En lejr af sorg og lettelse

Flygtningene dukker først op som sorte prikker i horisonten. Efterhånden som de arbejder sig hen over den sandede slette og nærmere Ifo i det enorme flygtningelejrkompleks Dadaab, begynder prikkerne at skille sig ud fra hinanden og bliver til mennesker. Trætte mennesker.

LÆS OGSÅ: Sult i Afrika. Befolkningsbomben tikker stadig

Nogen går alene, andre i små grupper. To kvinder skubber en trillebør foran sig. Nede i den ligger en ældre kvinde, der er for syg til selv at gå. En anden kvinde kommer langsomt gående hen over den sandede jord med tre mindre børn, der ikke viger en millimeter fra hendes side. Magre mænd med tørklæder svøbt om hovedet kommer til syne, en primitiv ladvogn trukket af et muldyr. Alle flygtningene har kurs mod det samme sted. Et sted, de i uge- og månedsvis har længtes efter at se.

For hver eneste flygtning, der udmattet når frem, vokser presset på den i forvejen overfyldte Dadaab i det nordøstlige Kenya. Lejren er oprindelig bygget til at huse 90.000 mennesker, men i dag rummer den i omegnen af 400.000 mennesker.

I modtagelsescentret bliver flygtningene registreret og modtager de første madra-tioner. Hele modtagelsesområdet myldrer med mennesker. Allerede ankomne og registrerede flygtninge står og betragter de nyankomne.

For to dage siden vandrede 35-årige Zeinab Kasim Mohamed ind i modtagelsesområdet sammen med sin afdøde svogers tre døtre.

”Vi har vandret i næsten to måneder for at komme hertil. Tidligere boede vi i Javaray (Somalia, red.). Vi dyrkede jorden og havde husdyr, men banditter stjal de fleste af dyrene fra os, og da tørken blev slem, døde de sidste,” siger hun.