”Hvad skal der blive af klosterlivet?”

Assumptionssøstrene kom til Danmark i 1908 og er en forholdsvis ung orden. Den blev stiftet i Paris i 1839 af Marie-Eugénie Milleret med det formål at tage sig af opdragelse og undervisning af børn og unge. Hun var optaget af at skabe en bedre verden og mindske uretfærdigheden. Selv var hun født ind i en meget privilegeret familie, men havde også øje for dem, der ikke levede et liv som hendes. Hun begyndte derfor med undervisning af fire fattige børn. Det udviklede sig, og i hendes levetid blev ordenen og dens tanker om undervisning til alle spredt til fire verdens-dele.

Søstrene i Danmark vil også blive husket for deres arbejde med at undervise børn. De grundlagde en skole på Frederiksberg i København, som stod færdig i 1909, og som i 1930 flyttede til Hellerup nord for København, hvor den internationale Rygaards Skole i dag ligger. Med den er søstrene i Danmark blandt andet blevet anerkendt for at bryde med ”den sorte skoles” tanker om disciplin, udenadslære og en autoritær underviser.

”Alle mennesker har noget godt i sig, nogle gange er der bare brug for, at andre vil være med til at fremelske det. Og hvis vi ikke kan det, er det vores fejl,” siger søster Anna Kristina, når hun skal forklare filosofien bag skoledriften i Hellerup.

I dag er der omkring 900 børn tilsammen i både den danske og internationale afdeling, og for katolske elever er der også messer og katolsk religionsundervisning.

På Rygaards Skole havde assumptionssøstrene mange roller. For eksempel underviste de i religion, og de varetog fællesskabet og de etiske værdier frem til deres farvel til Danmark. Men generelt mener nonnerne ikke, at der i samme grad som tidligere er brug for deres kræfter. For mange af de opgaver, som nonneordener stod for, har staten overtaget.

Ifølge søster Anna Kristina finder man i den udvikling en del af svaret på, hvorfor det ikke er lykkedes nonnerne at finde nye søstre til netop deres type orden, hvis opgave primært ligger uden for klostret. De har ellers forsøgt, og flere unge piger har i en kortere eller længere periode boet i klostret for at finde ud af, om de ville aflægge deres klosterløfte.

”For 100 år siden kom vi og byggede skoler og hospitaler. De er nu ofte overtaget af staten. Derfor vælger unge piger, som giver deres liv til Gud, at gå i lukkede klostre, hvor den daglige fordybelse og stilhed fylder mere. For det at blive underviser eller sygeplejerske er ikke længere så aktuelt for en nonne,” siger hun og spørger:

”Hvad skal der blive af klosterlivet på verdensplan? Det har jeg ofte tænkt på. Det er svært, at det ideal, som jeg tilsluttede mig for snart mange år siden, smuldrer væk.”

Udviklingen mod færre nonner i de klostre, der har deres primære virke uden for klostret, ser den katolske kirke i Danmark også. Men informationschef Niels Messerschmidt understreger, at antallet på omkring 190 søstre fra alle kvindelige ordener i Danmark er stabilt.

Imidlertid er det fortsat aktuelt at være nonne i for eksempel Afrika, Asien og Mellemamerika, hvor assumptionssøstrene også har klostre. For her er der brug for nonnerne til at undervise og pleje. I de 34 lande, hvor ordenen findes, går det ”relativt godt”, som søster Anna Kristina udtrykker det. Så på trods af, at tre af assumptionssøstrenes klostre i Danmark og et i Sverige nu har måttet lukke, skal nonnerne til andre klostre rundt om i verden. En guldring, som de alle bærer, er symbolet på, at de er en del af en større klosterfamilie.

Søster Anne Marié skal til sit hjemland, Frankrig, søster Mary Jo til Filippinerne, søster Anna Kristina og søster Meryem Anna til Belgien for alle at fortsætte deres klosterliv.

Søster Mary Jo ser frem til at komme tilbage til Filippinerne, hvor hun er født og opvokset.

”Når man lukker et vindue, er der mange andre, som åbnes, men det er sørgeligt at skulle sige farvel,” siger hun, og søster Anna Kristina supplerer:

”Det er ikke så meget landet og huset, det er svært at sige farvel til. Det er frem for alt søstrene, jeg vil savne. Men vi ved samtidig, at det er en betingelse at skulle sige farvel, for det står i vores livsregler, at ikke nogen person eller noget sted må begrænse os.”

Men det, at nonnerne først har forladt deres familie, så har opgivet at skabe deres egen og nu efter godt 15 år sammen i Danmark skal forlade deres klosterfamilie, er et vilkår, som ikke rokker ved glæden ved klosterlivet. Kendetegnet for søstrene er da også, at deres ordensdragt er lilla og ikke grå eller sort som de mere traditionelle dragter. I forskellige nuancer af lilla er de klædt i lang nederdel, skjorte, forskellige typer trøjer, og de har et tørklæde om hovedet. For de synes, at farverne grå og sort er så triste, og sådan skal livet som nonne ikke være.

”Jeg siger altid, at det eneste tegn på, at du er på din plads, er, at du er lykkelig. Vi ejer ikke noget personligt, men hvis det gør dig trist, skal du ikke gøre det. Vi gifter os ikke, og vi danner ikke på nogen måde par. Hvis det frustrerer dig, skal det ikke være din plads. Men hvis det giver dig dynamik at kunne være noget for andre, skal du gøre det. Det betyder ikke, at vi hver dag svæver over jorden i glæde, men vi har en dyb og indre ro og tilfredshed, som ikke er afhængig af, om det er godt vejr, eller om vi får noget bestemt at spise,” siger søster Anna Kristina.

anne.jensen@k.dkAssumptions-søstrene

Ordenens navn refererer til Jomfru Marias himmelfart og det latinske ord assumptio, som betyder optagelse. Samtidig er det også en henvisning til ordenens kald om at sikre alle en uddannelse, for at verden på den måde kan blive et bedre sted at leve, og flere kan få mulighed for en social opstigen, som stifteren Marie-Eugénie Milleret udtrykte det i 1839, da hun grundlagde ordenen.

Kilde: Den Store Danske Encyklopædi