Den daglige havevandring

Lige siden jeg selv fik en have, har jeg gået daglige havevandringer. Også i regnvejr og i snestorm. Egentlig uden at tænke så meget over det, men jeg nyder hver en tur og finder gentagelsens logik tiltalende. Måske tager jeg lidt ukrudt med mig på vejen. Måske er der en blomst, der får vand. Måske ikke. Som regel er det bare for at tømme hovedet og for at se til planter og træer og havens dyreliv.

På en af mine daglige runder her for nylig kom jeg til at tænke lidt nærmere over havevandringens fortræffeligheder. Det ledte mine tanker over på søde, gamle Ingeborg. Ingeborg blev min svenske reservebedstemor, da mine forældre i sin tid købte en ødegård i Sverige. Ingeborg var født i det hus, mine forældre købte, og hun var så taknemmelig for, at nogen tog vare på hendes gamle barndomshjem og kastede sin udelte kærlighed på vores familie.

Jeg husker Ingeborg for mange ting. Men jeg husker hende særligt for alle de mange havevandringer, vi tog sammen, når hun var på besøg i sit barndomshjem. Jeg forstod aldrig rigtig, hvad der var så spændende ved at gå den samme have rundt igen og igen. Så meget forandrede den sig trods alt heller ikke, men det var lige meget, for jeg hyggede mig og var frem for alt sammen med Ingeborg.

Vi stoppede altid nogenlunde de samme steder, hver gang. Gentagelsens logik. Vi stoppede ved de gamle æbletræer blandt andet, ved udsigten ned over marken, og vi var som regel også forbi egetræet henne ved stenkælderen. Det blev plantet det år, hvor Ingeborg blev født, så derfor vidste vi, hvor gammelt det var. 92 somre var det blevet til for både egetræet og for Ingeborg på en af de havevandringer, jeg kan skille fra de mange.