Norge vil komme styrket ud af krisen

MEN HAN ER IKKE hele forklaringen. At man i kølvandet på en forbrydelse af dette massive omfang har haft en offentlig diskussion med få bebrejdelser og færre fordømmelser, tyder på en sammenhængskraft og et indre sammenhold i det norske samfund, som må vække beundring.

Så vidt det kan bedømmes på distancen, har der været nærmest total opbakning til Stoltenbergs grundlæggende budskab om, at tragedierne på Utøya og i Oslos centrum skal besvares med mere åbenhed, mere tolerance og mere demokrati. Det er da imponerende.

Som forløbet har været, hvor verdenspressen har rapporteret non-stop fra Norge, kan man håbe på, at der rundt omkring på kloden aflejres nyttig inspiration til, hvordan man betoner samtalen og respekten for andre mennesker, frem for at koncentrere kræfterne om at grave flere grøfter. Mange lande har noget at lære her. Det gælder også vort eget.

STATSMINISTER Stoltenberg har ikke været den eneste myndighedsperson, som trådte frem og viste lederskab. Politiet formåede i de afgørende timer efter udåden at vise stor korrekthed ved ikke at spekulere i baggrunden eller motiverne for forbrydelsen, før de nødvendige fakta var på plads.

Ikke alle viste et tilsvarende overblik. Både i Norge og internationalt var mange medier for hurtige til at kæde denne terrorhandling sammen med den islamiske terrorisme. Det skete også for denne avis, og det har selvsagt affødt refleksioner om, hvordan vi undgår noget lignende fremover.

At det viste sig, at gerningsmanden var norsk, blond og antimuslimsk har vakt stor overraskelse og forfærdelse. Efter et årti, der har været domineret af frygten for islamisk terror, er det nu dokumenteret, at ondskaben har flere hjem og ikke udelukkende kan knyttes til en bestemt religion eller et bestemt tankesæt.

MODSAT NORDMÆNDENE, der har holdt sammen, er man andre steder midt i lammelsen og sorgen fortsat med at angribe hinanden og sætte navne på. Det har udløst beskyldninger om, at nogle har et medansvar for ugerningen. Men det er selv at gå over stregen.

Frem for at tale om medansvar, bør vi alle – høj og lav, tavs såvel som højtråbende – stille os selv spørgsmålet, hvordan vi hver især kan bidrage til et samfund, der ikke frembringer en ny Anders BehringBreivik.

Det er politiske lederes ansvar at sikre, at den offentlige debat bliver åben, ærlig og præget af respekt frem for lukket, uhæderlig og dæmoniserende. Rigtige ledere går foran, siger fra over for agitationen og nægter selv at spille de skæve bolde.

Men vi har alle en opgave. At slå sig til tåls med, at terroren i Norge var en gal mands værk, og at vi nu kan fortsætte, som var der tale om en enkeltstående hændelse, frembragt i et tomt rum, vil være at nægte at se virkeligheden i øjnene.

Ord er ikke ligegyldige. Når man i generaliserende vendinger taler om en etnisk gruppe som en besættelsesstyrke eller blæser til modstandskamp mod de pågældende menneskers religion som en fascistisk ideologi, er der nogen, der lytter efter.

Igen er det Stoltenberg, der har sagt det mest præcist: ”Vi er nødt til at tolerere synspunkter, vi ikke kan lide. Men det vigtigste er, at alle, der deltager i den offentlige debat, er bevidste om, hvorvidt deres synspunkter bidrager til had og derfor også stimulerer vold”.

Der er ikke brug for lovgivningsmæssige indgreb over for ytringsfriheden. De gældende bestemmelser mod racisme og blasfemi kan bruges, som de er. Men vi skal tænke os om, fordi ord ikke er ligegyldige, og det er mærkeligt, at nogle kredse slet ikke er indstillet på at udøve nogen form for selvkritik.

NORGE HAR GJORT DET til en national opgave at styrke opslutningen bag demokratiet og dets institutioner for på denne måde at modbevise gerningsmandens sygelige forestillinger om statsmagtens forræderi og fordærv. Det ser ud til at virke. Foreløbig strømmer nye medlemmer til de politiske ungdomsorganisationer.

At de unge nordmænds samfundsmæssige engagement er stigende trods massakren mod sommerlejren, er de seneste dages største opmuntring. Det er de unge, der skal tage over, som vi må sætte vores lid til i denne svære tid.

Troen på ungdommens kraft og uendelige somre har fået mange i Norge til at citere fra Nordahl Griegs sang ”Til ungdommen” fra 1936. Den blev også sunget ved mindegudstjenesten i Oslo Domkirke og senere i Københavns Domkirke.

Allerede søndag modtog undertegnede en mail fra en af avisens læsere. Den pågældende skrev, at han fra en nordmand havde hørt, at de på Utøya plejer at synge denne sang, og han gengav i sit brev det sidste halvandet vers i håb om, at det ville vække til eftertanke.

Brevet har ligget på skrivebordet lige siden, og selvom Griegs sang er blevet citeret meget allerede, gengives den sidste del alligevel med håbet om, at ordene vil give andre styrke og optimisme på samme måde, som det har været tilfældet for denne klummes forfatter. Samtidig sendes en varm tak til den pågældende læser af avisen.

Den, som med høyre arm

bærer en byrde,

dyr og umistelig,

kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt

fra bror til bror:

vi vil bli gode mot

menskenes jord.

Vi vil ta vare på

skjønnheten, varmen

som om vi bar et barn

varsomt på armen.

ehrenreich@k.dk

Læs tidligere Udlands-kommentarer på k.dk