Eksempelvis lød det fra Jan Trøjborg, formand for Kommunernes Landsforening (KL), i KL’s årsberetning for 2010: ”… kommunale beslutninger underkendes gang på gang i ankesystemet. Typisk med det resultat, at udgifterne vokser. Det er ikke holdbart, hvis vi skal overholde den økonomiske ramme.” Dette budskab gentages massivt i den offentlige debat af både KL, kommunalpolitikere og embedsfolk.

Det konkrete resultat af KL’s indsats kan dokumenteres, idet regeringen og KL i kommunernes nyligt vedtagne økonomiaftale har besluttet igen at se nærmere på ankesystemets praksis for at ændre lovgivningen og dermed styrke kommunernes mulighed for økonomisk styring.

DET ER ALTSÅ NEMT at dokumentere KL’s angreb på ankesystemet, men kan KL-påstanden om ankesystemet som udgiftsdrivende dokumenteres? KL’s jagt på ankesystemet startede i 2009 ved, at KL efterspurgte eksempler på udgiftsdrivende ankeafgørelser hos kommunerne. Ud fra tilbagemeldingerne lavede KL en eksempelsamling og fik dermed med økonomiaftalen for 2010 igangsat en analyse af ankesystemet.

Men hvad sagde analysen af ankesystemet så, da den endelig blev offentliggjort i juni 2011? Analysens hovedkonklusion er, at ankesystemet ikke er udgiftsdrivende. Af analysen fremgår det, at: ”Generelt kan det konstateres, at den relative tyngde og vækst i klagesager på det specialiserede socialområde ikke umiddelbart har sammenhæng med de områder, hvor udgiftsudviklingen er…” og at ”… de fleste sager i ankesystemet vedrører mindre udgiftstunge områder som for eksempel merudgiftsydelserne på børne- og voksenområdet samt hjælpemidler.”

Analysen viser også, at de områder, som fylder mest i ankesystemet som hjælpemidler, og hvor der er et stigende antal klagesager, er de områder, hvor udgiftsudviklingen har været nogenlunde stabil. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem antallet af klager over sociale afgørelser og stigningen i udgifter.

Af analysen fremgår det endvidere, at kommunerne taber 7-9 procent af sagerne i ankesystemet, og at de vinder 62-65 procent af sagerne. 17-19 procent af sagerne hjemvises til ny behandling i kommunerne, hvilket hovedsageligt skyldes sagsbehandlingsfejl eller manglende oplysninger. Det har været fordelingen i afgørelser i ankesystemet gennem de seneste år – altså taber kommunerne ikke flere sager i dag end tidligere.

Derudover peger analysen på, at selvom der er et stigende antal klager, er der ikke flere borgere, der modtager støtte: ”Der er ikke tegn på, at væksten i klagesager har sammenhæng med et stigende antal modtagere af hjælp. I perioden ses blandt andet markante stigninger i antallet af klagesager vedrørende merudgiftsydelserne, mens antallet af modtagere har været marginalt faldende”. Der er intet, der tyder på at flere får ydelser i dag set i forhold til tidligere.

Analysen viser dermed tydeligt, at ankesystemet ikke er udgiftsdrivende, og at kommunerne fortsat taber en meget lille andel af sagerne – og altså ikke gang på gang underkendes af ankesystemet.

Der er således ikke hold i de påstande, KL og KL’s bagland er blevet ved med at gentage. Alligevel påstår formanden, Jan Trøjborg, i Politiken den 15. juni i år efter analysens offentliggørelse, at ankesystemet er udgiftsdrivende.

TRODS ANALYSENS FUND er der i økonomiaftalen for 2012 sat fokus på ankesystemets inddragelse af økonomiske hensyn og kommunernes politiske prioriteringer (serviceniveau) i deres afgørelser. Som det er blevet fremført ved flere lejligheder af lektor John Klausen, Juridisk Institut, Aalborg Universitet, har økonomiaftalen enten ingen konsekvenser (da klageinstanserne allerede i dag tager de hensyn, KL ønsker), eller også er der tale om en meget drastisk ændring, hvor ankesystemet ikke længere kan bruges til at kontrollere, om kommunen yder den nødvendige hjælp, som borgeren har behov for og er berettiget til ifølge gældende lovgivning.

Pointen er, at de udokumenterede retoriske påstande tilsyneladende får lov at diktere løsningsforslag og sætte den offentlige debat på det specialiserede socialområde. Kompleksiteten gør det svært at tilbagevise påstandene, og selv når de tilbagevises, tages de ikke til efterretning af det politiske system.

Det politiske niveau har beklageligvis ikke søgt efter forklaringer på udgiftsstigningerne, og det har ikke kigget nærmere på betydningen af de enkeltdele, som udgør dette meget komplekse og forskelligartede område. Indtil videre har de ansvarlige politikere skudt løsningsforslag ud med spredehagl. Og man må stille sig selv det spørgsmål, om de foreslåede løsninger på grund af manglende viden om målet tager fat i forhold til den konkrete udfordring med styringen af de kommunale udgifter.

Det kan undre, at KL fastholder ønsket om en svækkelse af ankesystemet, da det nu har vist sig, at det ikke er dér, problemet med udgiftsstigningerne er. I stedet burde KL nok mere insistere på, at Finansministeriet i samarbejdet med Socialministeriet og KL iværksætter en tilbundsgående analyse, der kigger på de områder, hvor der har været særlige udgiftsstigninger og ikke tager hele det specialiserede socialområde over en bred kam. En analyse med det formål at finde frem til de rigtige forklaringer på udgiftsstigningerne for at kunne iværksætte de rette løsninger.

Formålet må være at finde frem til, hvorvidt der er tale om dårlig økonomisk styring, forkerte økonomiske incitamentsstrukturer for kommunernes samarbejde, uhensigtsmæssige former for kommunalt samarbejde, eller om der eventuelt kan være noget at hente i samarbejde med borgerne med behov for kommunal støtte.

Det er helt sikkert et komplekst billede at finde årsager til udgiftsudviklingen, men det ville klæde debatten, hvis der tages udgangspunkt i et sagligt og analytisk velfunderet grundlag – ikke retoriske påstande. Hvis ikke det sker, kan ingen garantere for fremtiden for det danske velfærdssamfund, der har sit fundament i at skulle støtte de mest sårbare og svage grupper i befolkningen.

Stig Langvad er formand for Danske Handicaporganisationer