For mig er Edvard Weie en af de mest farvemusikalske kunstnere i dansk kunst. Hans maleri af en kvinde en sommerdag i haven er bygget op af brede penselstrøg, hvor kun få, sikre farvestrøg danner de enkelte former. Se for eksempel på gummitræets brede, ovale blade. Er penselføringen løs og summarisk, er farverne til gengæld mangfoldige og virkningsfulde. Jordens grårosa toner konfronteres med utallige grønne nuancer i vegetationen, og kvindens lavendelblå jakke ses på en dyb violet baggrund midt i alt det grønne. De mange beige farvetoner skaber lethed og ro, men får samtidig alle billedets farver til at synge i et fuldtonende samspil. Ligesom kunstneren udforskede farvens virkemidler, kan også beskueren opleve, hvordan farverne spiller optimalt op til hinanden.
Jeg bliver simpelthen glad og i sommerhumør af at se på det billede, og det handler meget om, at de enkelte farver forstærker hinanden. Der er sat farver over for hinanden, som man normalt ikke ville sætte sammen på den måde, og det gør det til et livligt og syngende billede.
Dame i haven kom til Vejle Kunstmuseum i 1932 som gave fra Ny Carlsbergfondet. Det er udateret, men Nina Damsgaard vurderer, at det er malet omkring 1930.
Edvard Weie (1879-1943) var uddannet håndværksmaler og søgte flere gange forgæves optagelse på Kunstakademiet. I 1905-1907 gik han på Kunstnernes Frie Studieskoler hos Kristian Zahrtmann. Her lærte han Harald Giersing og Sigurd Swane at kende, som han udstillede med i 1910 på Ung dansk Kunst, der indvarslede modernismen i den hjemlige kunst. Weies tidligste billeder var dæmpede, gråstemte interiører og bymotiver, men under et ophold i Italien klarede farverne på hans billeder op, og han arbejdede med en stadig friere penselskrift og en tiltagende farvepragt og lysfylde.