Margit Jensen (tv.) og Charlotte Søndergaard har travlt med at dekorere solskærme, som de dagen efter havde i brug under en udflugt til Jesperhus Blomsterpark. –
- Søren Palmelund/Tilsted com.
Jørgen Steens |
30. juli 2011
En gruppe udviklingshæmmede har i denne uge være på sommerlejr i Thy med Kristelig Handicapforening
”Uden Gud, så går det hele da...,”
Margit Jensen, der er på sommerlejr i Thy med Kristelig Handicapforening, leder efter ordene og får efter en lille tænkepause afsluttet sætningen med tro og overbevisning:
”Uden Gud, så går det hele i vasken!”.
En anden af lejrens deltagere, Charlotte Søndergaard, har umiddelbart forinden forklaret, at hun er fast deltager i gudstjenesterne for udviklingshæmmede, som en af præsterne i hendes hjemby holder en gang om måneden.
”For jeg tror på Gud og Jesus og englene,” forklarer hun, mens Margit lidt forsigtigt tilføjer, at ”der må være et eller andet”, og i hvert fald – den kristne tro giver dem begge tryghed og hjælp i det liv som handicappet, der er blevet deres.
”Gud er en stor mand med langt skæg og langt hår, for han ligner Jesus,” mener Charlotte, ”og hvis der er noget, man er ked af, holder han os i hånden.”
Charlotte Søndergaard, 48 år, og Margit Jensen, 55, er med i den lille gruppe af voksne psykisk og fysisk udviklingshæmmede, der i denne uge har været på sommerlejr i Helligsølejren ved Hurup i Thy. Det var Diakonforbundet, der for over 30 år siden tog initiativ til en sommerlejr, specielt for denne gruppe handicappede, og lejren videreføres i dag af Kristelig Handicapforening.
Gennem 19 år har foreningen også arrangeret sommerrejser til udlandet for sine medlemmer.
”Men det er ikke alle udviklingshæmmede, der bryder sig om at rejse. For nogle bliver mødet med mange mennesker og mange indtryk en alt for voldsom oplevelse,” forklarer diakon og tidligere lærer Inger Jensen.
Hun har gennem de seneste år ledet sommerlejren i Thy, hvor rammerne er mere overskuelige, og langt de fleste af deltagerne kender hinanden fra tidligere år. Enkelte af dem har været med i over 30 år.
”Den oprindelige idé med sommerlejren var at skabe et tilbud om en uges aflastning til forældre med handicappede børn, men børnene er jo nu for længst blevet voksne, og de fleste af dem bor i dag i bofællesskaber,” siger Inger Jensen.
Alligevel fortsætter den kristelige sommerlejr, for den er et af årets højdepunkter for mange af deltagerne. Charlotte Søndergaard og Margit Jensen har været med de seneste tre-fire gange.
”Og det har været godt,” fastslår Charlotte, som specielt glæder sig til olympiaden – et af de faste programpunkter fra år til år. Et andet er besøg på en bondegård.
Programmet for dagene har været rammet ind af bibeltimer, gudstjeneste og andagter, hvor en af de frivillige medarbejdere en dag fortalte om den juleaften, han mødte en engel på motorvejen. Her var umiddelbar kontakt, fortæller Ejvind Kejlstrup. Flere kom bagefter hen til ham for at sige, at de også troede på engle.
For selvom vi ikke ser dem, er de der, fastslår Margit Jensen og nævner dengang, da hendes bror slap godt fra et uheld, hvor han faldt tre meter ned og slog hovedet mod et cementgulv.
”Nogen må have holdt hånden over ham, og det var måske en engel,” konkluderer hun.
Både Charlotte og Margit mener, at bøn er vigtig. De beder, når de er kede af det.
”Men vi skal også bede for hinanden,” tilføjer Margit og siger, at hun i disse dage særligt beder for ofrene for tragedien i Norge, som der også er blevet talt om på sommerlejren i Thy.
steens@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad