/ritzau/ |
27. juli 2011
Balladen om et højere gældsloft er ikke kun udløst af strid mellem landets to store partier, men skyldes også intern uenighed blandt Republikanerne
”Det vil uden sammenligning være den dummeste ting, der nogensinde er sket i USA’s historie. Et selvmål af dimensioner.”
Sådan lyder vurderingen fra USA-ekspert ved Syddansk Universitetscenter, lektor Niels Bjerre-Poulsen, efter at det mere og mere tegner til, at de amerikanske politikere ikke vil blive enige om at hæve det såkaldte gældsloft, der aktuelt er på 14.300 milliarder dollar. Kommer der ikke en aftale, vil USA fra den 2. august begynde at få problemer med at betale sine regninger.
LÆS OGSÅ: Obama taler til nationen om gælden”Det er jo ikke et problem, der er pålagt USA udefra eller fra finansmarkederne, men et selvskabt problem. Under Bush-årene blev gældsloftet hævet syv gange,” siger Bjerre-Poulsen, der fremhæver, at statens gæld er vokset enormt siden 2001 som følge af en række initiativer fra især Republikanerne.
Da George W. Bush overtog præsidentposten fra Bill Clinton i 2001 var der overskud på statens finanser. Det blev forvandlet til et gigant-underskud som følge af krigsindsatsen i Irak og Afghanistan, ufinansierede skattelettelser og en udvidelse af sygesikringsordningen Medicare.
Så Republikanerne har i høj grad bidraget til den øjeblikkelige situation, og Niels Bjerre-Poulsen mener, at de fastlåste positioner ikke kun er udløst af strid mellem Demokraterne og Republikanerne, men også er resultat af en intern ”borgerkrig” hos Republikanerne.
”En mindre del af Republikanerne i Repræsentanternes Hus ser debatten om gældsloftet som en mulighed for at lave politisk afpresning. Hvis gruppen, der repræsenterer Tea Party-bevægelsen, ikke får alle dens betingelser opfyldt, truer den med at stemme imod en aftale. De fortæller vælgerne, sandsynligvis mod bedre vidende, at der ikke sker noget, hvis gældsloftet ikke bliver hævet.” /ritzau/