EU må holde fast ved sine værdier

Politiske ledere i Europa har længe opfordret til udvikling af demokratiske strukturer som den bedste garanti for at sikre alle mennesker rettigheder og muligheder. Med begivenhederne i det sydlige Middelhav er der mulighed for at omsætte ord til handling.

Tunesiens og Egyptens regeringer og befolkninger har været bemærkelsesværdigt gavmilde og gæstfrie ved at tage imod hundreder af tusinder af mennesker på flugt fra Libyen. EU har erkendt betydningen af at udvise solidaritet med landene i Nordafrika, men kunne gøre meget mere. Debatten i medlemsstaterne har en tendens til at fokusere på de udfordringer, mennesker, der forlader Libyen, kan indebære, snarere end det potentiale, de kan udgøre for at berige vores samfund.

I drøftelserne lykkes det ofte heller ikke at tage hensyn til den relative fordeling af asylsøgere og flygtninge rundt om i verden. De 27 EU-lande modtog i alt lige over 243.000 asylansøgninger sidste år. Det udgør 29 procent på verdensplan. Sydafrika alene modtog cirka 180.000 asylansøgninger.

UD AF DEM, der anerkendes som flygtninge, opholder cirka fire femtedele sig i udviklingslande. EU-landene gav flygtningestatus eller anden form for beskyttelse til cirka 74.000 flygtninge sidste år. I kontrast hertil er der cirka 400.000 flygtninge alene i lejrene i Dadaab i Kenya, og antallet skønnes at vokse med 1300-1500 personer om dagen som følge af krisen i Somalia.

EU har bestemt kapacitet til at øge sin andel af ansvaret for flygtninge og asylsøgere. På nuværende tidspunkt findes der stadig ikke et reelt fælles asylsystem, da der fortsat er betydelige forskelle i medlemsstaternes modtagelse og behandling af asylsøgere.

I 2010 havde asylsøgere fra Irak 49 procent sandsynlighed for at opnå international beskyttelse i Frankrig, 56 procent sandsynlighed i Tyskland og mindre end 2 procent sandsynlighed i Grækenland eller Irland.

Et system, der behandler asylansøgninger så forskelligt, er langtfra fuldstændigt. Flygtningekonventionens 60-årsdag vil forhåbentlig sætte gang i skabelsen af et reelt fælles europæisk asylsystem. Det nye europæiske asylstøttekontor forventes på meningsfuld vis at bidrage hertil, både mellem EU-lande og mellem EU og lande uden for EU.

EU kunne også gøre meget mere, hvad angår genbosættelse. Genbosættelse er den proces, hvorved flygtninge permanent flyttes til et andet sted, sædvanligvis fra mindre udviklede lande til nye lande, hvor de får fast bopæl, oftest i udviklede lande. Flygtninge genbosættes, når de ikke sikkert kan opholde sig i det første asylland eller ikke har udsigt til at finde en varig løsning der.

De cirka 6000 genbosættelsessteder, som EU på nuværende tidspunkt stiller til rådighed, udgør cirka 7,5 procent af de pladser, der er til rådighed på verdensplan. At fremme et genbosættelsesprogram på EU-plan og at tage imod flere ville udgøre et velkomment bevis på EU’s øgede vilje til international solidaritet og ansvarsdeling.

Når vi gør os klar til at fejre 60-årsdagen for flygtningekonventionen i dag, så lad os erkende, hvor central den fortsat er for Europas værdier. Lad os i lyset af de nye kriser, der opstår, og de gamle, der ikke er løst, også beslutte os for at gøre mere for at beskytte og finde løsninger for fordrevne og forfulgte mennesker. Europa har en historisk uerstattelig og stadig vigtig rolle at spille. Lad os sikre, at vi kan spille den rolle.

Cecilia Malmström er medlem af Europa-Kommissionen med ansvar for indre anliggender. António Guterres er De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge og tidligere premierminister i Portugal.