Jeg har øvet mig i ikke at være alt for fej

”Jeg har i ’Regnebrættet’ flere eksempler på, at vi reagerer med afvisning af den, der lider: Det går snart over! Bare tag de her piller! Det er rigtignok synd for dig, og jeg vil gerne hjælpe dig, men lige nu er vi i gang med store planer, men når sundhedsreformen træder i kraft om et år, skal vi nok gøre noget. Vi er så besatte af at planlægge en bedre fremtid, at vi forsømmer smerten og lidelsen, der ligger lige foran os i nutiden. Det er en måde at vende ansigtet væk på, en måde at svigte på.”

”Vi skal ikke afvise pillen, men vi skal heller ikke bruge pillen til at afvise verden. Du skal turde se tilværelsen lige ind i øjnene, men det er der ingen af os, der gør. Vi ser den måske et øjeblik, og så slår vi blikket ned igen.”

”Min ven Søren får piller. Og lægen taler hele tiden udenom. Han vil ikke sige, hvad der er i vejen. Men den helt store snakken udenom finder jeg på væggen i Ribe Domkirke – de der smølfer. Det gik mig rigtig meget på, hold da op!”

En varm sommerdag i 1992 besøgte Egon Clausen Ribe, hvor han 30 år tidligere havde gået på seminariet. I mellemtiden var Ribe Domkirke blevet restaureret, og korpartiet var blevet udsmykket af maleren Carl-Henning Pedersen. De dansende figurer i korrundingen, der af kritikere er blevet sammenlignet med de små legetøjsfigurer kaldet smølfer, havde han set før. Også dengang blev han oprevet over udsmykningens manglende budskab: ”Vi har desværre ikke noget at byde på. Find selv på noget!”

”Jeg syntes, det var en fornærmelse. Jeg har altid været i et diskuterende forhold til kristendommen. I Ribe Domkirke så jeg, at den modpart, jeg diskuterede med, ikke havde noget at sige. Carl-Henning Pedersens maleri i Ribe Domkirke er kreativ dans og leg for de finere klasser. Det fortæller, at der findes ingen mening, og hvis der er nogen, skal man selv finde den. Den danske kirke er holdt op med at sige noget – det er et kæmpe svigt!”

Det var også i Ribe, at Egon Clausen som ung lærerstuderende en aften gik hjem fra en koncert på seminariet. I anlægget ved Dagmarsbroen, hvor der gror ærenpris i græsset, en lille blomst med lyseblå kronblade, følte han, at han blev velsignet. Senere skriver han i ”Regnebrættet”, at ”blomstens latinske navn er Veronika, som ifølge legenden er navnet på den kvinde, der rakte en svededug til Jesus, da han gik vejen til Golgata”.

”Det er for mig et billede på, at i kristendommen forholder man sig til lidelsen som et fænomen, der er i verden. Det synes jeg er dybt fascinerende og trøsterigt. Der bliver ikke sagt noget om, at det går væk om lidt. Man ser på næsten i nød, siger ’det er synd for dig’ og accepterer tilstanden.”

”Det er sådan noget, som kirken godt kunne sige. De der billeder på væggen i Ribe Domkirke er et forsøg på at reducere kirken til et kunstgalleri. De figurer ligner jo mig og min ven, da vi var unge. Vi var også nogle fjolser. Men ligheden er helt utilsigtet fra kunstnerens hånd, det skal jeg love dig for.”

”Udsmykningen hører hjemme i en opfattelse af kunst, hvor kunstneren er en skaber, en lille Vorherre, der har skabt en verden, og den må ikke stå i forbindelse med nogen. Den står udelukkende i forhold til sig selv, har intet budskab og er fuldstændig løsrevet fra alting. Men det går ikke i en kirke, hvor alt – bygningen, lyset, inventaret – er én kæmpemæssig flerstemmig tale. Og så kommer der sådan en nar,” siger Egon Clausen.

”Du skal elske din næste som dig selv”, også kaldet det dobbelte kærlighedsbud, for det begynder med ordene ’Du skal elske din Gud’, udlægger han således:

”Den schweiziske psykoanalytiker Alice Miller har i en af sine bøger gjort opmærksom på, at når en forstander på en børnehjem piner børnene, er det sikkert, fordi han eller hun ikke elsker sig selv. At elske sig selv er ikke at beundre sig selv, men at forholde sig nøgternt til sig selv og være optaget af og værne om sig selv, ellers kan du ikke elske en anden.”

”At elske sin næste er ofte noget, vi ikke bestemmer selv, det er noget, vi bliver præsenteret for. Hvis dine nærmeste kommer ud i problemer og har brug for hjælp, har vi ikke noget valg. Vi bliver nødt til at handle. Hvis vi svigter dem, svigter vi også os selv. Så slår det tilbage, og man kan gå med skyld og skam i lang tid.”

”Vores forhold til flygtninge – dér bliver vi præsenteret for en lidelse, der ofte er ganske frygtelig. Men mange af os vender os væk fra den, fordi vi ikke magter at se den. Men dermed bliver vores mulighed for at udøve næstekærlighed også blokeret, og så gør vi os selv fortræd. Så reagerer vi med vrede og hemmelig skam. Jeg tror, at meget af den aggressivitet, der er i den offentlige debat med vrede mod flygtninge, er en stedfortrædende vrede. Den, man er vred på, er sig selv, fordi man svigter kærlighedsbuddet, og fordi man ikke selv magter, evner, har mod eller bliver hjulpet til at forholde sig til den lidelse.”

