Modsigelse er bedre end forbud

Det er svært at være uenig. Og det er Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Elle­mann-Jensen da heller ikke. I et interview i Kristeligt Dagblad den 26. juli citerer han Stoltenberg for just de ord (dog minus det om naiviteten!).

Derfor må det undre, at Ellemann kan drage en direkte sammenhæng mellem tragedien i Norge og det, han kalder ”den onde og uforsonlige tone”, der af og til føres i debatten herhjemme, især om udlændinge. I forbifarten nævnes også Muhammed-karikaturerne, og det til trods for, at Anders Breivik flere år før dem var begyndt at planlægge sin absurde udåd.

Nu siger Ellemann, at han som alle andre troede, at det var islamistiske kræfter (læs: al-Qaeda) der var på spil, men så slog det ham, at det også kunne være en ”højreekstremistisk tosse”, der stod bag. Ja, eller en ”venstreekstremistisk tosse”. Ellemann har vel ikke glemt Blekingegadebanden? Havde der været tale om en ”venstreekstremistisk tosse”, var det nok ikke gået ud over den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, men vel snarere Dansk Folkepartis Ungdom, hvis det altså var herhjemme, det var sket. Men det gør vel i princippet ingen forskel.

Skal vi ikke slå fast, at ugerningerne i henholdsvis Oslo og på Utøya var en gal mands værk, som han og kun han kan drages til ansvar for? Om han så var sindssyg i gerningsøjeblikket, må retten jo afgøre. Men at gøre ”tonen” i debatten medansvarlig for den grusomme terror giver ingen mening overhovedet.

Hvis man mener noget med ”mere demokrati”, må man også være forberedt på at lægge øre til ytringer, der er én inderligt modbydelige. Sådanne ytringer giver Ellemann selv et par eksempler på i det nævnte interview, og jeg kan kun være enig i, at de er modbydelige. Men så må man altså modsige dem, ikke forbyde dem.

Jeg ved godt, for det læste jeg i sommerferien i Ellemanns fornøjelige Mands Minde-foredrag, som han holdt i Vartov i 2007, at Jens Peter Jensen (Ellemanns far) ofte sagde, at ”ytringsfrihed er frihed til at sige, hvad man har lyst til, men det er ikke en pligt til det.”

Nej, det kan han da have ret i. Men hvad har det egentlig med sagen at gøre?

Jens Kvist,

sognepræst,

Kirkebakken 1,

Aabenraa