Hver dag ankommer nye flygtninge til Dadaab-lejren i Kenya. Lejren er bygget til at huse 90.000 mennesker, nu er her 400.000.
- Karitte Lind Bejer.
Karitte Lind Bejer skriver fra Kenya |
27. juli 2011
I flygtningelejren Ifo blander alvor og frustration sig med lettelsen over omsider at have nået frem til det mål, der i ugevis har fyldt alt
Flygtningene dukker først op som sorte prikker i horisonten. Efterhånden som de arbejder sig hen over den sandede slette og nærmere Ifo i det enorme flygtningelejrkompleks Dadaab, begynder prikkerne at skille sig ud fra hinanden og bliver til mennesker. Trætte mennesker.
LÆS OGSÅ: Sult i Afrika. Befolkningsbomben tikker stadigNogen går alene, andre i små grupper. To kvinder skubber en trillebør foran sig. Nede i den ligger en ældre kvinde, der er for syg til selv at gå. En anden kvinde kommer langsomt gående hen over den sandede jord med tre mindre børn, der ikke viger en millimeter fra hendes side. Magre mænd med tørklæder svøbt om hovedet kommer til syne, en primitiv ladvogn trukket af et muldyr. Alle flygtningene har kurs mod det samme sted. Et sted, de i uge- og månedsvis har længtes efter at se.
For hver eneste flygtning, der udmattet når frem, vokser presset på den i forvejen overfyldte Dadaab i det nordøstlige Kenya. Lejren er oprindelig bygget til at huse 90.000 mennesker, men i dag rummer den i omegnen af 400.000 mennesker.
I modtagelsescentret bliver flygtningene registreret og modtager de første madra-tioner. Hele modtagelsesområdet myldrer med mennesker. Allerede ankomne og registrerede flygtninge står og betragter de nyankomne.
For to dage siden vandrede 35-årige Zeinab Kasim Mohamed ind i modtagelsesområdet sammen med sin afdøde svogers tre døtre.
”Vi har vandret i næsten to måneder for at komme hertil. Tidligere boede vi i Javaray (Somalia, red.). Vi dyrkede jorden og havde husdyr, men banditter stjal de fleste af dyrene fra os, og da tørken blev slem, døde de sidste,” siger hun.
På deres månedlange vandring sov Zeinab Kasim Mohamed og pigerne i primitive grenhytter, som de byggede, når de var for trætte til at gå længere. Der var ikke energi til at bygge dem større end allerhøjst nødvendigt, og ind imellem var Zeinab Kasim Mohamed så udmattet om aftenen, at hun sov stående, mens pigerne lå på jorden. Uden forbipasserendes og lokales hjælp havde de ikke overlevet rejsen.
”Vi har tigget mad hos de mennesker, vi mødte på vejen. Fra bilerne på vejen. Hver gang har jeg bedt om de samme to ting. Om almindelig ris, som jeg har kogt til os, og om vand. Vand er liv,” siger hun.
Mens hun taler, har en stor gruppe voksne og børn samlet sig for at følge med i, hvad der foregår. Pigernes hår er dækket af hovedtørklæder, men i drengenes hår kan man se, hvordan fejlernæringen har sat sig spor i form af rødblonde pletter i det ellers kulsorte, krusede hår. Nogen af børnene har også lyserøde pletter i ansigtet de steder, hvor huden er flaget af. Endnu en følge af markant fejlernæring.
Zeinab Kasim Mohamed er lettet over at være nået frem i god behold sammen med pigerne. På rejsen undrede de sig flere gange over de mange knogler, de så ligge spredt omkring på jorden.
”Først tænkte vi, at mange vilde dyr måtte jage her, og at det var knogler fra deres bytte. Senere har andre fortalt os, at det var knogler fra mennesker,” fortæller hun.
En midaldrende mand bryder ind.
”Min toårige søn døde undervejs. Vi bar ham, men han var ikke stærk nok. Jeg begravede ham, så godt jeg kunne,” siger han.
Stemningen i modtagelsesområdet er alvorlig og afdæmpet, men der er også lettelse at spore hos mange af de nyankomne. På samme måde som Zeinab Kasim Mohamed er de lettede over at have stået strabadserne igennem. Over at være nået et sted med vand og mad. Over at have en teltdug over hovedet. Så langt så godt.
Det er hos de flygtninge, der har opholdt sig i Ifo i flere måneder, at en umiddelbar vrede og bitterhed bobler over. Som hos 36-årige Maa-dey Ali Aamiin. Han ligner en mand, der ikke har fået en krumme at spise i ugevis. Men det har han, for han har boet i Ifo det seneste halve år sammen med sin familie. Nu er han mere fortvivlet end nogensinde, siger han.
”Jeg er bange for at blive sindssyg på det her sted. Vi får mad, men det er ikke nok. Vi tog hertil, fordi vi troede, at FN ville passe på os, men det gør de ikke. Jeg har hørt om mennesker, der forlader Ifo uden at vide, hvor de skal gå hen, fordi de ikke vil være her,” siger han.
Lige nu er Zeinab Kasim Mohamed lettet over at være nået frem. På længere sigt ved hun ikke, hvad fremtiden skal byde hende og børnene.
”Hvis der bliver fred i Somalia, vil jeg gerne vende tilbage. Havde det ikke været for tørken, var jeg blevet der. Men lige nu er der så mange problemer der, at jeg ikke vil tilbage,” siger hun.
udland@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad