Fri os fra det. Lad os ikke ofre den frie debattone af frygt for typer som Breivik. Skyggen fra dennne drabsmand skal ikke være mundkurv og overcensor. Islam er åndeligt og politisk ikke mindre problematisk efter nordmandens skammelige ugerning. Selvfølgelig ikke. Islam er nu som før den tragiske fredag sandhedsfornægtende i kraft af sin Kristusafvisning og ofte frihedsknægtende i kraft af sin lovforståelse. Islam står altid i modsætning til kristendommen og særdeles hyppigt lider den borgerlige frihed under islams pres. Det legitimerer ikke på mindste måde Breiviks hjerteløse massemord. Breivik er, om han vil det eller ej, al-Qaedas broder i ånden. Ifølge var CBS News var der faktisk en gruppe, ”Helpers of Global Jihad”, som var hurtige til at tage ansvaret for bombesprængningen i Oslo. Vanæren var som bekendt Breiviks, men hvis det ikke er en avisand, siger da noget om fælles tankegang. Ja, den selvudråbte korsfarer har ikke så lidt til fælles med de militante jihadister. De er fælles om den angerløse selvretfærdighed og den grusomme ihærdighed. De er fælles om at søge åndelig ammunition i deres religion, selv om det er såre forskelligt, hvor meget ammunition, man kan finde til at øve ”hellig” magt og vold i henholdsvis kristendommen og islam. Ret forstået er der i fald ikke ammunition til terror i en fortællingen om en korsfæstet frelser, som døde af kærlighed til en syndig verden, og Breiviks ”fund” viser bare, at den, som søger selvbekræftelse nok skal finde det. Djævelen forstår som bekendt at citere Bibelen til egen fordel.

Et godt eksempel på en mand, som talte sandhed om islam uden at række så meget som en lillefinger til forskruet korstogsteologi, er den dansk-amerikanske islammissionær, Jens Christensen (1899- 1967), som tilbragte størstedelen af sit liv i det nuværende Pakistan, hvor han med stor frimodighed forkyndte evangeliet i strid modvind og med hjerte for muslimerne. Jens Christensen er krystalklar, når det kommer til islam og bestemmer islam ”som mørkets magt, der kæmper mod Guds åbenbaring i Kristus”. Han er imidlertid lige så krystalklar i sin afvisning af korstogstanken. Jens Christensen skriver: ”Havde disse mennesker (altså korstogsteologerne og korsfarere) da aldrig læst Jesu ord: De, som dræber jer, vil tro, at de dermed gør Gud en tjeneste! Har de da aldrig frygtet for den mulighed, at det måske netop var dem, der – ved at dræbe de vantro – fejlagtig ville mene, at de dyrkede Gud?” I pave Urban IIs peptalk på kirkemøde i Clermont forud for det første korstog i 1095 lovede han soldaterne evig løn (aeterna praemia) frem for den timelige sold, som de ellers sloges for. Det er mildest talt dårlig korsteologi, om end de middelalderlige korstog også må regnes for et tiltrængt selvforsvar efter over 400 års muslimsk jihad mod den kristne verden. Men det er en anden historie.

Den aktuelle historie handler om en ufattelig tragedie og læren af den. Skal tragedien lægge en dyne over debatten og give uld i mund om islam, eller skal vi tale frit og samtidig undsige alle, der opfordrer og griber til vold i foragt for lov og orden, frihed og menneskelighed?

LÆS BACHERS BLOG PÅ EFTERTANKE.DK