Katastrofemedarbejder på fuld tid

Nicholas Wasunnas far er kenyaner og hans mor englænder. Opvæksten og uddannelsen foregik så forskellige steder i verden som Skotland, Kenya og England. Som dreng boede han i Kenya, hvor han også færdiggjorde grundskolen. Uden helt at kunne forklare hvorfor efterlod netop den periode i hans liv ham med en stærk følelse af at ville ”give noget tilbage” til landet.

”Følelsen har altid været der, og da jeg oplevede, hvor godt det føltes at udføre det her arbejde, forfulgte jeg det.”

Som mange andre hjælpeorganisationer i landet knokler World Vision i disse dage i døgndrift for at distribuere mad, medicin og rent vand til de mange nødstedte kenyanere i den nordlige del af landet. Men for Nicholas Wasunna er det de langsigtede udviklingsstrategier, der er nøglen til at gøre en virkelig forskel. Den akutte nødhjælp får folk til at svømme oven på i en katastrofal tid, hvor de ellers ville være sunket til bunds i sult og fattigdom. Den er uundværlig, men den udvirker ikke den forandring, som Nicholas Wasunna brænder for.

”Nødhjælp og udviklingsarbejde er uhyre komplekst. Dengang jeg stadig var grøn, troede jeg, at løsningen på problemerne var enkel, og at jeg sad inde med opskriften: penge! Hen ad vejen opdagede jeg, at tingene ikke hænger sådan sammen. Nogen mennesker er entreprenører, andre er ikke. Hvis førstnævnte tager et mikrolån, får de en hel masse ud af det. Sidstnævnte får det samme lån, men de er ikke entreprenørtyper, og for dem betyder lånet ikke nogen stor forskel på længere sigt.”

Mennesker er forskellige. Man kan ikke ”udvikle” andre mennesker, man kan kun støtte dem i at udvikle sig selv. Og gratis hjælp er ikke løsningen, lyder hans filosofi. Hvad enten det handler om vandpumper eller mad, er gratis ikke bæredygtigt. I en katastrofetid som nu skal det til, men derudover giver det problemer.

”Når du giver folk noget gratis, værdsætter de det ikke. Så snart vandpumpen bryder sammen, er der ingen, der føler ejerskab eller ansvar for den. Set fra deres synspunkt tilhører pumpen og problemet dig, der har doneret den. Ikke dem selv.”

Som et eksempel nævner han området omkring Turkanasøen i det nordligste Kenya, hvor en hel generation af nomadiske kvægbrugere, der nu er i 30’erne, er vokset op med nødhjælp.

”De tager den hjælp som en selvfølge. Som noget de har ret til. Er det godt?”, spørger han.

Klimaforandringerne har været et faktum i Østafrika i flere år, mener han. Sammen med den stadig voksende overbefolkning er det omdrejningspunktet i den krise, der udfolder sig for åbent tæppe i Østafrika. Derudover er der alle de andre problemer. Regeringen i Kenya er blot et af dem, om end Nicholas Wasunna understreger, at de gør noget. Bare ikke nok. Der er arven fra kolonitiden, der gør, at mange kenyanere selv i dag opfatter Nordkenya som ”en værdiløs og uvidende del af landet, faktisk som et helt andet land”, siger han. Der er private forretningsmænds opkøb af de frodige græsarealer, hvor kvægbrugernes dyr tidligere åd sig godt i stand. Og flere til. Nicholas Wasunna opremser dem flydende og i højt tempo. Han kan dem udenad.

”Jeg er gift og har tre børn, men jeg lever også med mit arbejde. Det er der altid. Når jeg kommer hjem og tænder for nyhederne, er mit arbejde jo lige der på skærmen,” siger han.

udland@k.dk