers rummelighed, men for Guds. Det er så sandelig ham, der tjener os. Vor tjeneste over for ham er at høre hans ord, men det bliver måske lidt svært, når der også skal være tid til bamsedåb.

Er det da ikke en rummelig Gud, der blev menneske for vore synders skyld, for vor vantros skyld (for en god ordens skyld vil jeg lige påpege, at vantroen ikke er ”eventuel”, den er menneskets grundvilkår i forhold til Gud lige siden Adam og Eva). En Gud, som således ikke kan innove­res, uden at han, som Katrine Winkel Holm så forbilledeligt udtrykte det i anden sammenhæng, bliver en marcipangud, der formes efter vores smag?

JEG HAR EN MISTANKE OM, at det er anliggendet, da Rask Pedersen tydeligt lader skinne igennem, at kun de rummelige nås af Guds ord og at nogle af os ikke er så rummelige. Det må vi leve med. At den utro godsforvalters hæmningsløse rundhåndethed drejer sig om præstens brug af gudstjenesten som omdrejningspunkt for egen kunstnerisk udfoldelse, er jeg nu ikke overbevist om. Til gengæld håber jeg på en gudstjeneste, hvor jeg kan få syndernes forladelse for min mangel på rummelighed.