Vor nødværge over for alverdens Breiviker

Et forsøg, som ikke redder noget. Og dog er det alt, vi kan. I vor afmagt. For vi har intet værn over for terroristen Anders Breivik. Intet værn imod, at han lod sin såkaldte sag hellige midlet. Og dog. Vi skal nu for alvor forstå, at de, som vil gennemtvinge deres idéer for enhver pris og lade målet hellige midlet, kan være blandt os. I den smertelige erkendelse starter vor nødværge.

Men det er svært at erkende i vore nordiske samfund, som om nogen hylder enhvers demokratiske ret til at tale frit. Især i vor danske virkelighed, hvor Grundtvigs ånd lever i det ene, at frisindet tilsteder os at sige, hvad vi mener, så alle både bliver hørt og også modsagt.

Frisind består ikke i at tolerere enhver mening eller ytring, men i at lade meninger og ytringer brydes. Uenigheden er ethvert fællesskabs udfordring. For i uenigheden skal vi finde os i hinanden. Vel at mærke hvis vi anerkender vor fælles bestræbelse på at skabe samfund sammen. For hvis nogen for enhver pris vil knægte frisindet ved at gennemtvinge alene sin idé, så lever den fælles bestræbelse ikke længere.

DERFOR MÅ VI OGSÅ opfatte vort frisind som så dyrebart, at vi må handle i nødværge over for det vanvid, der vil lade en sag komme før mennesket. Idéer som en konstruktion udtænkt i et hoved må ikke betvinge virkeligheden. For fanden stikker altid sit fjæs frem i idéernes rige.

Totalitære regimer har forsøgt at betvinge virkeligheden med vanvittige ideologier, som skulle fuldkommengøre mennesket, så det kunne passe ind i idéen. Hvis ikke mennesket kunne det, kunne de i deres ufuldkommenhed afskaffes. Netop som terroristen Breivik i sit djævelske galmandsværk har udraderet unge mennesker.

Vor nødværge må ikke bestå i, at vi gør det samme. At vi gør demokratiet til en idé, som vil tale om mennesket som fuldkomment. Nej, vi skal i vor nødværge forsvare retten til ikke at leve efter betvingende idéer. Vi skal forsvare vor ufuldkommenhed. Vi skal forsvare mennesket over for idéerne. Vor nødværge over for alverdens Breiviker består i, at vi standhaftigt fortsætter med at bygge samfund sammen. I en fælles folkelig bestræbelse, hvor vi måler os selv på evnen til dels at sætte sig i hinandens sted, dels at blive sig selv sammen med hinanden.

Kristian Massey Møller,

Valgmenighedspræst og forfatter,

Vandrigsvej 20, Store Heddinge