Med anstændigheden i behold?

Hvordan skal man fortsætte sit liv efter flere år som soldat under Anden Verdenskrig, efter at være blevet såret to gange på Østfronten og alligevel være sluppet nogenlunde helskindet igennem krigens rædsler? Jens A. Berg, der som del af det danske mindretal i Nordtyskland under nazitiden ligesom alle andre tyskere blev indrulleret i Hitlers værnemagt, vælger for sig selv at fokusere på det positive. Han tolker sine oplevelser under Anden Verdenskrig som værende skæbnebestemte, noget, som Gud førte ham igennem, og som han heldigvis slap levende igennem.

”For mig var troen med til at skabe ro i sjælen, da vanskelighederne tårnede sig op foran mig, og jeg kan i dag se, at der var en dybere mening med alle de ’ulykker’, jeg kom ud for i mine fem år i uniform,” udtrykker han det i de erindringer, journalist Ole Sønnichsen har nedskrevet efter hans fortælling.

Og Berg holder med sin tro og sin verdenstilgang også fast i en positiv tolkning af mennesket. Gang på gang fortæller han om medmenneskelighed, respekt og værdighed på begge sider af fronten. Og aldrig lader han derfor et ondt ord falde om russere, tyskere eller andre involverede parter i krigen.

Men dette sympatiske fokus på menneskelighed i krigen er ikke uproblematisk. For forfatteren, der efter krigen blev dansk statsborger og stiftede familie i Sønderjylland, skubber med sit insisterende fokus på anstændighed og ærlighed de grusomheder, som krigen reelt bestod af, alt for meget til side og fratager dermed nærmest ubevidst de enkelte soldater ansvaret for deres del i ugerningerne.