”Jeg synes, at toppen i Danmark og de politiske ledere, der er med til at præge, hvad der foregår, svigter. Vi kan ikke hjælpe alle mennesker i hele verden. Men vi har brug for ledere i samfundet, der kan vise, hvad vi kan gøre. Staten skal føre en politik, der er værdig og realistisk, og som forholder sig til, at du skal elske din næste, og med principper, der er humanistiske. ”

”Det ville hjælpe den enkelte at kunne sige: ’Jeg lever i et samfund, der formulerer principper for, hvordan vi som stat forvalter næstekærligheden uden at sætte os selv over styr’. På den måde kunne man hjælpe den enkelte med den byrde. Men det skal gøres ærligt og redeligt og ikke som led et magtpolitisk spil.”

Egon Clausen kalder sig selv for en mønsterbryder. Han er vokset op i en ”udkant af udkanten”, i Hemmet i det yderste af Vestjylland ud til Ringkøbing Fjords østlige del mellem Skjern og Nr. Nebel.

”Jeg er vokset op i fortiden på en gård ude på den brune hede. Vi var syv børn, og jeg har gået i skole efter skoleloven fra 1796, hvor der om sommeren kun var skolegang en dag i ugen. Der var Indre Mission, nøjsomhed og børnearbejde.”

”I mit hjem blev der praktiseret en traditionel form for indremission. Min far var aktiv i KFUK, og vi kom i missionshuset. Jeg er aldrig blevet slået som barn. Men det, vi fik indopereret i psyken, var, hvad man kan kalde for ’samvittighedens trekant’. Den blev sat ind i brystet, og gjorde man noget forkert, drejede den sig, og så gjorde det ondt. Min mor kunne få den til at dreje sig bare ved at se på mig.”

”Det karakteristiske ved at vokse op sådan et sted var, at alle mente det samme om opdragelse og værdier. Hele samfundet var med til at præge os. Det var virkelig et stærkt system. Men når først samvittighedstrekanten var sat på plads, var der meget stor tillid og råderum.”

”Vi skulle arbejde, men jeg oplevede det også som meget frit. Der var heden, fjorden og engene. Vi var måske snavsede, men naturen var ren – vi kunne drikke af bækken. Og dér, hvor bækken løb ud i åen, var livet. En sommermorgen i det englandskab med alle de dufte, der er af græs og hø, var der flere sanser involveret. Man blev varm, svedig og træt.”

”Ting, der var forkerte, var, hvis man var ulydig over for sine forældre, doven og selvhævdende samt løgn og rapserier. Og da man var ung, måtte man for guds skyld ikke drikke, og det seksuelle var belagt med alle mulige former for synd og skyld og omgærdet af megen fortielse og skam. Ens vilje skulle bøjes, og var man for stædig, blev den der trekant virkelig sat i omdrejninger.”

Det mærkede Egon Clausen, da han som ung kom til Ribe som studerende og gjorde erfaringer med det forbudte. Men ødelæggende blev det ikke, for som han siger:

”Jeg er sådan en, der svømmer ovenpå. Jeg kunne nogle ting, jeg kunne skrive og få det trykt – det er en gave, jeg har fået.”

”Mit forhold til Indre Mission er i dag præget af dobbelthed. Jeg kan godt se, at man kan kritisere for snæversyn og magtbegær, men man kan også sige meget godt om Indre Mission. Nu, hvor hele deres politiske indflydelse er reduceret til nærmest nul, er der kommet en anden side frem: Deres optagethed af andre mennesker, en sødme og varme og interesse for andre, som er rigtig dejlig at opleve.”

”De gamle indremissionsfolk er rigtig gode til at tage sig af flygtninge og indvandrere og vist ikke kun, fordi de vil omvende dem. En del af arven fra Indre Mission går også ud på, at man går ud i samfundet og blander sig. At man tager hånd om sin næste,” siger Egon Clausen.

Men hvad med ham selv? Hvordan forvalter han kærlighedsbuddet?

”Jeg forsøger at være et ordentligt menneske, selv om det er svært, for vi er jo nogle egoister. Jeg udfører ikke frivilligt arbejde, men giver en skærv en gang imellem. Jeg lægger mine kræfter dér, hvor jeg kan, og det er ved at skrive og være til. Og jeg forsøger også at være vågen og opmærksom over for mine nærmeste, men på disse områder er jeg nok en smule blufærdig.”

”Jeg har øvet mig i ikke at være alt for fej. Mit venskab med Søren har været en slags dør til en virkelighed, der har holdt mig fast på, at der findes en anden virkelighed end den, jeg svømmer rundt i til daglig.”

”At jeg stadig har kontakt til ham og besøger ham på det plejehjem, hvor han bor nu, har jeg ikke valgt. Hvis jeg havde svigtet ham, havde jeg valgt forkert. Jeg har stået over for et bud, et påbud, en opgave, som jeg har taget på mig. Og jeg har været den eneste. Det vil jeg ikke roses for på nogen måde, for jeg synes ikke, at jeg har haft et valg. Det har været naturligt – og den slags står ikke til diskussion.

remar@k.dk