”Men homoseksuelle og kirken har ikke historisk været den største kirkesplittende faktor i folkekirken. Det var ordinationen af kvindelige præster, hvor en tredjedel af alle præster protesterede. Protester af den størrelse er ikke set før eller siden,” siger kirkehistoriker Jørgen Stenbæk.

I dag er der både et befolknings- og et folketingsflertal til at gå videre med en egentlig vielse eller registrering af homoseksuelle par i kirkerne. Halvdelen af biskopperne mener i dag, at homoseksuelle par bør kunne vies eller registreres i kirkerne. Det samme gør næsten en ud af fire sognepræster, der har deltaget i Kristeligt Dagblads undersøgelse af spørgsmålet tidligere på året.

”Folkekirken gør det, den altid gør,” siger lektor Peter Lodberg på Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet.

”Den forsinker beslutningen, så hele befolkningen kan nå at komme med.”

”Og nu er det et spil mellem biskopper, Kirkeministeriet og Folketinget om, hvem der har den sidste brik.”

Homoseksuelles civilretlige status er ikke en sag, der alene berører den kirkelige højrefløj. Her deler den syn med hovedparten af tidehvervspræsterne og flere andre.

Men Peter Lodberg tror ikke på, at højrefløjen går fra folkekirken.

”Den har råbt ’ulven kommer’ mange gange. Men med Evangelisk Luthersk Netværks krav om en særlig biskop alene til at føre tilsyn med højrefløjens præster og menigheder, trusler om at danne valg- og frimenigheder og egne uddannelsesinstitutioner forsøger højrefløjen tilsyneladende at hæve indsatsen med en egentlig parallel struktur. Jeg tror, højrefløjen skal træde varsomt. For frem for en splittelse af folkekirken kan den i stedet risikere at splitte højrefløjen i en trofast folkekirkelig flok og en frimenighedsgruppe,” siger han.

I forbindelse med det udvalg om ”Folkekirken og registreret partnerskab”, som daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) nedsatte sidste år med en rapport til følge, blev det også enstemmigt vedtaget, at der skal indføres en ny sætning i alterbogen. Her skal det fremgå, at præster, som er imod både en vielse og et ritual til velsignelse af homoseksuelle par, kan fritages, og at vielse af homoseksuelle er uforeneligt med kristen ægteskabsforståelse.

Peter Lodberg tvivler på, at den sætning får nogen gang på jorden.

”Alterbogen, salmebogen og den nye bibeloversættelse er definitionen på folkekirkens rummelighed. Hvis den såkaldte præambel kommer ind i alterbogen, vil den ende som et kirkepolitisk stridsskrift,” siger han.

Det mener Jørn Henrik Olsen, fakultetsleder for Menighedsfakultetet, en af højrefløjens uddannelsesinstitutioner, ikke.

”Den sætning skal være i alterbogen, ellers mister folkekirken en stor del af sine medlemmer. Hvis frihedstraditionen ikke markeres klart, så kan det sprænge kirken yderligere,” siger han.

Han advarer også mod den tilpasningsteologi, som han mener ligger både i befolkningsflertallet og hos visse af biskopperne.

”Kvindelige præster er til diskussion og fortolkning, men med velsignelse eller vielse af homoseksuelle er det noget helt grundlæggende, der står for fald: den skabelsesteologiske opfattelse af ægteskabet. Og det vil losse en masse over i valgmenigheder, frimenigheder og frikirker, så det kan risikere at æde ordningen om folkekirken op indefra.”

Vilhelm Beck, der var Indre Missions stifter og reelle leder gennem 40 år, var den mand, der for alvor knyttede Indre Mission til folkekirken, og begrundelsen har gennem mange år været, at det var nemmere at missionere i sognekirken end i missionshuset, hvor det var sværere at få folk ind.

”Men Beck sagde også, at kom det dertil, at folkekirken gik sine egne veje, så var det ingen sag at sætte spir på missionshuset og flytte en døbefont ind i det,” siger Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission og bevægelsens første formand nogensinde, der er præst i en valgmenighed og ikke i en sognekirke.

”Især de seneste 5-10 år har det været svært at sige nej til gudstjenestefællesskab. Og hvis der skal holdes sammen på folkekirken fremover, så skal vi have mere frihed. For eksempel til at sige nej til fællesskab med både mandlige og kvindelige præster, vi ikke deler teologi med. For eksempel til de udendørs anden pinsedags-gudstjenester. Det ødelægger intet for nogen, hvis vi ikke er der,” siger Hans-Ole Bækgaard.

Hans-Ole Bækgaard mener, at hvis der kommer et ritual for enten velsignelse eller vielse af homoseksuelle i kirken, så kræver det, at folkekirken bliver en funktionel rammeordning.

”I dag er der et bekendelsesgrundlag, men hvis folk bliver ved med at sige, at de vil forlade kirken på grund af den liberalisering, der er sket, så er vi nødt til at have flere rum i det hus, der hedder folkekirken, for at vi kan være der sammen.”

Også Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, protesterer mod at blive tvunget i gudstjenestefællesskab med præster, der har en anden teologi end hans.

”Jeg samarbejder med kolleger, møder op til ordinationsgudstjenester og officielle lejligheder. Men lokalt vil jeg være med til at danne menigheder, der praktiserer det, vi mener er bibelsk praksis,” siger han.

Men hvornår sætter man sig reelt uden for folkekirken? Eller er der en nedre grænse, der angiver, at fællesskabet er afgået ved døden?

Ifølge biskop Karsten Nissen, Viborg Stift, som har taget mange hug fra højrefløjen, fordi han vil være med til et autoriseret ritual for kirkelig velsignelse af homoseksuelle par, så er der en grænse.

”Hvis man holder gudstjeneste med nadverfejring i missionshusene om søndagen, og hvis man bruger betegnelsen ’vranglære’ om de lægfolk, præster og biskopper i folkekirken, der har andre holdninger end en selv, så er man på vej til at bryde det kirkelige fællesskab,” siger Karsten Nissen.

Så der gik grænsen.

I hvert fald en af dem.

benteclausen@k.dk