Jesper Bacher |
27. juli 2011
Sognepræst Jesper Bacher skriver om Breivik, tonen og friheden på eftertanke.dk
Det lyder som noget fra en bloddryppende actionfilm, men det er skinbarlig virkelighed. Den norske hovedstad er blevet udsat for en dødbringende bombeattentat og en politisk ungdomslejr har været genstand for en timelang massakre. En terroristisk totrinsraket, som i sidste uge endte med at koste 76 mennesker livet. De foreløbige meldinger siger, at det altsammen er en mands værk, den 32- årige Anders Behring Breivik. Til trods for sin bestialske udåd forekommer gerningsmanden imidlertid uden samvittighedskvaler. Han forstår sig angiveligt som en korsfarer, der er gået til kamp mod den marxistiske og islamiske trussel og begrunder bl.a. sine handlinger med bibelhenvisinger og eksempler fra kirkehistorien. Sagen har fået bl.a. Uffe Ellemann-Jensen til at sætte fokus på tonen i debatten. Er skarp retorik i forhold til islam og den muslimsk indvandring ikke med til at skabe de holdninger, som i sidste ende gjorde Breivik til massemorder? Fører ord til mord?
Det kan naturligvis være tilfældet. En klar opfordring eller befaling til mord har utallige gange resulteret i menneskers død, men her drejer det sig om tonen. Ikke det som konkret siges, men det underliggende og iboende, det, som ordene kan føre til. Tonen er betoningen, kanterne og brodden. Men det er ofte en letbenet kritik, hvor man kan antyde og mistænkeliggøre uden at henvise til konkrete ord og nøjes med at pege fingre ad dem, som ikke har øre for den politiske kammertone, der skægt nok svarer til den tonebekymredes egne holdninger.
Fri os fra det. Lad os ikke ofre den frie debattone af frygt for typer som Breivik. Skyggen fra dennne drabsmand skal ikke være mundkurv og overcensor. Islam er åndeligt og politisk ikke mindre problematisk efter nordmandens skammelige ugerning. Selvfølgelig ikke. Islam er nu som før den tragiske fredag sandhedsfornægtende i kraft af sin Kristusafvisning og ofte frihedsknægtende i kraft af sin lovforståelse. Islam står altid i modsætning til kristendommen og særdeles hyppigt lider den borgerlige frihed under islams pres. Det legitimerer ikke på mindste måde Breiviks hjerteløse massemord. Breivik er, om han vil det eller ej, al-Qaedas broder i ånden. Ifølge var CBS News var der faktisk en gruppe, ”Helpers of Global Jihad”, som var hurtige til at tage ansvaret for bombesprængningen i Oslo. Vanæren var som bekendt Breiviks, men hvis det ikke er en avisand, siger da noget om fælles tankegang. Ja, den selvudråbte korsfarer har ikke så lidt til fælles med de militante jihadister. De er fælles om den angerløse selvretfærdighed og den grusomme ihærdighed. De er fælles om at søge åndelig ammunition i deres religion, selv om det er såre forskelligt, hvor meget ammunition, man kan finde til at øve ”hellig” magt og vold i henholdsvis kristendommen og islam. Ret forstået er der i fald ikke ammunition til terror i en fortællingen om en korsfæstet frelser, som døde af kærlighed til en syndig verden, og Breiviks ”fund” viser bare, at den, som søger selvbekræftelse nok skal finde det. Djævelen forstår som bekendt at citere Bibelen til egen fordel.
Et godt eksempel på en mand, som talte sandhed om islam uden at række så meget som en lillefinger til forskruet korstogsteologi, er den dansk-amerikanske islammissionær, Jens Christensen (1899- 1967), som tilbragte størstedelen af sit liv i det nuværende Pakistan, hvor han med stor frimodighed forkyndte evangeliet i strid modvind og med hjerte for muslimerne. Jens Christensen er krystalklar, når det kommer til islam og bestemmer islam ”som mørkets magt, der kæmper mod Guds åbenbaring i Kristus”. Han er imidlertid lige så krystalklar i sin afvisning af korstogstanken. Jens Christensen skriver: ”Havde disse mennesker (altså korstogsteologerne og korsfarere) da aldrig læst Jesu ord: De, som dræber jer, vil tro, at de dermed gør Gud en tjeneste! Har de da aldrig frygtet for den mulighed, at det måske netop var dem, der – ved at dræbe de vantro – fejlagtig ville mene, at de dyrkede Gud?” I pave Urban IIs peptalk på kirkemøde i Clermont forud for det første korstog i 1095 lovede han soldaterne evig løn (aeterna praemia) frem for den timelige sold, som de ellers sloges for. Det er mildest talt dårlig korsteologi, om end de middelalderlige korstog også må regnes for et tiltrængt selvforsvar efter over 400 års muslimsk jihad mod den kristne verden. Men det er en anden historie.
Den aktuelle historie handler om en ufattelig tragedie og læren af den. Skal tragedien lægge en dyne over debatten og give uld i mund om islam, eller skal vi tale frit og samtidig undsige alle, der opfordrer og griber til vold i foragt for lov og orden, frihed og menneskelighed?
LÆS BACHERS BLOG PÅ EFTERTANKE.DK
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad